Verdens rigeste frygter, at deres dårlige moral afsløres

Journalist og sociolog Brooke Harrington er over en årrække kommet tæt på de formueforvaltere, der rådgiver verdens allerrigeste milliardærer. Hendes konklusion i ny bog er klar: Problemerne med de riges skatteunddragelse løses ikke via lovgivning, men gennem lækager som den med de såkaldte Panama-papirer, hvor de riges dårlige moral udstilles offentligt

Brooke Harrington.
Brooke Harrington. . Foto: Emil Kastrup Andersen.

Bøgerne ligger stadig i kasser, billederne er endnu ikke kommet op på væggen, og håndværkerne er i fuld gang med at male og skrue paneler op.

Rent ud sagt er der ikke meget, der signalerer pomp og pragt i det lille kontor i Copenhagen Business Schools, CBS’, lokaler i den tidligere porcelænsfabrik på Frederiksberg. En ualmindelig skarp kontrast til den ufattelige rigdom, som nogle af verdens allerrigeste mennesker omgiver sig med, og som kontorets nye indflytter, sociologen og journalisten Brooke Harrington over en årrække er kommet tæt på.

Eller rettere: Hun er kommet tæt på nogle af de formueforvaltere, der er tættest på de ultrarige. Derom har hun skrevet bogen ”Kapital uden grænser – om skattely, formueforvaltere og verdens rigeste”, som har skrevet sig lige ind i den danske debat om ulighed, millionlønninger og Lamborghini-reform.

Selv voksede Brooke Harrington op i en velhaverforstad til Chicago i USA, og her blev hendes interesse for de riges måde at tænke og leve på grundlagt. Selv kom hun ikke fra en rig familie, men kan man købe blot det mindste lille hus i et rigt område, betaler man ejendomsskat, og så har man lov til at sende sine børn i de samme offentlige skoler, som kvarterets velhavere med store arveformuer.

På en sommerlejr talte hun som ung med en veninde, som var barnebarn af stifteren af Wrigleys tyggegummifabrikker. Veninden fortalte, at hendes bedstefar end ikke selv kunne skifte en elektrisk pære. Det måtte han have andre til at gøre.

”Jeg tænkte: ’Wow, det var godt nok anderledes’,” fortæller Brooke Harrington.

Det var en information, hun siden har kunnet bruge i sin jagt på at komme ind på studiet af verdens allerrigeste.

Oprindeligt uddannede hun sig til journalist og senere til sociolog, og hun har blandt andet skrevet en bog om aktieinvesteringer. Her fandt hun ud af, at nogle af verdens mest formuende milliardærer har adgang til helt andre typer af rådgivning og formueforvaltning end almindelige mennesker. Forvaltningen kunne blandt andet indebære, at formuerne blev placeret i fonde og virksomheder i såkaldte skattely på eksotiske øer eller andre områder med lave eller ingen skatter på afkast af formuer.

Brooke Harrington ville gerne interviewe de rige selv, men erkendte hurtigt, at lukketheden i de kredse ville gøre det umuligt. Men så var der det med, at rige ikke kan skifte deres egne, elektriske pærer.

”Folk på det formueniveau planlægger ikke selv, hvordan de skal undgå at betale skat eller lægger strategi for deres investeringer. De hyrer folk til det.

Jeg kendte lidt til, at der fandtes en særlig gruppe formueforvaltere, og så tænkte jeg, at ved at studere dem og deres virksomhed kunne jeg komme tættere på de rigeste.”

I 2006 kom hun til Max Planck-instituttet i Köln i Tyskland, som skaffede hende stipendier til selv at kunne uddanne sig til formueforvalter. Det var nødvendigt for at komme i kontakt med andre i samme branche.

Hun uddannede sig gennem flere år og fortæller, at hun åbent fortalte sine medstuderende, at hun ikke gjorde det for at arbejde i branchen, men for at studere den og dens klienter. At spille med åbne kort er nemlig en af de væsentlige spilleregler for sociologiske studier. Det er lykkedes hende at interviewe 65 formueforvaltere fra Europa, USA og i de nyeste skattely i Afrika, Asien og det sydlige Stillehav.

Kræver det, at man moralsk kan lukke øjnene for uretfærdighed at arbejde som formueforvalter?

”Man kan inddele formueforvalterne i tre grupper efter deres syn på moralen i deres arbejde,” svarer Brooke Harrington.

To af grupperne er i forskellig grad klar over, at det er moralsk problematisk at hjælpe verdens ene procent af ultrarige med at undgå at betale skat og med at kunne unddrage sig lovgivningsmæssig regulering for at skrabe endnu mere til sig. Den tredje gruppe har imidlertid en helt anden tilgang.

”Gruppen af ekstreme ultra-neoliberale formueforvaltere troede ærligt, at skat er en forbrydelse. De mente, at deres indsats var heroisk. De mente at forsvare verdens skabere af velstand. I deres øjne stjæler staten fra deres klienter ved at opkræve skat og ved at give penge til mennesker i nød. Det betragtede de som umoralsk. Det var også synspunkter, man kunne finde i undervisningsmateriale på uddannelsen, og det var virkelig chokerende for mig.”

Omkring hver fjerde af de 65 formueforvaltere havde de holdninger. En anden fjerdedel havde opfattelser i den stik modsatte grøft.

”De havde store samvittighedskvaler, og det var overraskende for mig.”

En af formueforvalterne fortalte hende, at han ville få svært ved at svare sin søn, når denne engang ville spørge ind til faderens job. Han var ansat i advokat- og rådgivningsfirmaet Mossack Fonseca, der blev verdenskendt for de såkaldte Panama-papirer, som blev lækket for godt halvandet år siden.

