INSPIRERET AF Kristeligt Dagblads artikler om venskab har jeg fået lyst til at skrive om et helt unikt venskabsforhold, som nu har varet siden et højskoleophold i 1959-1960 på Uldum Højskole
Vi mødtes der en flok på vel omkring 100 elever til et femmånedersophold hen over vinteren.
Dengang var de fleste elever fra landet. Højskoleopholdet var typisk for unge fra landet, der skulle videre med deres uddannelse, opholdet bestod ikke alene af undervisning i dagtimerne, men meget ofte med fælles samvær om aftenen, eventuelt med et foredrag eller anden for aktivitet. Hvor vi kunne deltage aktivt.
I dagtimerne var vi inddelt i hold, som passede sammen, men i foredragssalen og i aftentimerne kunne vi være sammen og lære hinanden at kende rigtig godt, idet vi i løbet af vinteren ikke var i tvivl om, hvad den enkelte stod for, og hvilke holdninger man havde.
Vi var nogenlunde lige mange piger og drenge på skolen, og det gav naturligvis mulighed for, at man kunne finde sig en ven eller veninde under opholdet.
Dette resulterede i, at da vi forlod skolen, var vi ni, der havde fundet hinanden og aftalt, at vi skulle oprette en vandrebog, som skulle hedde ”Den glade vandrer”, og som vi skulle skrive i hver især én gang om året. Bogen er dog forsvundet undervejs.
Så forlod vi skolen, men der var bare lige det, at nogle af os var blevet forelsket under opholdet, så for os var det jo let at fortsætte sammenholdet. Andre fandt en kæreste, som også havde været på højskole på Uldum, og efterhånden blev flokken til syv ægtepar.
Vi syv ægtepar har nu holdt sammen siden 1960, altså i 58 år.
Alle er stadig i live, og vi har overholdt aftalen om altid at mødes sidste weekend i maj skiftevis hos hinanden. Vi kommer alle, medmindre der er noget helt specielt, som man ikke kan undgå.
Vi har deltaget i hinandens bryllupper og sølvbryllupper, men da vi kom til guldbryllup, holdt vi en fælles fest med hinanden. Vi syntes, det blev til for mange fester, så vi holder os til det ene møde om året, som så til gængæld løber over en hel weekend med overnatning skiftevis hos hinanden, de senere år har vi dog valgt at spise middag og overnatte på hotel, vi skulle jo nødig blive en belastning for husværtinden.
Et sådant venskab betyder, at vi kender hinanden rigtig godt, kan snakke om alt, vores familier, vores børn og andre interesser. Når vi mødes, er det, som om vi så hinanden i går, vi kender hinanden i bund og grund og har fulgt med i, hvad der er sket i årets løb gennem julekort hvert år og anden kontakt, hvis der er opstået noget særligt.
Vi har også fulgt hinandens glæder og sorger på godt og ondt og ser hvert år frem til at se de gamle venner.
Preben Stæhr, Peder Stubsvej 28, Aars.