Her få dage inde i det nye år må vi desværre konstatere, at 2023 næppe kommer til at byde på færre kriser. Eftervirkningerne af coronapandemien og den igangværende leveomkostningskrise har i år forværret den dybt ulige verden, som vi lever i.
Mellem 75 og 95 millioner flere mennesker står til at blive skubbet ud i ekstrem fattigdom alene i 2022 sammenlignet med prognoserne før covid-19-pandemien. Det betyder, at op mod i alt 676 millioner mennesker vil leve under den ekstreme fattigdomsgrænse på 2,15 dollars om dagen. Det er den største stigning i global fattigdom i to årtier, og samtidig er antallet af mennesker, der lever med akut sult, eksploderet. I alt har 339 millioner mennesker brug for nødhjælp, det er det højeste antal nogensinde.
Danmark har fået en ny regering midt i denne multikrise. Den kan tage et globalt lederskab og ansvar for at sikre, at vi i fællesskab kommer den stigende fattigdom og ulighed til livs og sikrer en finansiering af verdensmålene frem mod 2030.
Danmark og de nordiske lande er foregangslande for en mere lige og retfærdig samfundsmodel. Og de kan sammen gøre en global indsats mod den stigende ulighed og fattigdom og gøre en helt nødvendig indsats for at skabe en retfærdig grøn transformation.
Desværre har kriserne fået mange regeringer i verdens fattige lande til at gennemføre massive nedskæringer, som blot forværrer situationen yderligere, særligt i lyset af at verden står over for en kommende recession. I 2023 vil hele 85 procent af verdens befolkninger leve under nedskæringspolitikker. Det er katastrofalt, og det betyder, at uanset hvor mange reformer og investeringer i velfærd vi laver i de rige lande, så står vi med et kæmpe globalt fattigdomsproblem.
Nedskæringer rammer skævt. Det går hårdest ud over dem, der i forvejen er fattige, men i særdeleshed også kvinder og marginaliserede grupper, når den offentlige sundhed, uddannelse og social beskyttelse forsvinder eller skæres ned til et minimum. Det er uholdbart, særligt i lyset af at vi har forpligtet os på at opfylde FN’s verdensmål. Det ser nu dystert ud. For nylig konstaterede Verdensbanken da også, at målet om at komme ekstrem fattigdom til livs inden 2030 ikke længere kan nås.
Det er et uheldigt politisk valg, når man lader de fattigste betale for den økonomiske tilpasning. Det er sværere at skabe sig et værdigt liv og fremtid, når man ikke har adgang til basale sundhedsydelser og en god gratis uddannelse. Men mange af de fattige lande har ikke noget valg, som situationen er lige nu. De er styret af internationale institutioner, som Den Internationale Valutafond (IMF), der ellers har til opgave at hjælpe lande i økonomisk nød. Hele 85 procent af de 107 lån, der er forhandlet mellem IMF og 85 nationale regeringer som modsvar på covid-19-krisen, har indeholdt krav om nedskæringer i genopretningsperioden efter pandemien.
På trods af at verden oplevede den største globale sundhedskrise i et århundrede, reducerede halvdelen af lav- og mellemindkomstlandene sundhedsudgifterne under pandemien. En gennemgang af 161 lande, som Oxfam har lavet, viser, at 81 procent af verdens befolkning i 2022 boede i lande, der har skåret sundhedsudgifternes andel af statsbudgettet under pandemien. Og 87 lande har reduceret deres budget til social beskyttelse fra 2020 til 2022. Dette er besparelser som mærkes direkte af dem, som har mindst, eksempelvis arbejdsløse og syge.
Størstedelen af landene har også skåret i udgifter til uddannelse, som ellers skulle være en investering i landets ungdom og dermed motoren i en fremtid ud af fattigdom.
Disse benhårde nedskæringer er sket, samtidig med at skatterne for de rigeste har været uændrede eller ligefrem er blevet sat ned. Oxfams gennemgang viser, at 143 lande ud af 161 undlod at øge beskatningen af de rigeste mennesker under pandemien, og 11 lande sænkede direkte skatterne for de rigeste.
Situationen i verdens fattige lande bliver yderligere forværret af, at mange af dem har så store gældsudgifter, at de er ved at kollapse økonomisk, og at alt perspektiv om udvikling forekommer utopisk, hvis ikke der akut bliver foretaget en international indsats for at afvikle og slette gæld.
Ghana har som det sidste land i rækken netop meddelt, at de ikke længere kan betale deres gæld til udlandet. Efter pandemiens ødelæggende konsekvenser har den stigende rente, dollarkursen og kapitalflugt ud af landet bragt det i betalingsstandsning med store sociale konsekvenser for landets befolkning. Verdensbanken og IMF vurderer, at 6 ud af 10 lavindkomstlande har en uholdbar gæld.
Afbetalingen af gæld i de afrikanske lande er næsten tre gange højere end uddannelsesudgifterne, de er seks gange så høje som sundhedsudgifterne, 22 gange så høje som de sociale udgifter og 236 gange højere end udgifterne til klimatilpasning. Det frarøver landene muligheden for at udvikle og investere i fremtiden og sikre befolkningen et bæredygtigt livsgrundlag.
I Danmark har vi et moralsk ansvar og faktisk også en reel mulighed for at ændre situation allerede i 2023, og med en ny regering vil det være oplagt, at Danmark igen tager en førerposition på det internationale område.
Det vigtigste er at prioritere udviklingsbistanden, som er det mest stabile værktøj, vi har til at bekæmpe ekstrem fattigdom, ulighed og fordrivelse i verden.
Danmark har tidligere givet en procent af bruttonationalindkomsten i udviklingsbistand, men har de senere år sænket målet til kun at leve op til forpligtelsen blandt FN’s rigeste lande om at give 0,7 procent. Samtidig er udviklingsbistanden ved at blive udhulet yderligere, da udgifter til modtagelse af ukrainske flygtninge i Danmark, genopbygning af Ukraine og klimabistanden tages fra udviklingsbistanden. Formål, som også er vigtige, men som ikke handler om at bekæmpe fattigdom i verdens fattigste lande.
Hertil er det vigtigt, at Danmark støtter initiativer, der annullerer de fattigste landes gæld. Blandt andet kan de rige landes særlige trækningsrettigheder i IMF anvendes til at slette gælden for nogle af verdens fattigste lande.
Danmark bør selvfølgelig også gå forrest i kampen for, at de fattigste lande ikke skal føre bevidstløse nedskæringspolitikker, men skal have muligheder for at investere i uddannelse til de unge og i et sundhedsvæsen og socialt sikkerhedsnet, der kan tage sig af befolkningen og modstå fremtidige kriser – om det er så er pandemier eller økonomiske kriser.
Endelig kunne man forestille sig, at en global progressiv formueskat for verdens allerrigeste ville kunne fordele verdens velstand mere retfærdigt. I stedet for at velstandsgevinster fastholdes hos de få privilegerede, kan ressourcerne fordeles, så de i stedet gavner flertallet. Et betydeligt provenu fra en formueskat kan investeres i uddannelse, sundhed og social beskyttelse til verdens fattigste og friholde dem for det besparelsesregime, som koster liv og tabte muligheder – både nu og i særdeleshed de næste 20 år.
Vi må ikke smide årtiers globale fattigdomsbekæmpelse og ansvarlighed over styr blot for at hyppe nationale interesser. I stedet må 2023 blive året, hvor de rige lande med Danmark og Norden i spidsen udviser ægte global solidaritet. Det er kun rimeligt.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.