MENS METASTASERNE mæsker sig, kan jeg nu sætte mig ned og trille tommelfingre, først den ene vej, så den anden vej. Afbrudt, naturligvis, af raids ned i postkassen, for lægen har sagt, at der nok ikke vil gå mere end 14 dage, før jeg får brev fra Rigshospitalet. Og derefter vil der nok ikke være mere end 14 dage igen, før de tager mig ind til behandling.
Hvis tidsplanen holder, vil der så være gået fire måneder, siden jeg opdagede en knude på siden af halsen. Nytårsaften, da jeg fjernede den sjove sminke, viste der sig en ret så kraftig knude på venstre side af halsen, som ikke kan være opstået fra dag til anden. Jeg havde travlt op mod jul, og den slags tænker man ikke på.
Jeg gik straks til læge, der straks sendte mig til blodprøver og til specialist, der ville se det an i 14 dage, hvorefter jeg straks, sidst i januar, kom til Øre-næse-hals-ambulatoriet i Slagelse.
Her tog man det meget alvorligt med finnålsbiopsier, flere blodprøver, røntgen af brystkassen, ultralydsscanning og røntgenbilleder af tænderne. Ambulatoriets tandlæge afviste dog, at knuden kunne have med tænderne at gøre. Nye finnålsbiopsier, ny ultralydsscanning, nye gravminer, en henvisning til PET-scanning i Næstved, der dog derfra blev afvist som ubegrundet. En ny læge kiggede grundigt alt i mundhulen efter og kunne heller ikke se noget anormalt.
"Hvordan føler du dig?" spurgte han. "Jeg har det fint", svarede jeg, i overensstemmelse med sandheden, "bortset fra, at jeg føler, at jeg står med det ene ben i graven". "Tjaah," sagde han.
De søgte efter årsagen til den hævede lymfeknude, og efterhånden som de strålende prøveresultater udelukkede de mere uskyldige muligheder, stod kun de ondartede tilbage. Så meget forstod jeg, selvom jeg ikke vidste, hvad de kunne være.
I dag tror jeg, at de søgte efter to muligheder: en lymfekræft af en mindre aggressiv art, der kan behandles så effektivt, at man kan dø af alderdom, før sygdommen overtager kroppen; eller at knuden kunne være en metastase, en udløber fra en kræft i nærheden.
Det sidste viste sig at være tilfældet, da lymfeknuden seks uger efter min ankomst til ambulatoriet var blevet opereret ud og analyseret: Et eller andet sted i mit øre- næse- halsområde boede - og bor stadig - et planocellulært karcinom, hvilket vil sige kræft på en slimhinde.
Jeg er fra en lægefamilie og har været både lægesekretær og sygehjælper, så jeg udbrød: "Karcinom, jamen, det dør man jo af!". Lægen kiggede ned i gulvet og modsagde mig ikke. Aldrig har jeg mødt så mange gravminer og så lidt opmuntring som på det sted! Min reaktion er så kækhed. "Nå, men skal jeg bestille gravkaffen?" spøger jeg. Det er den måde, jeg beskytter mig på. "Vent lige lidt med det!", svarer de.
JEG FIK AT VIDE, at behandlingen skulle foregå på Rigshospitalet, og da der viste sig at være 14 dages ventetid på en uafviselig PET-scanning i Næstved, bad jeg om at blive overflyttet straks. Men Rigshospitalet forlangte ifølge overlægen en fuldstændig udredning af patienterne først, hvilket også betød, at jeg igen skulle i fuld narkose og have fjernet mandlerne, have taget biopsier fra her og der i mundhule og svælg og kigget og mærket grundigt efter i spiserør og luftveje, hvorefter 14 dages heling var nødvendig før strålebehandling. Altså en måned endnu, efter at diagnosen var klar - og klart livstruende.
Min egen læge fik forkortet ventetiden. Han fortalte mig, at jeg befandt mig i et accelereret pakkeforløb, hvor alt skulle gå slag i slag, og efter en landsdækkende manual, så forundersøgelser og behandling var det samme overalt. Det anede jeg ikke.
Jeg ved ikke, om nogen i Næstved fik røde ører, da scanningen viste nye - eller gamle - metastaser på indersiden af halsen og noget mærkeligt ved skjoldbruskkirtelen. Det forklarer den trykken i halsen, der fik mig til at tro, at ondskaben sad i mandlerne. Mon de, der i første omgang afviste mig, får at vide, hvad scanningen viste?
Jeg var også ked af, at jeg den eftermiddag og aften efter operationen, mandelløs og gispende, lå og ventede forgæves på overlægen, der havde foretaget indgrebet. At han ikke havde stunder til at fortælle mig, om han havde set noget. Jeg troede bare, det hørte sig til.
OTTE DAGE SENERE mødte jeg for sidste gang op og fik at vide, at patologerne intet havde fundet, og at jeg nu ville blive henvist til Rigshospitalet. På mit spørgsmål om, hvornår en behandling kunne starte, måtte lægen ud at ringe angående ventetid, og svaret var altså: velsagtens om fire uger, men de skriver nok til dig om 14 dage.
Så nu går jeg altså og kigger efter posten, mens jeg triller tommelfingrene frem og tilbage, og tilbage og frem og én gang til.
Venlige mennesker omkring mig har fortalt, at jeg kan få råd og vejledning hos Kræftens Bekæmpelse, at der findes patientrådgivere og behandlingsgarantier, som jeg stadig ikke forstår noget af. Men at jeg må sørge for at sove og spise og motionere, så jeg kan være stor og stærk og sund og kan klare strålebehandlingen, muligvis kombineret med kemoterapi, og som under alle omstændigheder vil være hård og modbydelig, det forstår jeg, selvom ingen har sagt det.
Det trykker i halsen, men jeg kan da stadig trække vejret. Og tænk engang - for et par uger siden gik jeg og sagde: "Nu håber jeg virkelig, at de finder den kræftknude i mig!" I dag går jeg og siger: "Ih, hvor jeg glæder mig til at ligge under strålekanonen! Ja, jeg kan slet ikke vente!"
P.S.: Rigshospitalet havde i formiddags ikke modtaget henvisningen, så jeg måtte ringe til Slagelse og for første gang råbe op. Jeg synes, det er mærkeligt, at den syge selv skal ringe rundt og råbe for at komme i behandling. Jeg har jo nok at gøre med at beskikke mit bo og holde fanen højt.
Vibeke Vasbo er forfatter og bor Rughaven 20 i Eskebjerg på Vestsjælland. Hendes seneste bog er "Der mangler en sang om solsorten".
Efter at dette er skrevet, er behandlingen påbegyndt på Rigshospitalet i København mandag den 4. maj. Der er gået fem uger, siden Rigshospitalet fik henvisningen, hvor ventetidsgarantien siger højst fire uger. Og der er gået fire måneder uden behandling, siden Vibeke Vasbo første gang henvendte sig til egen læge, da hun havde opdaget en knude i halsen.