Velstand bringer ikke demokrati til Kina

Vesten tager fejl i sin grundlæggende analyse, mener den kinesiske systemkritker Fang Li-Zhi

Der er gået over 20 år siden protesterne -- og den efterfølgende massakre -- på Den Himmelske Freds Plads, og det ser på ingen måde ud til, at respekten for menneskerettighederne er blevet større i Kina, skriver Fang Li-Zhi. --
Der er gået over 20 år siden protesterne -- og den efterfølgende massakre -- på Den Himmelske Freds Plads, og det ser på ingen måde ud til, at respekten for menneskerettighederne er blevet større i Kina, skriver Fang Li-Zhi. --. Foto: .

Jeg bifalder af hele mit hjerte Nobelkomitéens beslutning om at give fredsprisen til den fængslede Liu Xiaobo for hans lange ikke-voldelige kamp for grundlæggende menneskerettigheder i Kina. Komitéen udfordrer med sin beslutning Vesten til at genoverveje en farlig forestilling, som er blevet fremherskende siden massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989, nemlig den om, at økonomisk udvikling uundgåeligt vil føre til demokrati i Kina.

Dette argument har vundet stadig mere frem siden sidst i 1990?erne og hele vejen ind i det nye årtusinde. Der er utvivlsomt dem, der faktisk tror på det. Andre har måske fundet argumentet bekvemt af hensyn til deres forretningsinteresser. Mange mennesker satte deres lid til de kinesiske toppolitikere, der forsøgte at overbevise omverdenen om, at hvis blot de udenlandske investeringer fortsatte med at strømme ind uden pinlige krav om respekt for menneskerettighederne – så skulle alt nok blive godt i Kinas eget tempo.

Der er gået over 20 år siden massakren på Den Himmelske Freds Plads. Kina er officielt blevet verdens næststørste økonomi. Alligevel rådner den ikke ligefrem radikale Liu Xiaobo og tusindvis af andre mennesker op i fængsel – alene, fordi de kræver overholdelse af de grundlæggende rettigheder, som FN holder i hævd, og som alle de vestlige investorer tager for givet i deres egne lande. Det ser altså ikke ud til, at respekten for menneskerettigheder "uundgåeligt" er blevet større i takt med den tårnhøje vækst.

Liu Xiaobos egne oplevelser i de forgangne to årtier turde være tilstrækkeligt bevis i sig selv til omsider at udrydde enhver forestilling om, at demokrati automatisk vil opstå ud af den voksende velstand.

Jeg kendte hr. Liu tilbage i 1980'erne, hvor han var en ung mand, der sagde sin mening. Han deltog i de fredelige protester på Den Himmelske Freds Plads i 1989 og blev idømt to års fængsel for sin indsats.

Fra da af og indtil 1999 røg han ind og ud af arbejdslejre, fængsler, arresthuse og husarrest. I 2008 tog han initiativ til appellen Charter 08, som opfordrede Kina til at leve op til De Forenede Nationers Universelle Menneskerettighedserklæring. Det førte til fornyet fængsling – og denne gang blev han idømt en særligt streng dom på 11 års fængsel for at have "opfordret til undergravning af statsmagten". Og det, skønt Kina har skrevet under på FN-erklæringen.

Ifølge menneskeretsgrupper, som overvåger situationen i Kina, sidder der omkring 1400 politiske fanger, religiøse fanger og samvittighedsfanger i fængsler og arbejdslejre rundt om i Kina. Deres "forbrydelser" omfatter medlemskab af undergrundsgrupper af politisk eller religiøs observans, uafhængige fagforeninger eller ngo?er, eller også er de blevet anholdt for at deltage i strejker eller demonstrationer og for offentligt at have givet udtryk for politisk uenighed.

Denne ubestridelige virkelighed burde være nok til at vække enhver, der naivt tror på, at Kinas enevældige herskere vil ændre på deres ligegyldighed over for menneskerettigheder, blot fordi landet er blevet rigere. Uanset hvor meget de kinesiske ledere åbner landets markeder for omverdenen, er de ikke veget en tomme, hvad angår deres tro på politisk undertrykkelse.

Tværtimod er Kinas diktatorer begyndt at nære endnu mere foragt for værdien af universelle menneskerettigheder. Dengang den kommunistiske regering stadig var under pres i tiåret efter massakren på Den Himmelske Freds Plads, løslod den 100 politiske fanger for at forbedre sit image. Men siden 2000 er de vendt tilbage til den hårde linje med undertrykkelse – i takt med at den kinesiske økonomi har vokset sig stadig stærkere.

Det internationale samfund burde være særligt bekymret over Kinas brud på internationale aftaler, som landet faktisk har underskrevet. Ud over FN's Menneskerettighedserklæring har Kina også underskrevet FN's Torturkonvention i 1988. Alligevel anvendes tortur, mishandling og psykisk manipulation vidt og bredt i arresthuse og fangelejre i landet. Det omfatter tæv, brugen af fodlænker og/eller håndjern i lange perioder, lang tids isolationsfængsling, virkelig utilstrækkelig mad, ekstrem udsættelse for kulde og varme og nægtelse af adgang til lægehjælp.

Når regimets magt vokser i kraft af velstanden, føler kommunistpartiet sig stadig mere trygt og usårligt, når det krænker begrænsningerne i dets egen forfatning. Artikel 35 i Kinas forfatning siger eksempelvis, at "borgerne i Folkerepublikken Kina har ytrings-, forsamlings-, forenings-, optogs- og demonstrationsfrihed". Men er der nogen, der kan være i tvivl om, at regeringen slår ned på disse rettigheder? Eller om, at den jævnligt blokerer internettet og ligefrem har hindret adgang til det i et stort område af landet efter stridighederne mellem han-kinesere og uighur-kinesere i det vestlige Kina? Censuren kan også nemt lokalisere e-mails og deres afsendere, der bruger ord som "Liu Xiaobo" og frafiltrere dem.

Som Japans beklagelige historie viste i første halvdel af det 20. århundrede, er en stormagt, som kombinerer økonomisk styrke med menneskeretskrænkelser, en trussel mod freden.

Heldigvis har den modige Nobelkomité lagt denne forbindelse blot endnu en gang, og nu er det Kina, det gælder. Komitéen gør helt ret i at skabe en forbindelse mellem respekt for menneskerettigheder og verdensfreden. Som Alfred Nobel så rigtigt indså, er menneskerettigheder en forudsætning for "broderskab mellem nationer".

debat@k.dk

© Global Viewpoint Network / Tribune Media Services
Oversat af Sara Høyrup