For nyligt offentliggjorde både Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad resultaterne af en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet, som viser, at 80 procent af danskerne afviser identitetspolitiske mærkesager. Alligevel fylder identitetspolitiske spørgsmål utroligt meget i medierne.
Alene inden for de seneste uger har kommentarspor på de sociale medier nærmest været rødglødende på grund af Lagkagehusets ”kageperson”, Føtex og deres forsvundne t-shirt og andre eksempler.
Problemet med debatten om de såkaldte identitetspolitiske emner er imidlertid, at den med det samme bliver sort og hvid. Men skråsikkerhed, hvad enten den italesættes af hvide, heteroseksuelle mænd over 40 eller af det mest woke-element i LGBTQ+ bevægelsen, fører efter vores bedste overbevisning sjældent til ny erkendelse. Skyttegravene bliver blot dybere for hvert nyt identitetspolitisk tiltag, der debatteres i den offentlige debat.
Men lige efter pinse så en helt ny bevægelse dagens lys: Dansk Regnbueråd. En bevægelse, som forhåbentligt kan være med til at nuancere debatten om køn og identitet. Bevægelsen vil, som de selv skriver, ”gøre op med den ekstreme kønsaktivisme i Danmark”. I den forbindelse har de præsenteret 12 såkaldte opgør med kønsaktivisme i Danmark, som vi langt på vej deler. For eksempel er bevægelsen modstandere af juridisk kønsskifte til mindreårige, ligesom de også fastholder, at der kun findes to biologiske køn, nemlig mand og kvinde. Derudover ønsker bevægelsen også at sikre kvindekønnet mod såkaldt sproglig appropriation. Et eksempel på sidstnævnte er blandt andet, da kvinden blev reduceret til ”en person med en livmoder” i Sundhedsloven som en konsekvens af den ændrede lovgivning omkring juridisk kønsskifte.
Den amerikanske psykolog Henry Alexander Murray sagde engang, at alle mennesker er på nogle måder ligesom alle andre, på nogle måder ligesom nogle andre og på nogle måder helt sig selv. For os at se er der en stor sandhed i de ord – en sandhed, som ofte glemmes, når den identitetspolitiske debat kører derudad.
For problemet med den omsiggribende krænkelsesparathed – som ifølge førnævnte undersøgelse ikke omfatter helt så stor en del af befolkningen, som man skulle tro, men ikke desto mindre får stor opmærksomhed i den offentlige debat – er, at krænkelsesparatheden ofte nøjes med at forholde sig til den tredje og sidste sandhed hos Murray, nemlig at vi hver især er helt os selv. Fællesskabet synes i stigende grad at skulle indrette sig efter den enkeltes synsninger, ønsker og behov. Men herved risikerer vi at ødelægge balancen mellem hensynet til ”det fælles bedste”, som Grundtvig pegede på, og så hensynet til den enkelte.
Tilfældet i dagens samfund er, at de 20-25 procent, der er tilhængere af wokeismen, har en uforholdsmæssig stor indflydelse på dagsordenen i medierne, i forskningsverdenen, i ngo’erne og i centraladministrationen. Det til trods for, at store dele af wokeismen i bedste fald er sludder og vrøvl. Og i værste fald farlige, splittende og udemokratiske tendenser i samfundet. Vi mener derfor, at wokeismen, når den optræder i sin mest ekstreme form, til enhver tid – og med det store flertals opbakning – bør afvises. Heldigvis er flere og flere politikere ved at opdage dette.
Regnbuen er som bekendt hverken sort eller hvid, men fyldt med nuancer. Og selvom det at sige sandheden, som Georg Orwell udtrykte det, er en revolutionær handling, når man lever i en tid med universelt bedrag, er det vores håb, at Dansk Regnbueråd kan være med til at nuancere den ofte sort-hvide debat.
Christian Borrisholt Steen er debattør og tidligere medlem af Det Etiske Råd, Hans-Ole Bækgaard er præst og formand for Indre Mission i Danmark, Nana Hauge er sognepræst og Peter Øhrstrøm er professor og tidligere medlem af Det Etiske Råd.