MED VORES nuværende velfærdsstat skal der være råd til at gøre alle borgere til klienter uanset individuelle behov. Konsekvensen er et bureaukratisk kontrolhelvede og besparelser for de handicappede og andre af landets svageste. Vi snakker her om et svigt af nogle af samfundets mest ressourcefattige og hårdt trængte.
Kristeligt Dagblad kunne den 10. august berette om besparelser på handicapområdet primært de, som rammer børn med handicap. Realiteten er ret simpel. Med verdens højeste ydelser, verdens største offentlige sektor, udgifter til bureaukrati og kontrol af borgerne og et samfund, hvor de, som kan klare sig selv, alligevel skal modtage penge fra staten, så opstår der er et pres på de rådige ressourcer. Besparelser og prioriteringer er en nødvendighed.
Og det er ganske enkelt ikke interessant for politikerne at prioritere de handicappede og kronisk syge højere end de, som sandsynligvis kunne leve uden støtte. Kynisk set skyldes det blandt andet, at den gennemsnitlige vælger ikke er handicappet. Besparelser på handicapområdet, som desuden er svagt organiseret og repræsenteret, vil ikke medføre manglende genvalg.
LÆS OGSÅ:Velfærdsstaten afløses nu af konkurrencestaten
Når der er besparelser på dagpengeområdet, skriger fagforeninger op, og besparelser bliver besværliggjort. Det samme er tilfældet med ældreområdet og Ældre Sagen. Det er bare ikke tilfældet med de handicappede.
I 2011 var der budgetteret en besparelse på en milliard kroner på handicapområdet. I 2012 var tallet på 400 millioner kroner. Dette er en utilsigtet konsekvens af en alt for stor velfærdsstat og en misforstået velgørenhed.
Der er brug for et paradigmeskift i tankegangen om velfærdsstaten og dens rolle. Man burde lade dem, som kan selv, betale selv. Man kunne stoppe med at behandle studerende som en ekstraordinær svag samfundsgruppe og omlægge SUen til et lån. Raske arbejdende kunne selv betale for deres dagpenge, sundhedsbehandlinger og pension.
Ved på den måde at udvise tillid til den enkelte vil denne løfte sit ansvar og gøre sig værdig til den tillid. Det samme kan siges om de umættelige mængder af bureaukrati og kontrol, der er af borgerne og offentlige ansatte.
Sådanne besparelser og bestræbelser på et mere dynamisk samfund vil skabe bedre muligheder for at bruge ressourcer på dem, som reelt ikke kan klare sig selv og med svære udsigter til at være i stand til det i fremtiden.
Vi kan ikke være andet bekendt hverken over for den handicappede eller den almindelige borger, som gøres til en klient af velfærdsstaten. Et socialt sikkerhedsnet bør være for samfundets svageste ikke et springbræt til en enorm velfærdsstat, stemmemaksimering og et svigt af dem, som reelt har brug for hjælp.
Alex Vanopslagh, politisk ordfører for Liberal Alliances Ungdom, Elmelundsvej 4, st., Odense V