DET ER IKKE NOGEN HEMMELIGHED, at Ida Auken (R), snart 40-årig folketingspolitiker og tidligere miljøminister, er vokset op i en venstreorienteret og kulturradikal familie med et efternavn, de fleste danskere over 40 år har en mening om. Måske tænker færre over, at det også var et hjem, en familie og et miljø, hvor fædrelandskærlighed, højskolesang og samtaler om kulturel og national identitet var lige så naturlig som modstand mod atomkraft.
Derfor kunne Ida Aukens mor, SF-politikeren og tidligere sognepræst Margrete Auken, deltage i Tidehvervs sommermøder i 1960’erne. Derfor fandt Ida Auken sig naturligt til rette i den grundtvigske studenterforening Studenterkredsen, hvor kulturkonservative og kulturradikale kunne skændes med en fælles forståelse af, at danskhed og folkelighed ikke bare er fænomener fra historiens mødding, men noget, som også i dag giver mening og indhold til menneskers fælles liv.
Trods politisk uenighed var der et fælles grundlag, en kulturel sammenhængskraft, som forbandt familien Krarup og familien Auken. Ida Auken ønsker sig ikke tilbage til hverken 1960’erne eller 1990’erne eller for den sags skyld nogen forbrødring med familien Krarup, men her i 2018 kan hun konstatere, at centrum-venstre i vidt omfang har mistet evnen til at tale med om national og kulturel identitet. Derfor har de kørt sig selv ud på et sidespor i værdidebatten, og det er et problem, mener Ida Auken.
Hendes nye bog ”Dansk”, som udkommer på tirsdag, er et forsøg på at generobre en del af det tabte land i kulturkampen.
”Forestillingen om, hvad det vil sige at være dansk, er blevet indsnævret, fordi centrum-venstre ikke har villet tale med om det. Mange har været bange for, at et danskhedsbegreb ville ekskludere mennesker, at det danske flag signalerede en lukket nationalisme, og så har man holdt sig fra at tale med om det, og det er et stort svigt. Det er også en mangel på forståelse for, hvor stor en rolle kultur, nation, religion og identitet spiller for et menneske.
Mange har tænkt, at når bare vi har nogle fælles rettigheder, så behøver man ikke have det der kit i samfundet, som binder os sammen, sammenhængskraften. Det er en meget klassisk liberal fejl, hvor man ofte synes, at andre kulturer er meget spændende, men har svært ved at tale om sin egen kultur. Det har altid undret mig.”
DA HUN SIDSTE ÅR i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad formulerede 10 punkter til en fælles dansk kultur, lagde hun blandt andet vægt på vores frihedsforståelse, kristendommens betydning, omsorgen for de svageste og ønsket om at tage vare på naturen til glæde for kommende generationer.
De 10 punkter er med i bogen, hvor hun forsøger at sætte ord på danskheden i en ”åben og modig version med selvtillid og tro på fremtiden”, som det hedder. Men kritikken er også en selvkritik. Hun og mange andre politikere på midten eller til venstre i dansk politik har i mange år haft så travlt med at tale om digital disruption, smart cities, bæredygtighed og globaliseringens lyksaligheder, at de har glemt at få folk med.
”Vi har været fokuserede på at skulle løse en masse problemer, være med på en udvikling, at København kunne konkurrere med Stockholm og Berlin, og al den slags. Det er også vigtigt, men vi har også kigget så meget udad og fremad, at vi ikke har set, om vi har alle med. Hvad bagsiden af den udvikling er. Konsekvenserne af affolkningen i landdistrikter, hvad det konkret har betydet for menneskers liv, at posthuse, skoler og butikker lukker, var vi alt for længe om at forstå.”
Samlet set har fraværet af et fælles fundament og konsekvenserne af, at for mange har kigget ud i verden, mens problemerne herhjemme har vokset sig større, betydet, at vi lever stadig mere afsondrede liv, påpeger Ida Auken.
”Vi lever mere og mere i korridorer, hvor vi ser mennesker, der ligner os selv, og tror, at verden er det, man møder i sin hverdag. Men hvis man ikke sørger for at komme ud at møde andre mennesker, så bliver man heller ikke præsenteret for, at verden kan se helt anderledes ud. Jeg savner medborgerhuset, hvor man mødtes og lavede alt fra udstilling af akvariefisk til sangaften, hvor man kunne tale om verdens gang over en kop kaffe på tværs af befolkningen. Folkeskolen er næsten det sidste sted, vi har tilbage, hvor man møder folk, der er ander ledes end en selv, og selv skolens bredde er truet i dag, især i byerne.
MED SIN NYE BOG ønsker Ida Auken at sætte fokus på alt det, der faktisk forener danskerne, hvad enten de bor i byen eller på landet, er højtuddannede eller faglærte. Hun erkender, at hun og andre politikere har været for dårlige til at pege på værdien af det nationale og kulturelle fællesskab. Da hun for 10 år siden studerede i Berlin, var hun selv af den opfattelse, at hun havde mere til fælles med de øvrige tyske og internationale studerende, hun boede sammen med, læste med, dyrkede sport med, end hun havde med landmanden i Sønderjylland.
