Venstre tager fejl – ændret planlov vil medføre butiksmassakre

Venstre har ikke gjort sit hjemmearbejde godt nok, når partiet hævder, at en liberalisering af planloven ikke vil skabe butiksdød, mener Jytte Tandrup, underdirektør hos De Samvirkende Købmænd

Der må være tale om noget nær et fatamorgana, hvis Venstre tror, at en liberaliseret planlov vil medføre opførelse af storcentre på Lolland, mener Jytte Tandrup.
Der må være tale om noget nær et fatamorgana, hvis Venstre tror, at en liberaliseret planlov vil medføre opførelse af storcentre på Lolland, mener Jytte Tandrup.

Thomas Danielsen fra Venstre hævder endnu en gang tirsdag den 7. april i Kristeligt Dagblad, at en liberalisering af planlovens detailhandelsbestemmelser ikke vil skabe butiksdød - og han anfører i den forbindelse, at det er Socialdemokraterne, der har opfundet den skrøne, og at den ikke understøttes af uvildige undersøgelser.

Til det er der blot at sige: ”Du har ikke gjort dit hjemmearbejde godt nok, Thomas Danielsen!”.

Konsulenthuset McKinsey, som den tidligere Venstre-ledede regering netop selv anvendte i forbindelse med arbejdet i det såkaldte Vækstforum, fastslog allerede dengang, at etablering af 10-25 nye hypermarkeder (samtidig med at der etableres yderligere 80 superstores) ville medføre, at mellem 300 og 800 mindre butikker ville lukke. Til sammenligning faldt antallet af dagligvarebutikker i Danmark fra 3522 i 1999 til 3079 i 2010, det vil sige en reduktion på knap 500 butikker over 11 år.

Da jeg tillader mig at gå ud fra, at den tidligere regering hyrede, hvad de selv betragtede som et uvildigt konsulenthus, så er der altså uvildige undersøgelser - som tilmed konkluderede, at en liberalisering af planlovens detailhandelsbestemmelser ville medføre noget, der kunne minde om en massakre på de mindre butikker, når man anslår, at en liberalisering ville medføre butiksdød, der er væsentligt større end, hvad markedsudviklingen selv har medført over en 11-årig periode.

Og ikke nok med det - der er en lang række yderligere, uvildige undersøgelser, der viser tilsvarende dystre forudsigelser, hvis detailhandelsbestemmelserne liberaliseres. Svenske analyser tyder på, at det i højere grad er butikker i oplandet (de mindre byer i omegnen af de større byer) end butikker i de større byer, der lukker, og dette bekræftes også af undersøgelser foretaget i seks større danske byer.

Allerede i dag slås Lolland og Falster med stadigt større butiksørkener, hvor en lang række postnumre ikke længere har nogen dagligvarebutikker overhovedet - og der er endnu flere områder, hvor der kun er én enkelt dagligvarebutik tilbage. Og det har altså ikke noget med planlovens detailhandelsbestemmelser at gøre - det er den almindelige udvikling, der har medført disse tilstande.

Så der må være tale om noget nær et fatamorgana, hvis Thomas Danielsen tror, at en liberaliseret planlov vil medføre opførelse af storcentre på Lolland. Befolkningen ønsker det ikke, der er ikke kundeunderlag til det - og i øvrigt ville et sådant center ødelægge de sidste rester af såkaldt udvalgsvarehandel i de lidt større byer på Lolland og Falster.

Thomas Danielsen skulle meget hellere koncentrere sine og Venstres kræfter om at få gjort noget ved de høje danske afgifter, så de danske butikker i grænseområderne fortsat kan bestå, og befolkningen ikke bliver henvist til at foretage alle sine dagligvareindkøb i Puttgarden og omegn.

Jytte Tandrup er underdirektør hos De Samvirkende Købmænd