Sociolog: Venner har overtaget nogle af funktionerne fra den traditionelle familie

I gamle dage var det slægten, der bistod et menneske i krise. Men det moderne menneskes mange valgmuligheder har i høj grad flyttet den funktion over på vennerne, som er den familie, man selv vælger, mener sociolog Casper Høeg Radil

Vennerne er for mange i dag tættere på end familien. Hvor det tidligere var en fætter, der kom til undsætning, hvis man havnede i en livskrise, så vil det i dag i højere grad være vennerne, der kommer en til undsætning mener sociolog Casper Høeg Radil. – Model
Vennerne er for mange i dag tættere på end familien. Hvor det tidligere var en fætter, der kom til undsætning, hvis man havnede i en livskrise, så vil det i dag i højere grad være vennerne, der kommer en til undsætning mener sociolog Casper Høeg Radil. – Model. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

VI GÅR EN MØRK TID I MØDE, hvor kærligheden har trange kår. Oktober sidste år var den måned, hvor flest par valgte at blive skilt. I disse uger sidder mange danskere klinet til skærmen til programmer som ”Gift ved første blik” på DR, hvor seeren møder otte singler, som har prøvet alt for at finde kærligheden, uden held, og nu har kastet sig ud i at blive gift med en fremmed.

Nogle mener, at vi lever i en tid, hvor kærlighedsforhold kommer og går, men venskaberne består, og at man derfor i højere grad satser på det langvarige venskab frem for det langvarige parforhold.

Men venskaber har ikke som sådan erstattet kærlighedsforholdet, det er snarere sådan, at venskaber er blevet en slags valgfamilie, fordi de bedre forstår en, mener sociolog Casper Høeg Radil, som har forsket i venskaber, særligt på digitale platforme.

”Men statistikken peger på, at langt de fleste bibeholder nære venner gennem det meste af livet. Det betyder ikke nødvendigvis, at man lægger samme funktioner i venskaberne, som man lægger i et forhold. Og i det øjeblik, man står i en krisesituation, vil man typisk ikke ty til vennerne, hvis man er i et forhold. Så på den måde vil jeg ikke sige, at venskaber erstatter kærlighedsforhold, for de har en anden betydning. Men der er på den anden side en større sandsynlighed for, at vennerne er der på længere sigt, fordi kærlighedsforhold er relativt ustabile.”

Hvad betyder venskaber for os i dag?

”Venskaber handler i høj grad om identitet. Men sådan har det ikke altid været. Venskaber, som vi forstår dem i dag, er et relativt nyt begreb og kom frem i 1600-tallet. Her begyndte de privilegerede klasser at relatere sig til hinanden ud fra hobbyer og ikke som tidligere ud fra en given fælles skæbne baseret på ens lokalsamfund. Når vi ser på venskaber i dag, er det en fortsættelse af dét tilvalg af mennesker baseret på fællesskab.

Vores identitet er i dag i høj grad selvstyret, og dem, vi vælger, har vi noget tilfælles med i forhold til livsbane, arbejde, kulturelle og sociale baggunde. For det moderne menneske træder venskaber stærkere i karakter, jo mere man selv vælger sin egen sociale relation. Derfor er det naturligt, at venskaber i dag overtager funktioner, den store familie traditionelt havde.

Venskaber bliver mere eller mindre en slags valgfamilie, fordi de bedre forstår en og ved, hvem man er, fordi man har valgt

hinanden baseret på fælles kulturel identitet og sociale årsager. Man har måske samme uddannelsesmæssig baggrund, dyrker samme sport eller lignende. Jo mere vægt, man har på sin identitet, jo mindre vil familien betyde, for de har ikke nødvendigvis samme interessefelter og kan måske ikke på samme måde tale med om problemer på arbejdspladsen.

Hvis vi går 200 år tilbage, ville de fleste af os nok være vokset op i en landsby, og ens livsbane var 99 procent givet fra begyndelsen. I dag er der ikke meget, der er givet. Du kan sagtens leve et andet liv end din familie, og derfor er det en naturlig tendens, at vi vælger folk til, som vi har ting tilfælles med.”

