Prøv avisen

Velkommen, Europa

EU: Den historiske betydning af aftalen i København om udvidelse af EU kan næmest ikke overvurderes. Efter et blodigt århundrede med to verdens krige er Europa nu frit igen, og diskussionen om vores fælles fremtid kan starte

»Det var Europas største dag, siden muren faldt«, skrev The Economist om det forgangne Københavnstopmøde i december. Den historiske udvidelse fra 15 til 25 lande giver for alvor vægt bag navnet »Den Europæiske Union«.

Der er tale om en enestående samling af det kontinent, der i sin historie har været plaget og martret af nationalismen og de totalitære ideologier, og hvis jord gennem to verdenskrige var vædet af blod og tårer fra millioner af soldater og civile. Den efterfølgende fastfrysning i den kolde krig truede med at udløse en ny katastrofe.

Nu er Europa blevet frit og forenet, oven i købet var det Danmark, som fik lov at sætte kronen på værket. »We have an agreement«, forkyndte statsministeren på sit gymnasieengelsk. En fantastisk lykkelig begivenhed, der ikke blot burde hilses velkommen af de ældre årgange, der endnu husker krige og mellemkrigstid, men såmænd også af alle os, der levede med i koldkrigstiden.

Nu kan vi alle fredeligt rejse til hinandens lande, udveksle varer og idéer, tage de fælles udfordringer op, være en del af et forpligtende fællesskab, der savner noget sidestykke i Europas historie. I al fald på denne side af Luthers reformation og den fremkomst af krige og rivaliseren mellem nationalstater, som fulgte den frem til vor tid.

Herhjemme tog scenariet om de europæiske samlingsbestræbelser sin begyndelse med folkeafstemningen den 2. oktober 1972 om Danmarks optagelse i Det Europæiske Fællesskab.

Statsminister Jens Otto Krag bekendte sig personligt til tanken om Europas Forenede Stater, og vi var nogle - få, må man nok have lov at sige - der fandt, at det var en smuk tanke, hvis vor generation kunne medvirke hertil. Det var dog på ingen måde det, der skulle stemmes om, forsikrede han.

Det fremgik dog af præamblen til Rom-traktaten, som den franske udenrigsminister, krist-demokraten Robert Schuman, allerede havde bekendtgjort ved grundlæggelsen af Det Europæiske Fællesskab den 9. maj 1950, EU´s fødselstime, at målet var »en stadig nærmere sammenslutning (union) af de europæiske folkeslag«. Allerede her som under de følgende EF-debatter bagatelliserede vore egne politikere konsekvenserne af en udvikling, der stensikkert var i gang - enten fordi man ville narre befolkningen, eller også fordi man reelt var uvidende. Jeg ved egentlig ikke, hvad der er slemmest.

EF ser i dag meget anderledes ud, end da vi stemte i 1972. For det første er antallet af EU´s medlemslande blevet stærkt udvidet, således at kun nogle få kandidater står tilbage. Tyrkiet har ikke fået nogen garanti for optagelsesforhandlinger. Landet har det svært med menneskerettighederne, og det passer ikke ind i unionens kristent inspirerede og demokratiske kultur. Det vil med sin store fattige befolkning hurtigt slå bunden ud af fællesskabets økonomi. Og værst af alt - den folkelige opbakning om EU ville forsvinde.

For det andet er vi på de 20 år faktisk kommet ret tæt på et føderalt Europa eller et Europas Forenede Stater. Selv om dette ikke skal forstås ligesom USA. Men vi har et unionsborgerskab, fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, et enhedsmarked med en fælles mønt og fælles centralbank. Vi har et direkte valgt parlament, der sammen med et statskammer - ministerrådet - beslutter om lovgivningen og budgettet. Og vi har en slags regering - kommissionen - der fremsætter lovforslag og tager sig af de fælles anliggender, som de enkelte stater ikke kan klare selv.

Den nærmeste udfordring bliver selvfølgelig, at de nye landes befolkninger godkender optagelsen i unionen ved de folkeafstemninger, der er planlagt i det nye år. For Danmarks eget vedkommende bakser vi stadig rundt med forbeholdene som en klods om foden, men det er ikke EU´s problem, det er vort og de træge vælgeres, der oven i købet for halvdelens vedkommende stemte nej til både Maastricht- og Amsterdam-traktaten, og som derfor gjorde, hvad de kunne for at forsinke de nye landes optagelse i unionen.

Den næste traktat, der skal sendes til folkeafstemning i 2004, vil blive opstillet som en egentlig forfatning for det, som fremover sandsynligvis vil blive kaldt Det Forenede Europa. Så slipper vi i det mindste for det udanske ord »union«, vil nogle sikkert sige og skal måske til at sige EF igen. Forfatningen vil supplere, men ikke erstatte Grundloven. Den vil omfatte et charter for grundlæggende rettigheder, den vil klargøre arbejdsdelingen mellem medlemsstaterne og EU, og den vil fremlægge unionens reform af institutionerne.

Hvad det sidste angår, bør udviklingen gå endnu mere i føderalistisk retning, som er det modsatte af en superstat. EU lider tydeligt nok af ikke at have tilstrækkelig myndighed med hensyn til miljøet og udenrigspolitikken. Det er områder, hvor de enkelte medlemsstater ikke længere er i stand til at tage egne effektive beslutninger. Noget tyder for eksempel på, at en løsning af den tilsyneladende uendelige israelsk-palæstinensiske konflikt først vil se dagens lys, når EU får lige så meget at sige i dette spørgsmål som USA.

EU har også brug for at gøre sine institutioner mere demokratiske. EU-Kommissionen må styrke sin handlekraft udadtil, men må vælges af Parlamentet og stå til regnskab for det. Og når ministerrådet - statskammeret - møder, må det ske ikke ske bag lukkede døre, men i fuld offentlighed, og det bør stemme efter flertalsafgørelser. Det må kunne inddrage de nationale parlamenter mere og have lovgivende indflydelse på lige fod med Parlamentet. Endelig må enhver lov og aktivitet være underkastet den europæiske domstol.

Vi skal altså endnu en gang til debat om Europas fremtid. Vi skal til at besvare det grundlæggende spørgsmål: Hvilken slags Europa ønsker vi? Ønsker vi bare en økonomisk organisation, eller ønsker vi en effektiv politisk enhed, der kan spille en afgørende rolle i verden, bidrage til verdensfreden og udbrede sine grundlæggende værdier såsom menneskerettigheder, demokrati og solidaritet?

Denne diskussion er ikke forbi og bør ikke forstumme. Allerede »københavnerkriterierne«, som de nye lande blev optaget efter, viste, at Europa ikke er defineret ud fra strengt geografiske kriterier, men ud fra bestemte værdier. Europa hører op, hvor vore forestillinger om menneskeværd og folkestyre holder op. Vi ønsker, at disse værdier fortsat skal præge vort kontinent. De har været med hele vejen indtil nu. Desuden er det mere end nogensinde tydeligt, at Europas styrke er dets kulturelle mangfoldighed. Vi er langt fra den »fæstning Europa«, som nazisterne søgte at etablere i Herrefolkets navn.

Vi - det nye Europa - har lagt de onde tider bag os. Vi er i dag en oase midt i en verden af ufred, sult og nød. Der er fortsat udfordringer nok at tage fat på hos os selv. Men udenfor, og ikke mindst i det, som vi lidt nedværdigende kalder Den tredje Verden, venter i stigende grad en langt større udfordring for den europæiske civilisations værdier.

Man kan frygte, at den nye udvidelse fører til selvoptagelse, og at EU for sine landbrugsordninger glemmer Afrika og nøden derude. Men som pave Johannes Paul II sagde i sin tale i Europa-Parlamentet i 1985: »Europa, find dig selv. Vær dig selv. Genopdag din oprindelse, gå tilbage til dine rødder. Luk dine døre op for den universelle solidaritet.« Velkommen, Europa, til at leve op til dette mål.

bøger om europæisk politik