Vender statskirken tilbage?

KOMMENTAR: De grelle prisforskelle for at komme i jorden mellem medlemmer og ikke-medlemmer af folkekiren er det bedste argument for, at selve systemet bør ændres

I sit indlæg den 27. juli afviser sognepræst Anders Nørgaard vore klager over den forskelsbehandling, der på en række områder finder sted i Danmark mellem folkekirken og de andre trossamfund, som om det er »katolske myter«, der bunder i misforståelser og uvidenhed.

Men åbenbart forstår han ikke, hvad denne sag egentlig drejer sig om. Det er naturligvis rigtigt, at så længe begravelsesvæsenet stort set sorterer under folkekirken og finansieres gennem dennes kirkeskat, så kan det motiveres, at ikke-medlemmer skal betale noget mere for en begravelse end folkekirkens medlemmer. Men de heraf følgende ofte meget grelle prisforskelle for at komme i jorden er jo netop vort argument for, at selve systemet bør ændres. Retten til efter sin død at blive begravet må i sig selv anses for en social ret, hvor der - ganske som for sygeforsikringens vedkommende - ikke bør være nogen principiel økonomisk forskel mellem borgerne, uanset deres religion eller mangel på samme.

Vi hævder heller ikke, at folkekirkens befolkningsregistrering er et »privilegium« i den forstand, at der skulle være tale om en speciel fordel for folkekirken. Tværtimod mener vi, at en overdragelse af denne opgave til kommunernes folkeregistre både ville betyde en retfærdig ligestilling af alle borgere og være en stor fordel for folkekirken. Denne ville nemlig i så fald bedre kunne anvende sine ressourcer på sin religiøse opgave i stedet for som nu at spilde tid og kræfter med et i grunden uvedkommende statsligt administrationsarbejde.

Endelig mener Nørgaard, at vi ikke har grund til at klage over, at Grundlovens paragraf 68 overtrædes, når vi alle gennem statsskatterne betaler folkekirkebiskoppernes fulde løn og 40 procent af præsternes løn. Ifølge ham er der kun tale om, at staten på den måde forrenter en konfiskation af præstegårdsjorder og anden kirkelig ejendom, som fandt sted for hen ved 100 år siden.

Det er ikke min hensigt at bestride dette som et historisk faktum, men kun Nørgaards brug heraf. Sagen er jo, at staten ikke blot omfatter folkekirkens medlemmer, men alle danske borgere. Det forholder sig altså sådan, at det snart er 100 år siden, staten begyndte at begå det overgreb at tilsidesætte paragraf 68, hvorefter »ingen er pligtig til at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen«.

En gammel uret er også en uret, selvom det er staten, der begår den. Hvis man heroverfor - som f.eks. kirkeminister Tove Fergo - vil hævde, at statsskat slet ikke er noget »personligt bidrag«, så er det jo det samme som helt at tilsidesætte paragraf 68. Man kunne jo tænke sig, at staten en dag kom i den situation, at man for at spare ville forenkle den danske skatteopkrævning (bestemt ikke nogen utænkelig situation!). Dette kunne f.eks. ske ved, at man afskaffede folkekirkens særlige kirkeskat og erstattede den med en del af den tilsvarende forhøjede statsskat, således at folkekirken fremtidigt blev finansieret på samme måde som nu politiet og domstolene. Hvis skat virkelig ikke er et »personligt bidrag«, så ville ikke engang en sådan total statsfinansiering af folkekirken stride imod paragraf 68.

Personlig må jeg dog erklære mig ganske overbevist om, at dette ville være i grov modstrid med grundlovsfædrenes hensigt. Med paragraf 68 ville de netop sørge for, at man ikke via finanspolitikken genindførte enevældens intolerante statskirkesystem.

Jørgen Nybo Rasmussen,

historiker, fhv. arkivar i Rigsarkivet,

Svanevej 38,

Roskilde