Har venskaberne så erstattet familierelationerne?

”Ja, på nogle punkter har venner overtaget nogle funktioner, som tidligere lå i familien. Familien lever ikke nødvendigvis der, hvor man selv gør, og man møder dem ikke lige rundt om hjørnet, når man går en tur i byen. I dag vælger man aktivt relativt tidligt i livet, hvem man vil være. Så kan man sagtens vælge sin familie som sin slægtskreds, men fordi vi ser en større grad af mobilitet, er der

en stor chance for, at du flytter for at uddanne dig og på den måde fjerner dig fællesskabsmæssigt fra din familie.

Det betyder, at man har en idé om, at ens familie ikke nødvendigvis er der for en på samme måde, som de var engang, fordi de også skaber deres egen storfamilie med folk, de har noget tilfælles med. Der kommer ikke en fætter og redder en økonomisk og socialt, hvis man havner i en krise. Sådan var det engang, hvor slægten var ens familie, men i dag er det i højere grad vennerne, der kommer en til undsætning.”

Gælder det samme for det romantiske forhold?

”Det tror jeg ikke. Hvis man bryder et romantisk forhold, overtager ens venner ikke kærestens rolle. ’Nu har jeg en intim relation med mine venner’– sådan fungerer det ikke. Bestemte relationer handler om tillid og moralsk bundethed og en daglig udveksling af erfaring.

Den kan vennerne i en kort periode overtage og sørge for, at man ikke mister den intime kommunikation. Der virker vennerne som en ontologisk sikkerhed for, at man kan fortsætte sit liv, selvom man går fra sin partner. Men der er jo dimensioner af et

romantisk forhold, man ikke kan fortsætte med sine venner, og derfor indgår folk jo også i parforhold igen.

På den måde er vennerne en slags midlertidig løsning i den henseende. Men hvis du spørger singler om, hvilken relation de leder efter, er det ikke venskab, men den store kærlighed, de kan dele livet sammen med.”

Hvordan spiller de sociale medier og digitaliseringen ind på venskabers rolle? Kan man tale om, hvorvidt de medfører mere nærhed eller mere overflade?

”Jeg tror, at de digitale medier bare er en fortsættelse af, at man selv vælger, hvem man kan kommunikere med. Og så giver de mulighed for at kommunikere på nye og nemmere måder og med en større rækkevidde. På Facebook kan du få kontakt til familiemedlemmer eller gamle venner, du ikke har haft kontakt til i mange år. På den måde kan man række tilbage og række ud over grænser, der tidligere ville have været svære at overskride.

For eksempel mistede man i højere grad kontakten med venner, hvis man flyttede væk, men i dag kan man sagtens holde kontakten på de sociale medier, selvom man bor i forskellige lande. Men med de

nye muligheder broadcaster man også sin kommunikation, og der skabes sociale relationer, man måske ikke er helt klar over, hvad betyder. På samme måde kan det være forvirrende at tage kommunikationen over datingappen Tinder ud i den virkelige verden, som måske slet ikke kan matche det, man troede, man havde på appen.”

Får man så flere overfladiske bekendte, eller har det den effekt, at man holder tættere på de nære relationer?

”Når vi ser på tallene for, hvor mange venskaber der bevares, er de meget stabile, så de sociale medier har nok ikke ændret meget. Man kan inddele ens omgangskreds i tre cirkler. Der er den inderste cirkel, som er de nære venner, så er der de perifere venner og til sidst ens bekendte. De to inderste cirkler er stabile, mens antallet af bekendtskaber er udvidet betragteligt med de sociale medier. Ens Facebook-venner kan jo tælle hvem som helst. Og det kan skabe noget forvirring for, hvilken cirkel de tilhører. Men de nære venner består, og så er de digitale muligheder bare en billigere og mere praktisk løsning i forhold til at skrive et brev, som man gjorde i gamle dage, når man skulle holde kontakten.”