Lægger man øre til, kan man denne sommer fornemme en vis rumlen i den politiske undergrund i regeringspartiet Venstre. Den har nok været der i længere tid, men bliver mere hørbar nu, da den løbende politiske debat partierne imellem er gået i sommerdvale. Noget kunne tyde på, at ikke alt ånder fred og idyl i partiet.
Det er ikke så meget spørgsmålet om arvefølgen efter partiformand Lars Løkke Rasmussen. Den sag er nu klaret, og finansminister Kristian Jensen står klar i kulissen.
Det er et dybereliggende ideologisk skisma, der får det til at knage i partiets fuger og bånd. Er Venstre ved at svigte sine kerneværdier som et parti, som er grundfæstet i et liberalt syn på menneske og samfund?
Tænk på burkaforbud, ghettoplan og udlændingestramninger. Tydeligst i sin kritik er tidligere minister Britta Schall Holberg, som ovenikøbet er æresmedlem af partiet. Hun har ikke meget tilovers for partiets nuværende kurs. ”Jeg savner i den grad visioner,” udtaler hun til Kristeligt Dagblad. I programmet ”Flaskens ånd” på Radio24syv i lørdags fortalte hun, at der er en verden til forskel på det Venstre, hun meldte sig ind i for 50 år siden, og partiet i dag. Dengang var der højt til loftet, og tilgangen til politik var etisk funderet og liberal. Nu er der ikke meget at være stolt af.
Britta Schall Holberg sammenfatter sin kritik af partiet i det, hun kalder sin ”yndlingsaversion”, nemlig udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg. Hende har hun mildest talt ikke særlig megen respekt for. Knap så skarp lyder kritikken fra Søren Pind, men den går i samme retning.
På forsiden af Berlingske stod der, at asyltallet er historisk lavt. Søren Pinds kommentar på Twitter lød: ”Ku’ man så forvente, at dansk politik også kom til at handle om andre ting? At vi revurderer den dyre, overflødige grænsekontrol? At vi ikke hver eneste dag skal vågne til en ny overskrift om en stramning til?”.
Hvad siger mon partiledelsen i Venstre til denne uro i egne rækker? Mit bud er, at man hilser den velkommen. Den tilkendegiver udadtil, at partiet er rummeligt og tilgodeser såvel de liberale kernevælgere som dem, der i de gode gamle Britta Schall Holberg-dage ikke kunne drømme om at stemme på partiet Venstre, fordi disse vælgere i grunden slet ikke er liberalt indstillet.
På den måde kan partiet både blæse og have mel i munden. Det skal nok vise sig nyttigt på valgdagen.
I weekenden blev spændingen udløst for de næsten 90.000 unge, der har søgt optagelse på de videregående uddannelser. Fire ud af fem kom ind på deres drømmestudie. Morgenavisen Jyllands-Posten noterer sig, at optaget på naturvidenskab er lavere end forventet. Til gengæld håber man, at gennemførselsprocenten bliver højere, fordi adgangskravene er skærpede. Informa- tion ser et stort problem i, at ansøgerne til de humanistiske studier er faldet med 25 procent over de seneste fem år. Børsen henviser til Landdistrikternes Fællesråd, der mener, at centraliseringen af studiepladserne omkring de større byer skævvrider Danmark. Politiken hæfter sig ved, at de studerende trodser politikernes hensigt og bliver ældre og ældre, før de går i gang med en uddannelse. Formanden for Dansk Magisterforening peger i Information på, at det ikke mindst skyldes uddannelsespolitikken, hvor fremdriftsreform, nedskæringer og uddannelsesloft har været med til at skabe en nulfejlskultur, som skræmmer mange unge, mens Kristeligt Dagblad konstaterer, at studieårgang 2018 bliver mere teknisk og taktisk.
Når det er sagt, kan man konstatere, at der stadig er mange videregående uddannelser, som er tilgængelige for alle. En af dem er faget teologi – både i København og Aarhus. Man kan så stille spørgsmålet, om dette er en særligt opløftende konstatering.
Et tankeeksperiment: tænk engang, hvis elitestudenten stod over for at skulle vælge mellem International Business på CBS eller teologi på KU, som begge krævede samme tårnhøje karaktergennemsnit. Bevares, mindre kunne selvfølgelig også gøre det. Men det er dog værd at bemærke sig, at det teologiske studium på ingen måde står tilbage for International Business eller en hvilken som helst anden videregående uddannelse i henseende til kompleksitet og intellektuel kapacitet. Jeg havde nær sagt tværtimod.
Den 1. august trådte det omstridte forbud mod burka og niqab i kraft. Det har udløst en sværm af kommentarer på Facebook. Psykologiprofessor Svend Brinkmann har på dagen postet følgende meddelelse: ”I går var det forbudt at tvinge andre til at gå klædt på en bestemt måde. I dag er det blevet forbudt at være offer for en sådan forbrydelse… Loven er en symbolpolitisk skamplet på et samfund, der hævder at være frit.”
På samme streng møder man blandt andet følgende modindlæg: ”Du kan kalde det ’symbolpolitik’ eller hvad om vi kaldte det ’signalpolitik’? Et forholdsvist enigt folketing har besluttet at sende et signal (…) til en bestemt befolkningsgruppe, om at her i Danmark, her sætter vi personlig frihed og kvinders ligeværd højere end et middelalderligt kvindesyn.”
Debatten tager sig ud som en rituel trampedans, hvor man går i ring uden at komme ud af stedet. Det påfaldende er, at begge parter påberåber sig frisindet og friheden. Man er blot uenig om én ting: frihed for hvem – og til hvad?
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard. En af de to samler hver uge op på ugens vigtigste værdidebatter.