Med det korte lys tændt kan det ligne en katastrofe. I det halvlange lys en selvforstærkende krise. Men i det helt lange lys kan det vise sig blot at være et bump på vejen.
Sådan vurderer Niels Wium Olesen, der er lektor i historie på Aarhus Universitet, de seneste meningsmålinger, hvor Venstre fortsætter rutsjeturen ned ad en stejl bakke og – hvis kursen fortsætter – om et øjeblik møder Det Konservative Folkeparti, der støt og roligt bevæger sig den modsatte vej, op mod magtens højere luftlag. Men hvordan er det lykkedes Venstre næsten at halvere tilslutningen på halvandet år?
”Der er kommet et narrativ om Jakob Ellemann-Jensen (V), at han ikke har det, jobbet kræver, og den slags narrativer er selvforstærkende. Og så er der ingen tvivl om, at historien om Inger Støjbjerg (V) betyder noget. Den giver larm og ballade, og partier mister altid stemmer, når de skændes internt.”
Et bidrag til skænderiet kom i sidste uge, hvor partifællen Jan E. Jørgensen genudsendte sin debatbog ”En ægte liberal”. Som advokat valgt på Frederiksberg er han inkarnationen af Storby-venstre, mens Støjbjerg i egen og mange andres optik repræsenterer det klassiske Landbovenstre. Modsætningen er gammel.
”De aktuelle spændinger har været der længe. Allerede i 1970’erne måtte man spørge sig selv: Hvordan kan vi fortsat være et stort og indflydelsesrigt parti, når vi primært baserer os på landbolivsformen i et samfund med en superpotent og populær velfærdsstat, som Socialdemokratiet har gjort til deres adelsmærke?”
I 1980’erne tog partiet konsekvensen og forsøgte gennem meningsmålinger at få tegnet profilen af Venstre-vælgerne.
”En berømt undersøgelse viste, at de drak forholdsvis meget kirsebærvin,” fortæller Niels Wium Olesen.
”Det blev en stående vittighed, selv i Venstre, at det var et parti, der ikke havde tilegnet sig den senmoderne, hurtige livsform. Skulle man være et stærkt og slagkraftigt parti, skulle man ud af landboghettoen, helst uden at miste den, og række hånden ud til en moderne bylivsform.”
Hvad var det, der dengang brød dødvandet?
”Det begyndte allerede i de sidste år af perioden med Schlüter (K), men tog for alvor fart med Murens fald og Uffe Ellemann-Jensens (V) evne til at markere en ung, moderne, håbefuld liberalisme fokuseret på frihed og personligt ansvar. Samtidig viste kapitalismen sig socialismen overlegen, og Venstre blev identificeret med sejren for kapitalismen, det frie initiativ og den personlige frihed.”
Selv vandt Uffe Ellemann-Jensen aldrig statsministerposten, og hans efterfølger, Anders Fogh Rasmussen (V), fastholdt i sin regeringstid den stærke velfærdsstat, men prægede værdidebatten og dermed kulturen i en mere liberal retning. Hele vejen havde han et særligt trumfkort.
”De seneste 20 år har det været en opfattelse, at udlændingepolitikken kunne vinde valg – for Venstre,” forklarer Niels Wium Olesen.
”Men i dag kan vælgerne få det samme hos andre, blandt andet Socialdemokratiet, så det våben har ikke den samme skarphed som tidligere. Før valget i 2019 mente brede kredse på Venstres gruppemøder, at udlændingepolitikken ikke skulle fylde så meget som hidtil, hvortil Inger Støjbjerg skal have spurgt: Hvordan skal vi så vinde valget? Hendes reaktion dengang er en del af krisen i dag – udlændingepolitikken har givet en dovenskab i forhold til idéer og visioner og udvikling af politikken.”
Som om det ikke var nok, kom coronaepidemien, der har styrket den socialdemokratiske regering, mener Niels Wium Olesen: ”Det var ikke store idéer udmøntet i konkret politik, der skabte fremdrift, det var begivenheder udefra. Socialdemokratiet er gået frem, fordi Mette Frederiksen (S) har fået en helt eminent politisk platform med coronakrisen, som hun håndterer til flertallets tilfredshed. Selvom minkskandalen var alvorlig, tyder meget på, at den bekræftede store dele af befolkningen i, at hun vil gøre alt for at beskytte deres sundhed.”
Og så er der forholdet til De Konservative. Det var ikke kun sjovt, da Svend Auken (S) engang sagde, at ”forholdet mellem Venstre og De Konservative er som et had-kærlighedsforhold. Bare uden kærlighed.” Det var også præcist, mener Niels Wium Olesen.
Årsagen skal findes langt tilbage i historien, nærmere bestemt 1929. Her brød partiformand Christmas Møller sig virkelig ikke om, at Venstre tog De Konservatives støtte til finansloven som en selvfølge, så han væltede Madsen-Mygdal-regeringen. Det efterfølgende valg gav Stauning (S) statsministeriet, hvor han blev siddende de følgende 13 år.
”Det var rigeligt til at skabe et had hos Venstre mod De Konservative, og det var i høj grad gengældt, for De Konservative følte sig taget for givet, og det er ikke en rolle, man skal sætte en samarbejdspartner i, der ser sig selv som ligeberettiget. Sådan har det været lige siden. De kan godt være i regering sammen, især når det går fremad, men det gør det sjældent for begge parter samtidig.”
Hvad betyder det for magtbalancen i blå blok, når Venstre på vej ned og Det Konservative Folkeparti på vej op nærmer sig hinanden i tilslutning?
”Magtbalancen er svær at styre, hvis man ikke er enig i rollefordelingen. Det er heller ikke blevet lettere af Støjbjerg-sagen, hvor der i alle partier rundt om Venstre – hos De Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige – er folk, der ser sympatisk på både Støjbjerg selv og den sag, hun vil køre hos rigsretten. Det er ustabilt sprængstof og en enorm udfordring for blå blok.
Så jeg ser to muligheder. Den ene er, at situationen fører til besindelse, og at man hurtigt beslutter sig for, hvem der er leder af blå blok. Den anden – og sandsynlige – mulighed er, at der bliver åben krig mellem parterne. Den kan Socialdemokratiet nøjes med at betragte, mens de finder vej ud af coronakrisen.”
Hvad skulle De Konservative gøre, hvis de satte blå bloks interesser over deres egne?
”Så gjorde de det samme, som de har gjort indtil for ganske nylig, nemlig at sige, at Venstre er det ledende parti i blå blok og Jakob Ellemann-Jensen den oplagte statsministerkandidat. Men hvis bare en eller to meningsmålinger mere bekræfter, at de to partier er ved at være lige store, vil Søren Pape (K) nok indlede en gradvis retræte fra den aktuelle position. Og det tilbagevendende spørgsmål til ham vil det næste halve år være, om han stadig ikke mener, at han skal være statsminister.”
Hvad ender han med at svare på det?
”Svaret kan ende med at blive, at valget må afgøre, hvem der skal være statsministerkandidat. Det var det, der skete ved valget i 1981, hvor de to partier var ude i det samme – skulle det være Venstres Henning Christophersen eller De Konservatives Poul Schlüter?”
Resultatet husker de fleste nok. Også Søren Pape.