”Siden har jeg fundet ud af, at det er forkert. For hvordan skal man kunne holde sammen på et land, hvis man ikke synes, at der er et fællesskab på tværs af vilkår og politiske holdninger? Vi betaler trods alt for hinanden, og vi skulle gerne ville hinanden i et land, hvor vi lever op til de samme regler og har nogenlunde de samme værdier. Det er nødvendigt, hvis vi skal kunne holde sammen på Danmark.”
Hun er overbevist om, at det er muligt igen at binde by og land sammen, blandt andet ved at gå tilbage i historien og forstå, hvordan land og by tidligere har stået i forhold til hinanden.
”For eksempel kunne andelsbevægelsen være et svar på mange af de problemer, vi står over for med teknologigiganter, som er mere snu, end godt er. Man kunne sagtens have lavet en andelsversion af Uber, der kommer alle til gode. Det gælder også i forhold til at tænke landet som det sted, der producerer til byerne. Vi er afhængige af hinanden.”
Men i stedet for at tænke kreativt og forsøge at finde løsninger på problemerne og skævhederne i samfundet, har centrum-venstre ifølge Ida Auken haft mere travlt med at tage afstand fra det gule Danmark, som kan finde på at stemme på Dansk Folkeparti.
”I stedet for at gå ind i debatten om danskhed og pege på, hvor man mener det skal forstås anderledes, er man gået helt væk fra debatten, og man har sagt, at det var ikke fint nok. Det er en kæmpe fejl. Dels fordi det er nogle vigtige diskussioner, Dansk Folkeparti har rejst, dels fordi de jo også har haft ret i flere ting.
Blandt andet, at der var områder af Danmark, som har udviklet sig til parallelsamfund, som man måske ikke fik øje på, hvis man levede trygt og godt på sin lille firkant inde i byen. De har simpelthen set nogle ting før os andre. De har turdet tale om problemerne, men at de så giver nogle svar, der ikke løser problemerne, det er der, vi skal sætte ind i dag.”
Hun ser også sin egen bog som led i en bredere bevægelse i centrum-venstre, hvor flere socialdemokrater i hendes egen generation udgiver værdipolitiske debatbøger om behovet for at se problemerne med indvandring og manglende integration i øjnene, hvor SF er en del af en realistisk konsensus på udlændingeområdet og erkender, at antallet af indvandrere betyder noget, og hvor hendes egen partileder, Morten Østergaard, har besøgt ghettoer og givet udtryk for nødvendigheden af at sætte ind på om rådet.
”Jeg ser helt klart en ny bevægelse, som samlet set handler om at se problemerne i øjnene og give nogle svar, der rent faktisk kan løse problemerne, og som ikke nøjes med at lukrere på, at de er der. Der er mange, der har været forargede over Dansk Folkeparti, og det har bidraget lige så meget til konflikt og polarisering. Der synes jeg, at det er på tide at bevæge sig ind mod midtbanen og sige klart: Her er, hvad vi står over for, her er, hvad vi lægger vægt på at bringe videre fra vores kultur og historie, og så med det afsæt forsøge at give nogle nye svar.”
AF SAMME GRUND er centrum-venstre ifølge Ida Auken også nødt til at acceptere nødvendigheden af en stram udlændingepolitik som fundament. Ikke for at hoppe med på den symbolpolitiske vogn, men for at bane vejen for en bredere, løsningsorienteret tilgang til integration.
”Den bløde, forebyggende indsats er kommet for meget i baggrunden de seneste 15-20 år. Vi skal selvfølgelig fastholde den hårde tilgang over for bandemedlemmer og andre hardcore kriminelle, som kun har respekt for udvisning og hårde straffe.
Men vi må ikke falde i den fælde, hvor det er enten-eller, enten hårde midler eller blød tilgang. Der skal være konsekvenser for kriminelle, men der skal også være muligheder for de unge, inden de havner i banderne, eller når de kommer ud af fængslerne.”
Selv taler hun om behovet for en moderat værdikrig, som skal udgå fra den politiske midte. Det kan lyde som et paradoks, men for Ida Auken hænger det sammen med en erkendelse af, at selvom tiden er præget af polarisering, er det med afsæt i det store flertal hen over midten, at forandringer kan finde sted.
”Jeg savner nogen, der vil kæmpe for et standpunkt, hvor man faktisk kan forene uforsonlige positioner, som der i øjeblikket er gevinst i at tale længere fra hinanden. Det gælder de indvandrerkritiske over for indvandrervenlige, og det gælder i konflikten mellem by og land.
Der er brug for nogen, der kæmper for, at de positioner kan nå hinanden. Det er ikke let i en tidsånd, hvor man bliver skåret ud af de fleste interviews, hvis man siger noget moderat og velovervejet, og hvor Facebook understøtter de markante, polariserende udsagn. Men vi er nødt til at gøre forsøget.”