Prøv avisen
Debat

Vi kan ikke opdrage børn til at respektere deres grænser, hvis vi overskrider vores egne

”Opdragelse uden værdighed og selvrespekt giver vattede børn, der mangler evnen til at respektere sig selv og andre som værdige individer,” skriver Linda Stæhr om forældre, der ikke tør sætte grænser for deres børn. Foto: Maskot/Polfoto

Vi kan ikke opdrage børn til at respektere deres grænser og behov, hvis vi overskrider vores egne. Vi kan kun lære vores børn deres værdighed at kende, hvis vi tør insistere på vores egen værdighed, skriver familierådgiver

Småbørnsforældre er viljestærke, modige og ved, hvad de vil acceptere – indtil de får børn. Er det for voldsom en påstand eller en ildeset sandhed om forældres tilgang til opdragelse i dag?

Som familierådgiver mødte jeg engang en frustreret mor, der fortalte mig om sine opslidende eftermiddage derhjemme. Hver eftermiddag, når hun forsøgte at lave maden færdig til familien, stod hendes lille fireårige barn nemlig ved siden af og krævede al hendes opmærksomhed, tid og anerkendelse.

Eksemplet er rammende for en udbredt tendens, både jeg selv som mor og de fleste andre småbørnsforældre falder i: at vi bliver ”vattede” i forståelsen: pakker børnene ind i vat, ikke tør sige fra og ikke tør kræve noget af vores små guldklumper.

Men opdragelse uden værdighed og selvrespekt giver vattede børn, der mangler evnen til at respektere sig selv og andre som værdige individer. Værdige forældre med selvrespekten i behold opdrager stærke sunde børn, der kan stå ved deres egen værdighed og samtidig respektere andre omkring sig.

Som forældre lader vi vores børns behov, ønsker og reaktioner styre vores handlinger i langt højere grad, end vi godt ved er sundt. Vi gør det i velment demokratisk godhed og indimellem i magtesløshed.

Men i praksis ender ”vattet” opdragelse med at gøre børnene til forvirrede klynkere eller små tyranner, der ikke respekterer andet end jagten på evig opmærksomhed og anerkendelse.

I vores selvforståelse er vi ofte fulde af selvtillid og gåpåmod, standhaftige, målrettede og selvbevidste. Det tror jeg også, mange af os er – indtil vi får børn.

Lad mig give fire eksempler, jeg som familierådgiver både har set og fået genfortalt i mange variationer:

Det er ikke en selvbevidst far, som står i garderoberummet med sin fireårige datter, der nægter at tage støvlerne af selv, så far til sidst giver op og hænger tøjet på plads. Imens laver den lille trunte fuld af livsmod gadedrengehop ind i børnehaven og viser sin nye kjole frem.

Det er ikke en selvsikker forælder-ting, når moderen til spædbarnet ligger vågen om natten og løfter barnet op, så snart baby siger det mindste pip – selvom dette nu har stået på i tre måneder, og både mor og baby er udmattede.

Det er noget af det, vi ikke deler på Facebook, når vi dulmer barnets raserianfald med en iPad og en sut i flere timer hver dag, fordi vi ikke orker kampen om at bede knægten lege stille i stedet.

Selv bedsteforældrene opfanger hurtigt vi forældres tilgang til poderne og tilbyder beredvilligt det lille skarn 10 slags pålæg til rugbrødsmaden, mens enhver skælmsk afvisning accepteres som helt normal.

En af de ting, der gør os vagtsomme i opdragelsen af vores børn, er, at vi ved, hvor stor betydning barndommen har for vores barns fremtid: ”Tænk, hvis jeg kommer til at nægte mit barn dets naturlige behov eller kommer til at skade barnet med mine ord eller min vrede,” tænker vi og går i stå i stedet for at handle.

Alverdens selvhjælpsbøger og andres meninger hjælper os ikke, for der er allerede for mange modstridende holdninger i vores eget indre, til at vi tør vælge. Videnssamfundets og fagfolks velmenende, men modstridende råd bliver en hæmsko snarere end en hjælp.

Den nemmeste løsning, som mange rådvilde forældre falder i, er at ofre sig selv for barnet ved at følge dets mindste vink. Det er næsten blevet en filosofi, at hvis du er en virkeligt god forælder, så ofrer du dig for dit barn. Som familierådgiver oplever jeg dette fænomen alt for ofte.

Godt nok ignorerer forælderen dermed sin egen værdighed, men barnets behov vejer ”jo” højere, og denne tilgang hjælper umiddelbart til at sikre barnets behov først og fremmest.

Problemet er bare, at børn bliver usikre, grænseløse og ærligt talt irriterende, hvis de ikke er klar over, hvad de skal, og hvor grænserne går. Grænsesætning – som er det modsatte af at ofre sig – giver nemlig børn tryghed i hverdagen; en tillid til, at ”min mor og far er stærke og kan håndtere, hvad end jeg smider efter dem”, som logikken lyder (i overført og konkret betydning).

På den måde får vi forældres irritation og begyndende vrede pludselig en helt ny og legal funktion: Følelserne skal guide os i, hvornår vi skal sige til og fra over for vores børn. En ny og mere værdig verden åbner sig for mig som forælder, hvis jeg tillader mig selv at lytte til mine egne følelser af, hvornår nok er nok – og handler på det.

Det betyder ikke, at barnet skal tilpasse sig alle mine luner, men at jeg skal respektere mig selv nok til at vide, at når mit barn gør noget, der provokerer mig, så har jeg lov til at sige til og fra. På samme måde lærer jeg mit barn, at det også har ret til at sige til og fra, når noget ikke er i orden. Værdigheden ligger i at være et helt og autentisk menneske – også over for mit barn.

Vi kan ikke opdrage børn til at respektere deres grænser og behov, hvis vi overskrider vores egne. Vi kan kun lære vores børn deres værdighed at kende, hvis vi tør insistere på vores egen værdighed.

Linda Stæhr er familierådgiver og pædagogisk konsulent.