Prøv avisen
Debatinterview

Velfærdsdanmark elsker mønsterbryderen, men interesserer sig ikke for resten

Erik Jørgen Hansen. Foto: Lasse Kofod/Polfoto

Velfærdsstaten hjælper de stærke mere end de svage, og ambitionen om social mobilitet øger bare uligheden. I en ny bog slår den mangeårige socialforsker Erik Jørgen Hansen et slag for klassebevidstheden i Danmark og taler for højere skatter og overførselsindkomster

En politisk læresætning lyder, at et samfund skal måles på, hvordan det behandler sine svageste borgere. Men for velfærdsstaten er målet i dag at servicere de danskere, der har deres på det tørre. Sådan lyder dommen fra Erik Jørgen Hansen, tidligere forskningsleder hos Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, i hans nye bog ”Hvordan kan vi bekæmpe ulighed, igen?”.

For Danmark er ikke én stor middelklasse, selvom velfærdsstaten har ”signaleret” klassesamfundets død, siger Erik Jørgen Hansen. Tværtimod har velfærdsstaten ”opbygget sine institutioner som hierarkier”, alt imens de sociale klasser har fået ”ny forklædning”.

”Velfærdsstaten har ligesom andre samfundstyper interessemodsætninger. Man kæmper om at få sin del af velfærdsstaten,” siger Erik Jørgen Hansen. Ifølge ham kunne velfærdsstaten i udgangspunktet godt ”bruges til at nedbryde klasseskellene”.

”Men det gør den ikke længere,” siger han: ”Oprindeligt troede man, at man ville få en stigende solidaritet i takt med et stigende velfærdsniveau. I stedet for er der opstået en velfærdsindividualisme. Og det er noget af det mest bekymrende.”

Den nordiske idé om en universel velfærdsstat, hvor alle har ret til offentlige ydelser og overførsler, sikrer en bred, folkelig opbakning. Omvendt er der ”et betydeligt pres på serviceydelserne, og mange af dem ser ud til at blive taget først og fremmest af dem, der ikke tilhører arbejderklassen og slet ikke er fattige,” siger Erik Jørgen Hansen, der mener, at man samtidig ”stigmatiserer dem på overførselsindkomster”.

Du bruger selv SU’en som eksempel på, at de stærkeste udnytter velfærdsstaten til at øge uligheden?

”Det gør man ved det princip, der har vundet almindelig udbredelse: Jo længere uddannelse du har, jo mere skal du have i privat indkomst resten af livet. Det er en besynderlig tankegang, at jo mere du har fået af det offentlige, jo mere skal du privat have lov at tjene. Jeg kan ikke se, at man skal have et princip, der peger på, at nogen professioner eller job er mere nødvendige for samfundet end andre. En buschauffør har også et stort ansvar.”

Danmark er i dag et af verdens økonomisk mest lige lande, men uligheden er steget over de seneste to årtier. Selvom Erik Jørgen Hansen vedkender, at ”den stigende ulighed erkendes af mange”, synes han ikke, ”at man har nogen som helst forslag til, hvordan det kan ændres”. Idéen om social mobilitet køber han ikke. Han langer ud efter Socialdemokratiet og formand Mette Frederiksen, der som beskæftigelsesminister i 2013 udtalte, at ”social mobilitet er for mig at se omdrejningspunktet for et velfærdssamfund”.

”Hun overser, at der eksisterer klasser. Social mobilitet er at forbedre forholdene for enkelte, udvalgte individer,” siger Erik Jørgen Hansen. ”Realiteten er, at der er særligt kvikke personer i alle socialklasser, der gerne vil fremad. Men hvad skal man gøre med resten? Man taler altså ikke om social opstigning for en klasse som helhed, men for udvalgte individer.”

Så øget social mobilitet skaber mere ulighed?

”Ja, det efterlader en gruppe, som ingen rigtigt interesserer sig for.”

Erik Jørgen Hansen skelner mellem to lighedsbegreber: Lige muligheder og lige resultater. Det første begreb handler om muligheden for social mobilitet, det andet om at skabe reel lighed i folks levevilkår. Lige resultater er ifølge ham kuren mod ulighed.

”Hvis man ikke skaber materiel velstand for de særligt udsatte familier, får vi simpelthen nogen, der vokser op og fra begyndelsen er udelukket fra kolossalt mange ting. Så hjælper det ikke at sige, der er ting, man kan gøre (for at stige i graderne, red.).”

Hans løsning? Mere omfordeling. Overførselsindkomster som kontanthjælpen skal i vejret, det samme skal topskatten, arveafgifter og formuebeskatningen. SU’en skal omdannes til et lån, som de, der opnår en høj livsindkomst, betaler tilbage.

Hvorfor er svaret at give de svageste flere penge og ikke bedre incitamenter?

”Incitamenterne har man brugt på den måde, at man er nødt til at gøre de fattige fattigere – ellers vil de ikke gøre noget for at skaffe sig arbejde. Det er et ideologisk postulat, eftersom det er svært at hævde, at de fleste ikke vil have et arbejde, hvis de får et job,” siger han.

”I kriseårene har politikerne i den grad peget på, at man må svinge dankortet mere, så der kommer en stimulans og vækst til økonomien. Hvis man tager store beløb fra de højtlønnede og giver dem til dem på de lave ydelser, så vil de forbruge og svinge dankortet, men hvis man lader dem blive hos de allerrigeste, giver det ikke mere forbrug. De forøger blot deres opsparing.”

Risikerer man ikke at klientgøre de svageste ved bare at give dem flere penge?

”Helt generelt vil jeg sige, at de forslag, jeg kommer med, ikke nødvendigvis er dækkende og ligeværdige forslag. Men det er et forsøg på at opstille, hvad man kan gøre. Jeg hører til dem, der mener, at man skulle prøve idéen med borgerløn. Fordelen er, at den skal være en universel basisindkomst, for så kan man ikke komme og pege på, at kun de svageste i samfundet får borgerløn. Alle får det,” siger Erik Jørgen Hansen, der også foreslår, at kommunalreformen skal rulles tilbage, og at den offentlige sektor ikke skal acceptere store løn-gab mellem ledere og medarbejdere.

Du køber ikke argumentet, at kommunaldirektøren så ville lede efter en ledende stilling i en privat virksomhed?

”Næ, jeg er jo så fræk, at jeg et sted skriver, at det kun er en fordel at slippe af med de chefer, som lader lønnen bestemme, om de vil tage et job i det offentlige eller private. I den statslige sektor vil de fleste gerne påtage sig et ledende arbejde med den indflydelse, det giver, uden at de skal have stigende indkomster.”