Prøv avisen
Debatinterview

Cepos-direktør: Velfærdsdemokratiet er fyldt med systemfejl

Når man bruger så væsentlig en del af samfundets ressourcer på en ineffektiv, offentlig monopolsektor, hvor man forbyder iværksætteri og innovation, så koster det samfundet som helhed mener Cepos-direktør Martin Ågerup om den offentlige velfærdssektor, der udgør den største enkeltudgift i danske familiers økonomi. – Foto: Katinka Hustad/ritzau

Danmark er sat af i det globale vækstkapløb. En stor del af årsagen er indretningen af den offentlige sektor, mener Cepos-direktør Martin Ågerup. Overførselsindkomsterne har svækket vores pligtetik, og vores manglende forståelse af velfærdsstatens særinteresser fører til en evig kamp om flere penge

NÅR DANSKE TV-SEERE lørdag zapper ind på genudsendelsen af ”Matador”, bliver de præsenteret for en tid, hvor Danmarks relative velstand var større end i dag.

Ja, faktisk større. I 1930 var Danmark blandt de fem rigeste stater på kloden. I dag er de rigeste lande op mod 40 procent rigere end os. Det skriver den liberale økonom og tænketankdirektør Martin Ågerup fra Cepos i sin nye bog ”Velfærd i det 21. århundrede”, hvori han spørger, hvorfor vi ikke er lige så rige som Singapore eller Schweiz.

Hvor mange økonomer for tiden tyer til forsigtig optimisme, taler om et mildt opsving og mangel på arbejdskraft, er Cepos-direktøren dybt skeptisk over for udviklingen i dansk økonomi.

”Selvfølgelig er fuld beskæftigelse en god ting, og det er det også at have orden i statsfinanserne. Men først og fremmest burde man som økonom være interesseret i at se på, hvordan det går med velstandsskabelsen i samfundet. Det er på lang sigt det, der er afgørende for, at vi har et godt samfund om 10, 15 og 20 år,” siger Martin Ågerup.

OG DET GÅR DÅRLIGT, mener han. Efter Besættelsen fulgte et opsving, efter oliekriserne og ”fattigfirserne” endnu et. Højkonjunktur fulgte lavkonjunktur, men efter finanskrisen har vi ifølge Martin Ågerup nu noget, ”der minder om en lavkonjunktur rent vækstmæssigt”.

”Jeg er bekymret over, at vi, nærmest kulturelt, er ved at vænne os til den tilstand. Vi kalder vækstrater på én procent for hæderlige. Det er ikke hæderligt på vej ud af en lavkonjunktur – det er elendigt.”

Han mener, som bogtitlen antyder, at en stor del af problemet gemmer sig i indretningen af den offentlige velfærdssektor, der udgør den største enkeltudgift i danske familiers økonomi.

”Når man bruger så væsentlig en del af samfundets ressourcer på en ineffektiv, offentlig monopolsektor, hvor man forbyder iværksætteri og innovation, så koster det samfundet som helhed,” siger Martin Ågerup.

Det handler ikke kun om, at manglen på konkurrence i den offentlige sektor fremmer regeltyranni og papirvælde. Det handler også om kultur og etik. Martin Ågerup ser nemlig systemfejl blinke mange steder i vores velfærdsdemokrati.

”Hvis den protestantiske arbejds- og pligtetik er et grundlag for velfærdsstaten – og det tror jeg i høj grad, at den er – så ligger der i velfærdsstaten også kimen til dens egen ødelæggelse,” siger Martin Ågerup.

Alles ret til universelle ydelser svækker nemlig velfærdsstatens etiske grundlag.

”Et centralt argument for skabelsen af den universelle velfærdsstat var jo at fjerne stigmatiseringen ved at få sociale ydelser. Da aldersrenten blev indført, ville en hel del ældre simpelthen ikke have pengene. Velfærdsstatens arkitekter ville have det sådan, at alle borgere med glæde tog imod hjælp fra velfærdsstaten, hvis de havde brug for det. Det er på mange måder en smuk og sympatisk tanke, men det viste sig meget hurtigt, at når man smed pligtetikken til side på det her område, blev efterspørgslen efter ydelser enorm,” siger han.

