”Hvis du ikke ved, hvordan en pryglet hundehvalp ser ud, så se på Kristian Jensen. Han galpede op i ugens løb med kritik af Lars Løkkes valgflirt med Socialdemokratiet for i dag at falde ned som en pryglet hundehvalp.”
Sådan skriver chefredaktør Poul Madsen i Ekstra Bladet. Partiet Venstre holdt i sidste uge sommergruppemøde og mødtes med pressen i fredags, umiddelbart efter at næstformanden Kristian Jensen var blevet udsat for politisk bøllebank af formanden Lars Løkke Rasmussen, sekunderet af partisekretæren Claus Hjort Frederiksen.
Kristian Jensen havde dagen før i Berlingske formastet sig til at gå i rette med Lars Løkke Rasmussen, som kort før valgdagen undsagde blå blok til fordel for et samarbejde hen over midten med Socialdemokratiet. Selvom flere i partiet delte Kristian Jensens kritik, blev det udlagt som illoyalitet over for formanden.
På pressemødet krøb Kristian Jensen til korset, ydmygede sig selv og undskyldte sig for rullende kameraer. En ynkelig og tåkrummende forestilling.
Dermed havde han for anden gang demonstreret svigtende mod og handlekraft som en stræbsom næstformand, der går efter formandsposten i partiet. Han forsyndede sig mod det begreb, som den politiske filosof Machiavelli kaldte fortuna, evnen til at gribe og fastholde herredømmet over sin politiske skæbne, når det gælder.
I mange partifællers øjne mangler Kristian Jensen boldøje i spillet om magten og dermed også den nødvendige standhaftighed til at optræde som en hærdebred Venstre-høvding. Men omvendt. Ganske vist har formanden Lars Løkke Rasmussen vundet en brutal sejr, men han kan ikke bruge den til noget.
Konsekvensen er nemlig ifølge Information, at Venstre som det største oppositionsparti er ved at blive ædt op af indre magtkampe. Socialdemokraterne kan til gengæld gnide sig i hænderne. ”Det bedste i verden er succes,” udtalte Oscar Wilde, men med den meget sigende tilføjelse: ”Andres fiasko er dog heller ikke at foragte.”
At Claus Hjort Frederiksen på det allerseneste er vendt på en tallerken og nu bakker Kristian Jensen op som næstformand, er blot med til at fuldende farcen i Venstres ledelse.
Hvorfor sige undskyld?
I tirsdags fremkom statsminister Mette Frederiksen (S) med den længe ventede officielle undskyldning til Godhavnsdrengene og en række andre, der som børn var anbragt på danske børnehjem fra 1940’erne til 1970’erne. Her blev de udsat for vanrøgt og mistrivsel med hårde fysiske straffe og undertiden ligefrem torturlignende behandling. Seksuelle overgreb fra de voksne var heller ikke en sjældenhed.
Kristeligt Dagblad peger på, at Mette Frederiksens undskyldning på statens vegne er udtryk for en udvikling i den nationale selvforståelse. Danskerne er blevet mere modne til at se fortidige fejltagelser i øjnene. Det er dog langtfra alle partier i Folketinget, der bakker op om Mette Frederiksens undskyldning.
Ifølge dr.dk tager såvel De Konservative som Dansk Folkeparti afstand fra undskyldningen. De mener ikke, at det giver mening af undskylde for noget, der er sket i fortiden, og som nutidens politikere ikke har noget ansvar for.
Men her kunne man måske passende stille sig det spørgsmål, om den tyske nation på samme måde ville kunne afsværge en kollektiv skyld for holocaust den dag, den sidste nazist er gået i graven. Det, der holder os sammen som nation, er nemlig ikke kun det, vi er stolte af, men også det, vi skammer os over. Vi er hjemsøgt af fortiden, som rummer såvel storslåede bedrifter som eklatante svigt. Derfor er der noget tiltalende og meningsfuldt i, at nutidens politikere vedgår arv og gæld.
Personligt fandt jeg det opløftende, at deltagerne i ceremonien på Marienborg, hvor undskyldningen blev givet, ikke bare omfattede forkvinderne for Enhedslisten og SF – det var vel til at forudse – men også Pernille Vermund fra Nye Borgerlige.
Højskolesangbogen i The New York Times
Jeg vil være så ubeskeden at omtale en debat, jeg selv er involveret i som formand for det udvalg, der redigerer den kommende udgave af Højskolesangbogen. Selve debatten skal jeg ikke tage stilling til i disse spalter. Det ville være upassende.
Men jeg vil dog gøre opmærksom på, at den har givet genlyd tværs over Atlanten. Det er ikke hver dag, man kan læse om Højskolesangbogen i selveste The New York Times. Men det kunne man i mandags i en større artikel med titlen: ”Denmark Has a National Songbook. Should It Mention Ramadan?”. Det fylder mig med glæde.
Artiklen skildrer sagligt uenigheden i holdningerne til sangen ”Ramadan i København”, der muligvis kommer med i den nye højskolesangbog.
For mit eget vedkommende får jeg i forbifarten følgende skudsmål af DF’s kulturordfører, Alex Ahrendtsen: ”Mr. Carlsen, an old hippie, is trying to politicize something that is not political.”
Begge påstande er for mig at se pænt uden for skiven. Jeg har hverken en fortid som hippie eller et ønske om at politisere. Men det er helt o.k Jeg indkasserer gerne bemærkningen. Når det gælder The New York Times, er misvisende omtale bedre end ingen omtale. Og jeg må tilstå, at jeg er en lille smule beæret.
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.