Mere realisme i flygtningedebatten, tak

Det koster jo penge at tage mod mange flere flygtninge, og er vi danskere parate til at skære dybt i det, vi med stolthed kalder den danske velfærd?

Mere realisme i flygtningedebatten, tak
Foto: Sofie Amalie Klougart.

Tendensen i den seneste tids meningsmålinger har været, at danskerne er blevet markant mere positive over for at hjælpe flygtninge end for et år siden. At tendensen til at udvise mere humanisme ikke afspejler sig i dårligere meningsmålinger for Dansk Folkeparti, kan undre og er ikke logisk.

Men tendensen er ikke overraskende, når vi dagligt tæppebombes med ubehagelige billeder af mennesker på flugt. Ikke mindst billeder af kvinder med børn, selvom det i virkeligheden især er yngre mænd, der søger til Europa. At danskerne gerne vil hjælpe med mad og fornødenheder, er gode tv-billeder. Og det viser sympatiske træk hos danskerne. I virkeligheden er det dog kun relativt få danskere, der aktivt deltager i den slags hjælpearbejde, men det faktum bekymrer ikke pressen.

Det må stå klart for de fleste, at de europæiske lande har - og længe har haft - svært ved at finde fælles fodslag, når det gælder håndteringen af de mange flygtninge eller migranter.

Situationen er vanskelig, og holdningerne er delte. Kan og skal vi tage mod migranter, der flygter fra sult og fattigdom? Skal vi bruge vold og magt mod mennesker på flugt fra krigshærgede områder? Generelt bryder danskerne sig ikke om brug af pigtråd, trådnet, vold og magt mod disse mennesker. Det er ikke dansk kultur.

Vi skal selvfølgelig hjælpe mennesker i nød, så godt vi kan. Også i Danmark, som er et rigt land.

Danmark yder u-landsbistand i betydeligt omfang og tager mod rigtig mange asylsøgere, som får en ordentlig behandling. Men den praktiske hverdag er langt mere kompliceret end et spørgsmål om, hvor mange fremmede vi skal give ophold her i landet.

Her drejer det sig om din og min pengepung. På den ene side er vi godhjertede og giver udtryk for offervilje. På den anden side bringer pressen hver dag nye klagesange over manglende bevillinger til både det ene og det andet.

Der er for få penge til sygehusene. Omkostningerne til medicin stiger. Fødeafdelingerne mangler penge. Kræftbehandlingen lader en del tilbage at ønske. Ventetiderne på udredning og behandling er for lange.

Der er ikke penge nok til en fornuftig gennemførelse af folkeskolereformen. Forslag om at spare ved at lukke skoler med for få elever bliver mødt med forældreoprør og oprettelse af friskoler. Studerende og læreanstalter jamrer højlydt over at skulle effektivisere lidt.

Kulturinstitutionerne frygter kulturens forfald. Forsvaret mangler penge til nyt materiel og nye kampfly. Der skal bruges flere penge til en anstændig og værdig behandling af et stigende antal ældre borgere i eget hjem eller på plejehjem. Mange flere eksempler kunne fremføres.

Men det drejer sig om mange penge. Og hvor skal pengene komme fra? I et land med et voldsomt stort skattetryk. Det koster jo penge at tage mod mange flere flygtninge, og er vi danskere parate til at skære dybt i det, vi med stolthed kalder den danske velfærd, spækket med ydelser, der betales over skattebilletten?

Det er ikke nemt for vore politikere. De skal sikre en fornuftig balance og prioritere. Skal der bruges flere hundrede tusinde kroner til livsforlængende medicin, eller skal pengene bruges til at give mange ældre en bedre pleje - eller til at modtage flere asylsøgere?

Danmark kan ikke løse verdens problemer med de mange flygtninge og migranter. Der er grænser for, hvor mange vi kan byde velkommen i vores lille land.

Men vi kan, vil og bør bidrage efter evne. Det stiller store krav til vore politikere. De økonomiske ressourcer vil altid være begrænsede.

Vi må som borgere lære i højere grad at skelne mellem på den ene side det absolut nødvendige og på den anden side det, som for mange af os er ”nice to have”.

Vi må som borgere være forberedt på, at der vil være områder, hvor de offentlige kasser må reducere tilskuddene. Højere skatter vil ikke være en løsning, som befolkningen vil nikke bifaldende til. En del af løsningen kan være omlægning af vores ressourceforbrug. Øget brugerbetaling er en oplagt mulighed. Der vil være mange områder, hvor blot en begrænset brugerbetaling vil være adfærdsregulerende og medvirke til at reducere det offentlige forbrug.

Nemt er det ikke for vore politikere, og vores manipulerende presse gør det ikke nemmere. Det er let at være godhjertet og velmenende, men regningen skal betales. Lidt mere realisme og sans for proportioner efterlyses.

Niels Eilif Hansen, Tokkerbakken 42, Risskov