I DE SENESTE 20 ÅR er der gennemført adskillige reformer af overførselsindkomsterne. Men først da ”lokummet brændte” og med et nyt regelvælde til følge, mener Martin Ågerup. Der er stadig brug for en gennemgribende reform af velfærdssektorens indretning. Og det betyder ikke flere penge. Den offentlige sektor er så stor, at flere midler hjælper stadigt mindre, siger han: ”Hvis man spænder en hest til for et hestespand, så når man på et tidspunkt til grænsen for, hvor hurtigt hestene egentlig kan løbe, og det ikke hjælper at spænde en ekstra hest for.”

Problemet er bare, ”at hele tænkningen i velfærdssektoren er, at hvis vi bruger flere penge på det, så bliver det bedre”. Martin Ågerup eksemplificerer med en kampagne, som Socialdemokratiet førte op til det seneste valg med sloganet ”Milliarder til uddannelse og vi skal videre”.

”De skrev ikke noget om, at de havde gjort uddannelserne bedre, og at de unge lærte mere. De pralede med, at de havde gjort uddannelserne dyrere,” siger han.

En del skyldes velfærdsstatens mange særinteresser, der ofte står i vejen for innovation. Vores demokratiopfattelse er i høj grad præget af Hal Koch-citatet ”demokrati er samtale”, og vi hylder særinteressers ret til at blive hørt. Medierne behandler i høj grad repræsentanterne for den offentlige sektors fagforeninger, som var de uafhængige eksperter, skriver han i bogen. Og dermed glemmer vi, at særinteresserne først og fremmest plejer deres egne sær interesser – som for eksempel at få flere medlemmer i fagforeningerne eller flere støtteordninger til bestemte erhverv. Interesser, der ifølge forfatteren ”ikke nødvendigvis harmonerer med almenvellets interesser”.

Er det ikke at underkende, at demokratiet og almenvellet netop ikke har én interesse?

”I mange situationer vil jeg stille mig skeptisk over for, hvad søren almenvellet egentlig er. Både som økonom og liberal ved jeg jo godt, at man ikke bare kan lægge forskellige individers præferencer sammen, og så når man frem til almenvellets,” siger Martin Ågerup, der alligevel ”vil tillade mig at være relativt firkantet og sige, at vækst er fuldstændig afgørende. Og særinteresser, der står i vejen for innovation og vækst, de står i vejen for almenvellet”.

”Vækst og produktion er det helt afgørende for mennesket. Det, der gør os til mennesker, er vores ønske om at forbedre vores situation,” siger han.

SIDSTE DEL AF Martin Ågerups bog er et bud på en reformmæssig to do -liste. ”Et nationalt kompromis” mellem borgerlige og socialdemokrater, kalder han det. Skatten skal sænkes i bunden, og til gengæld skal der indføres brugerbetaling på flere offentlige ydelser. Offentlige institutioner skal være selvejende og konkurrere med hinanden om forbrugernes gunst, antallet af embedsmænd i centraladministrationen skal på skrump, og så skal politikerne nedsætte en velstandskommission, hvori flere af medlemmerne er udenlandske eksperter.

Hvor ser du, at Socialdemokratiet skal gå med til det – de kan vel stadig sige, at det gavner de rigeste mest?

”Når socialdemokrater laver skattereform, gavner det også de rigeste mest. Du kan ikke lave en skattereform, som ikke gavner de højeste indkomster mest i kroner og øre. I procent er det jo de laveste indkomster, det gavner mest. Vi taler jo om lønfremgang i procenter, for det er det, folk føler: ’Hvor meget har jeg fået mere i forhold til, hvad jeg har i dag?’,” siger Martin Ågerup:

”Jeg forventer jo ikke, at Mette Frederiksen siger: ’Hov, der var den!’.”

Men, siger han: ”Nu står de her idéer på hylden.”

”En dag bliver der brug for dem.”