Nogen ryster på hovedet og finder betagelsen af cyklingen ubegribelig, mens andre – denne skribent inklusive – næsten ikke kan få nok. Hvorfor er landevejscykling så fascinerende – og hvorfor er vi vilde med cykling i almindelighed og Tour de France i særdeleshed?
Landevejscykling er en episk sport. Man følger livet i feltet som en føljeton over tre uger. I løbets første dage finder man ud af, hvem der er med. Nogle husker man fra sidste år, andre skal man lære at kende. Hvem er feltets nye stjerner? Hvem kører nu for hvilke hold, og hvad hedder de i år, holdene? Det er en sport, der ærer sine faldne. Afdøde Chris Anker Sørensens ansigt pryder græsset på et fodboldstadion i Holbæk og kameraet hang ved det midt i cykelløbet.
De danske kommentatorer blev rørte og tavse, men i hele verden får de historien om den tidligere cykelrytter og kommentator, der døde sidste efterår i en cykelulykke.
Landevejscykling har både stjerner og vandbærere, det er på én gang en individualistsport og en holdsport.
Da Yves Lampaert, manden i gult lørdag, kom i problemer, gled holdet tilbage for at hjælpe ham op til feltet, og det samme hold kørte nogle kilometer senere deres sprinter, Fabio Jakobsen frem til sejr. Det er dybt fascinerende.
Tour de France er en cykelfest, men også en folkefest. Det er naboens drenge og piger, der sætter klampen i pedalen; feltet kører forbi, hvor de – og vi – bor. Til hverdag høvler de ud ad de landeveje, hvor alle andre også cykler. Der er ikke særlige veje til de bedste. Enhver kan se sig overhalet i lokalområdet af verdensstjerner som Mads Pedersen eller Jonas Vingegaard.
TV 2 havde i optakten fulgt et ældre cykelholdfra Slagelse på ruten og fik dermed understreget, at cykling er en aktivitet, man kan have glæde af langt op i alderen. Skam få den, der griner ad modne mænd og madammer i lycra.
Landevejscykling er en fremragende tv-sport. Man kommer helt tæt på, når kameraet dvæler ved anstrengelsen, koncentrationen, det forrevne cykeltøj. Lidelsen og kampen. Jørgen Leth har ikke kommenteret forgæves. Og man opdager landet.
Lørdag kunne man se Vestsjælland filmet, som vi plejer at se Provence, et landskab fladt som en pandekage på lange stræk og pludselig et bjerg – og en dansker i den prikkede bjergtrøje! Den femtårnede i Kalundborg blev genfødt som Notre Dame, Sejerøbugten lignede et sted i Caribien – og hvordan kommer en fransk kommentator afsted med at udtale ”Côte d’Høve Stræde”?
I dag er det hviledag. Rytterne hviler. Vi andre venter. Tak for besøget!
Birgitte Stoklund Larsen er sognepræst og stiftskonsulent