Egentlig var det ikke papirer, men en gigantisk mængde data om erhvervsfolk, politikere, embedsmænd, sportsfolk og mange andre, som via firmaet muligvis havde skjult formuer for deres hjemlandes skattevæsen i offshoreselskaber.

Politisk er skatteunddragelse blevet et stadig varmere emne de senere år, ikke mindst efter Panama-papirerne. Islands tidligere statsminister Sigmundur Davíð Gunnlaugsson måtte trække sig, efter oplysninger om hans oversøiske investeringer dukkede op i medierne. Det samme måtte Pakistans tidligere premierminister Nawaz Sharif og direktører i flere virksomheder.

Den daværende britiske, konservative premierminister David Cameron fik store forklaringsproblemer, da hans navn dukkede op som følge af, at hans far havde haft en investeringsfond, Blairmore Holdings, som var hjemmehørende i et skattely. Cameron havde ellers netop ført valgkamp på, at der skulle slås hårdt ned på skatteunddragelse, men han bedyrede, at placeringen af faderens formue ikke havde unddraget det britiske samfund skattepenge.

Brooke Harrington tror ikke på, at man politisk kan komme skattely og skatteunddragelse til livs gennem lovgivning. Problemet er blandt andet, at selv hvis 56 procent af verdens lande skulle blive enige om en stram lovgivning og stram kontrol af kapitalbevægelser, er der stadig 44 procent andre lande, de rige kan søge til. Hele verden skal altså gøre noget, hvis det skal virke, og det er ikke muligt.

Et andet problem er, at skattely også kan være en god forretning for lande, der ellers erklærer det for at være et problem. Det gælder for eksempel Storbritannien og USA, der begge fungerer som skattely.

Hvad kan man så gøre for at komme problemet til livs?

”Man kan udskamme dem, der bruger skattely. Det så vi med Panama-papirerne. Mange trak sig fra deres tillidshverv og jobs, selv om de ikke formelt havde gjort noget forkert.”

Brooke Harrington er overrasket over, at udskamning ser ud til at virke, og at omdømme stadig er vigtigt. Hun fremhæver, at ikke en eneste af dem, der er omtalt i papirerne hidtil, er blevet tiltalt for at have gjort noget ulovligt, og det kommer næppe heller til at ske. Sagen er, at formuerådgivere er utroligt dygtige til at navigere inden for lovens rammer.

Men de superrige ønsker ikke at blive hængt ud offentligt. Derfor ser Brooke Harrington også en mulighed i, at flere i fremtiden vil efterligne eksemplet fra Panama-lækket og anonymt offentliggøre, hvem der står bag moralsk angribelige investeringer.

”John Doe” eller hvad han nu hedder, har vist, at det kan lade sig gøre at være whistleblower anonymt, det vil sige uden at risikere sit eget eller familiens liv og levned.

Hvorfor vil folk være milliardærer? Hvad er drivkraften til at få større formuer, end man overhovedet kan nå at bruge i sit liv?

”Husk på, at jeg ikke har talt med de superrige, så alt, jeg ved, kommer fra andenhåndskilder, men de har fortalt mig to ting. Det ene lyder meget mærkværdigt. Det er, at en gruppe af førstegenerationsvelhavere, entreprenører og så videre, ikke kan noget andet end at tjene penge. De gør det, de er gode til. Det gør vi alle, men nogle mennesker har forfærdelige menneskelige relationer og er ikke særligt rare. Flere af de formueforvaltere, jeg talte med, sagde, at de havde den slags klienter,” siger hun.

”Den anden gruppe er i spillet for konkurrencen om status. Af og til kan man se interviews med rige mennesker, som siger, at ’ja, jeg har flere penge, end jeg nogen sinde kan bruge, men jeg er nødt til at følge trit med den eller den’. Folk vil holde trit med deres referencegruppe. Hvis du bor på Nørrebro, er det en gadebande, der er din referencegruppe. Det gælder om at have de største våben. Men hvis din referencegruppe er dem, der fester i Saint Tropez i Frankrig, gælder det om at have den største lystyacht og det største hus. De bruger kvinder som handelsobjekter. En af dem, jeg talte med, sagde, at ’hvis jeg nogensinde bliver som mine klienter, skal du skyde mig, for de er frygtelige og umoralske mennesker’. Grundlæggende søger mange af disse superrige mennesker dominans over andre i deres gruppe.”

Bliver verden rigere eller fattigere af, at nogle får stadig større formuer?

”Jeg tror, vi nærmer os den franske revolution. Ifølge den britiske paraplyorganisation for velgørenhed Oxfam ejer otte mennesker det samme, som den fattigste halvdel af Jordens befolkning. Det er jo vanvittigt. Den eneste grund til, at der ikke allerede har været et oprør, er, at propagandaen er effektiv. Fattigdom kan holde folk borte fra at gøre oprør.”

Neoliberale vil sige, at vi alle er blevet rigere. Mange hundrede millioner af mennesker er blevet trukket ud af fattigdom i for eksempel Kina og Indien.

”I Indien og Kina er det sandt, at mange lever bedre nu, end de gjorde før, men prisen er, at udviklingen har stået stille i den udviklede del af verden. Der er chokerende oplysninger om personer med handicap i Storbritannien, som ikke kan komme ud af deres lejlighed. Når jeg kommer til USA, møder jeg folk med store huller i munden, fordi de ikke har råd til at få ordnet deres tænder. Samtidig har USA nogle af de dyreste sundhedsklinikker. De 0,7 procent rigeste er blevet rigere ud over alle grænser, mens resten af os har stået stille. Det er ikke det USA, jeg voksede op med,” siger Brooke Harrington.