Prøv avisen

Veje til Gud: Troshelte og tvivlshelte

Som om moderne præster er en helt særlig race i kirkehistorien, der pludselig har oplevet noget, som er ukendt for alle andre. - Foto: Simon Shepheard

Nye tvivlere ligger i god forlængelse af nutidens religiøse relativisme

Påskelørdag var der en overskrift i Kristeligt Dagblad, som jeg ikke lige kunne ryste af mig: "Tvivl er ikke tabu for moderne præster."

Nu kan der være forskellige grunde til, at en overskrift sætter sig fast. Det kan være, fordi nyheden er så voldsom, at den sætter sig i følelserne, eller at den indeholder en visdom, der sætter tanker i gang. I dette tilfælde var det snarere, at den i mine ører lød naiv og uhistorisk på en måde, som er tidstypisk.

Som om moderne præster er en helt særlig race i kirkehistorien, der pludselig har oplevet noget, som er ukendt for alle andre. Eller ærligt tør tale om noget, som generationerne før bare skubbede ned i det ubevidste.

Det verdensbillede holder nemlig ikke mange minutter:

Man kan begynde fra en ende. Tvivl var ikke et tabu for apostlene. De vedgik den ærligt. Da de skulle modtage missionsbefalingen, står der, at de faldt ned og tilbad ham, men nogle tvivlede (Matt. 28, 17).

De vedgik offentligt, at det var en flok mænd med tvivlen som passager, der fik til opgave at drive mission. Vel at mærke ikke blind passager, men én, der var synligt indskrevet på rejsen. Og apostlene var ikke alene.

Går vi til vore egen lutherske historie, finder vi et lignende træk. Martin Luther kendte næppe meget til tvivl i moderne forstand. Altså tvivl på Guds eksistens eller på, om Bibelen var Guds ord. Indimellem kan han faktisk omtale netop den tvivl med en vis ufølsomhed.

Men han kendte anfægtelsen. Både i forhold til Gud og mennesker. I forhold til Gud var spørgsmålet: "Hvordan finder jeg en nådig Gud?" Altså: Hvordan kan Gud overhovedet have med mig at gøre? I forhold til mennesker kunne han midt i kampens hede spørge sig selv: "Hvordan kan jeg have ret mod paven og hele verden?"

EN DEL AF FORHISTORIEN til den bevægelse, jeg arbejder i – Luthersk Mission – er den svenske vækkelsesprædikant C.O. Rosenius. Han kunne ligne Luther på det med anfægtelsen og taler et sted om, at troens fred og glæde var "en sjælden gæst" i hans liv.

Ved siden af det kæmpede han med en mere objektiv tvivl: på Guds eksistens og Bibelens troværdighed. Altså en tvivl på kristendommens sandhed og ikke alene på, om han selv var en sand kristen. Den tvivl ramte ham ikke bare i et tidligt og umodent stadium, men sent og på toppen af karrieren. Mens han var en af Nordens mest læste skribenter og en af Sveriges mest hørte forkyndere. Det fortælles, at da han i 1842 overtog ledelsen af den midtsvenske vækkelse, var han så lammet af tvivl, at hans eneste kommentar på det afgørende møde lød: "Hvis der er en Gud i himlen, har vi intet at frygte, hvis ikke, er alt alligevel ligegyldigt."

Ovennævnte er bare tre nedslag af et mønster i kirkens historie – ikke mindst i de frugtbare perioder: Den ydre kamp og forkyndelse af evangeliet løber parallelt med hovedpersonernes indre kamp med Gud og dem selv. De er troshelte og tvivlshelte i ét.

NU HANDLEDE DEN nævnte overskrift i Kristeligt Dagblad om diskussionen om flere frelsesveje. I den har både præster, en domprovst og en biskop skrevet indlæg, hvor de betvivler den fælles kristne bekendelse til navnet Jesus som det eneste navn, der kan frelse. Det forløb har fået mig til at spekulere på, hvad forskellen er på de klassiske tvivlshelte og det, der har udspillet sig i offentligheden de senere måneder.

Jeg har et par bud.

For det første: For de klassiske tvivlshelte var tvivlen en fjende, de vedgik, men som truede med at tage livet af dem. De hadede den og kæmpede for at undgå, at den skulle få magten over deres tro og bekendelse. De tvivlshelte, der har profileret sig i Kristeligt Dagblad de seneste måneder, lyder i mine ører, som om de selv synes, de har et interessant og tidssvarende synspunkt, der kan berige offentligheden. Jeg hører ikke megen smerte i fremførelsen. Synspunkterne ligger for øvrigt i påfaldende god forlængelse af nutidens religiøse relativisme og har derfor mulighed for at behage offentligheden. Men at behage er altså ikke det samme som at berige.

For det andet: Jeg har en stærk mistanke om, at der sker en forveksling i overskriften i Kristeligt Dagblad. Nemlig en forveksling mellem tvivl og vranglære. Tvivl er kampen med troen. Den kamp, der konstant foregår med høj risiko: Den kan koste os både troen, livet og vores stillinger. For mister jeg troen, har jeg på bundlinjen ikke mere at gøre som præst og kristen leder.

Vranglære derimod er den aktive fortalervirksomhed for det, der har Bibelens ord og evangeliet imod sig.

Tvivlen må de fleste kristne kæmpe med. Vranglæren er vi kaldet til at kæmpe mod.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen