Prøv avisen
Liv og meninger

Flemming Møldrup: Jeg fortalte om fredelig tur til Israel – og er stadig rystet over reaktionerne

Illustration: Rasmus Juul

Er du en af dem, der skriver ”SMOVS!!!” til dem, du ved er jøder, så skal du nok spørge dig selv, om du ikke har fået alt for meget at udsætte på andre, skriver tv-vært Flemming Møldrup

JEG ER LIGE LANDET efter fire fantastiske dage i Tel Aviv. Jeg elsker den by. Dens åbenhed, maden, stranden, menneskene. Jeg var af sted med min hustru og to gode venner. Og vi havde en fantastisk dejlig tur.

Jeg har et særligt forhold til Israel. Min far var israeler. Eller i virkeligheden var han marokkansk jøde, der med sine otte andre søskende, sin mor og far, en enkelt kuffert og den håndfuld kontanter, min farfar havde fået for sin radioforretning, i starten af 1950’erne flygtede fra Marokko til Israel efter en række hævndrab på jøder.

Jeg har været i Israel mange gange. Det betyder noget for mig at komme der. Min far ligger begravet der. Jeg har mange minder om min far og mig der. Jeg sprang ud som voksen der. Jeg hørte til der. Eller jeg hører også til der.

Efter vi kom hjem fra Tel Aviv, lagde jeg et smukt foto af en af de mange Bauhaus-bygninger, der er i Tel Aviv, op på min Instagram-konto. I teksten under billedet takkede jeg for en god tur.

Og så postede jeg det.

Og så skete det her i kommentarfeltet: ”BOYKOT ISRAEL!!!”.

Da jeg ikke er ude i et politisk ærinde, gad jeg ikke have sådan en kommentar på mit opslag, så jeg slettede den.

Så kom den her:

”Boykot Israel, uskyldige mennesker bliver drevet ud af deres hjem med magt, det er det, du støtter op om.”

Den her slettede jeg ikke.

I stedet svarede jeg, at vedkommende har ret til sin mening og sine holdninger, og at jeg respekterer dem, men at jeg sådan set gerne vil holde dem uden for min profil. At jeg ikke kan eller skal tages til indtægt for Israels politik.

Men så kom den her: ”SMOVS!!!”.

Efterfulgt af seks lyserøde grise-emojier.

Jeg er ikke jøde, ikke engang halvt jøde. For det kan man ikke være. Det er på moderens side, jødedommen skal være, og min mor er fra Aarhus, kristen, døbt, konfirmeret og ellers bare sådan en, der går i kirke, når det er jul, og nogen skal giftes. Så jeg er ikke jøde.

Uanset hvad er SMOVS!!!-kommentaren langt, langt over grænsen. Og det skræmmer mig, at et andet menneske føler så stor og voldsom trang til at stigmatisere mig og andre med et så hadefuldt et ord som SMOVS!!!. I virkeligheden kunne jeg være ligeglad. Men jeg er ikke ligeglad. For hvis jeg kan lade sådan noget passere med et træk på skulderen, marcherer jeg i samme takt som afsenderen.

Det kommer aldrig til at ske.

I den her klumme bliver jeg på min egen banehalvdel og lader palæstinensere være palæstinensere. Jeg vil heller ikke prøve at forstå dem, der bedriver tiden med antisemitisme og andre former for had på sociale medier.

Jeg vil bare ikke kaldes for ”SMOVS!!!”.

Det er ikke forkert af mig at have en israelsk baggrund. Og holde af den. Det er heller ikke forkert af mig at være på tv. Det bliver jeg ikke en idiot af. Eller et homosvin. Eller en hjernedød spasser af. Sådan en effekt har tv ikke på dem, der er inde i det.

Du må meget gerne have en masse meninger om mig og mit arbejde. Du må gerne komme med gode idéer til, hvad du synes, jeg kan gøre bedre. Men du må og skal ikke tale grimt eller hadefuldt til mig, fordi du synes, jeg gør noget forkert.

Så er du en af dem, der skriver ”SMOVS!!!” til dem, du ved er jøder, eller er du en af dem, der skriver ”HOMOSVIN!!!” til dem, du ved er, eller som du tror er homoseksuelle, så skal du nok spørge dig selv, om du ikke har fået alt for meget at udsætte på andre.

Og om den verden, du lever i, ikke er blevet alt for lille. Måske så lille, at du ikke kan slå ud med armene eller trække på skulderen. Eller nå fjernbetjeningen og slukke for dit fjernsyn.

Mange vil nok mene, at det er tonen i den offentlige debat, den er gal med. Men lige præcis det her med at sidde bag en skærm og skrive ”SMOVS!!!”, det er altså dit personlige ansvar. Ikke politikernes. Ikke avisernes. Det er dit. Værsgo at eje det.

Det er mig, der har lukket dig ind i mit liv, ikke omvendt. At du kan se, hvordan jeg lever, hvad jeg oplever, og har muligheden for at reagere på det er faktisk ikke en åben invitation til at kaste dig over mig med dit had.

Hvad nu, hvis du betragtede vores udveksling på sociale medier som en middag hjemme hos mig? Så ville du ikke sidde og råbe grimme ting ind i hovedet på mig. Nej, du ville opføre dig ordentligt. Du ville lytte til min historie om min far og om min relation til Israel. Du ville forstå, at jeg også ser skyggesider ved Israel, og vi ville have en interessant samtale og i bedste fald gøre hinandens verden større.

Så hvad sker lige der for dig?

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, radiovært og skuespiller Hassan Preisler og forfatter Dy Plambeck.