Verdens fattigste betaler for vores CO2-udslip

KLIMAPOLITIK: Klimaændringer ændrer i disse år livsbetingelserne drastisk for verdens allerfattigste, og det bør Danmark tænke ind i sin bistandspolitik

50 millioner mennesker vil være på flugt for klimaændringer om nogle få år, og om hundrede år taler vi om 150 millioner. I et land med blot fem millioner indbyggere, så bør disse tal virkelig vække til eftertanke. Det er ikke rige flygtninge, vi taler om. Det er Afrikas fattigste.

Problemerne bliver i disse dage diskuteret i Nairobi på klimakonferencen. Tidligere konferencer har hovedsageligt haft fokus på vores udslip i de rige lande, men Stern-rapporten og UNDP's Human Development Report har begge sat fokus på de aktuelle problemstillinger, som udviklingslandene står overfor. Det handler om mere tørke, flere storme, kraftigere regnskyl, stigende vandstande.

Rapporterne forudser blandt andet, at temperaturen de kommende 50 år vil stige med to-tre grader. I de lande, hvor fødevarer allerede er en mangelvare, har sådanne temperaturstigninger katastrofale følger. Stiger temperaturen bare én grad, falder udbyttet for den enkelte afgrøde gennemsnitligt med 10 procent. I Niger, som er verdens fattigste land, betyder det, at indsatsen for at optimere landbrugsproduktionen tabes på gulvet. Og sultkatastrofer som katastrofen i 2004 vil være et hyppigere fænomen.

Dansk bistand skal derfor omlægges. Klimaændringer må indtænkes, og strategier og handlingsplaner er ikke nok. Danmark skal gå fra ord til handling.

Vi ved allerede mange ting – at vandspejlet falder, når klimaet ændres, og det betyder, at vi skal grave dybere, når vi laver brønde rundt omkring i danske samarbejdslande. Vi ved, at hyppigheden af sygdomme hos mennesker, planter og dyr også vil vokse, og vi derfor skal gøre en øget indsats i forhold til uddeling af myggenet for at forhindre flere malariatilfælde.

Ovenstående eksempler kan virke som banale eksempler, men faktum er, at klimaændringer ændrer livsbetingelserne drastisk for verdens allerfattigste. Oven i hatten er det også denne befolkningsdel, der har færrest ressourcer til at hindre problemet.

Klimatopmødet i Nairobi skal derfor komme med to løsninger. For det første reducere vores CO2-udslip hurtigere end vi har aftalt nu, så fremtidige generationer har en reel chance for at få et liv på samme betingelser som os. Og for det andet sikre, at vi ligeledes øjeblikkeligt går i gang med at tilpasse os de allerede eksisterende konsekvenser af klimaforandringerne i vores arbejde for verdens fattigste.

Det er en stor opgave. Gør vi ikke noget nu, så vil prisen være en permanent nedgang i forbrug pr. indbygger på 20 procent. Med andre ord: Verdens indbyggere vil blive en femtedel fattigere end de ellers ville have været i 2050. Men værst af alt er, at udgifterne ikke vil blive fordelt ligeligt. Den største byrde vil ligge på de fattigstes skuldre.

Pia Olsen er folketingskandidat for SF