Verdensreligionerne kan berige klimadebatten

Lige siden Parisaftalen og FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling blev lanceret, har nogle af de stærkeste støtter i klimaspørgsmålet været trossamfundene

illustration: søren mosdal
Illustration: søren mosdal.

I morgen begynder FN’s klimakonference COP26 i Glasgow, og forud for dette har verdens trossamfund haft travlt. Lige siden Parisaftalen og FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling blev lanceret, har nogle af de stærkeste støtter i klimaspørgsmålet været trossamfundene.

Parisaftalen og de bæredygtige mål blev lanceret i en tid, hvor mange af FN’s hidtil mest solide partnere, for eksempel USA og UK, vendte sig indad og optog en mere national dagsorden, for USA’s vedkommende så meget, at de meldte sig ud af Parisaftalen.

Men trossamfundene har fra start haft et stærkt engagement i at beskytte og bevare skaberværket, herunder natur og klima, og de sidste måneder har budt på et overflødighedshorn af aktiviteter. Græsrødder og religiøse ledere har løftet i flok, og uendeligt mange workshops, møder og demonstrationer under overskrifter som for eksempel Destroying the Planet is Against our Religions er afholdt. Alliancer som Faiths 4 Climate Justice er indgået, og dokumenter som for eksempel ”Glasgow Multi-Faith Declaration for COP26” og ”Reclaim our Common Home” (her menes planeten Jorden) er blevet publiceret.

Også jeg har haft travlt med COP26-forberedende møder. For eksempel blev jeg for nylig bedt om at levere et indlæg til en konference om, hvordan vand og spiritualitet hænger sammen med klimatilpasning. Konferencen var arrangeret af Det Globale Center for Klimatilpasning, som er ledet af FN’s tidligere generalsekretær Ban Ki-moon, og som blandt andet har Danmarks udviklingsminister, Flemming Møller Mortensen (S), i bestyrelsen.

Jeg bliver ofte spurgt, hvad det er, trossamfundene kan bidrage med. De store verdensreligioner er sjældent firstmovers, men trossamfundene har alle akkumuleret tusinder af års refleksioner over mennesket som forvalter af naturen, såvel som etiske og moralske betragtninger over, hvordan vi som en menneskelig familie kan leve sammen på vores fælles hjem, planeten Jorden.

Disse overvejelser er i høj grad levende i trossamfundene i dag. I Bibelen alene er vand nævnt 722 gange. Floder, have, tørst, regn, flodbølger, tørke og de rensende effekter af vand. På en måde kan man sige, at der intet nyt er under solen: Siden Noah måtte bygge en ark, har mennesker tilpasset sig og været kreative i at skabe overlevelse for sig selv og kommende generationer.

Trossamfundene er desuden ofte dem, der driver skoler, hospitaler, plejehjem og så videre, så de står i front, når klimakatastrofer indtræder, og de har derfor allerede en vis erfaring at bidrage med, bare spørg for eksempel i Filippinerne eller Bangladesh.

Når nationale særinteresser skygger for det fælles, går de politiske samtaler i hårdknude, som de for eksempel gjorde under COP15 i København. Men globale problemer som klima og covid-19 kan kun løses i fællesskab, og i den forbindelse kan trossamfundenes principper være fine at bringe i spil. Principper som universalitet, det fælles gode (og det mindst onde), de fattiges forrang og solidaritet mellem generationerne er eksempler på, hvordan kristne trossamfund ser en større sammenhæng.

Blandt andet derfor har politikere og diplomater fra hele verden i de seneste uger skabt tæt trafik i Vatikanet. For eksempel kan man på demokraten Nancy Pelosis officielle hjemmeside som formand for Repræsentanternes Hus i USA læse om hendes besøg i Rom i forbindelse med et COP26-forberedende møde:

”Det var en åndelig, personlig og officiel ære at mødes med Hans Hellighed, pave Frans i morges. Hans ledelse er en kilde til glæde og håb for katolikker og for alle mennesker, der udfordrer os til at være gode forvaltere af Guds Skaberværk, til at handle i forhold til klimaet (...). [Pave Frans’] encyklika ’Laudato Si’’ er en stærk påmindelse til det globale samfund om at agere på klimakrisen med særlig opmærksomhed på de mest sårbare.”

Efter mit oplæg på den førnævnte konference, hvor også repræsentanter fra andre trossamfund talte, fik vi følgende hilsen fra en af deltagerne. Den kan måske også tjene til at illustrere, hvad det er, trossamfundene bringer til bordet:

”Jeres perspektiver supplerer den videnskabelige tilpasningsdagsorden og indrammer præcist vores formål, nemlig ikke kun at finde ud af, hvordan vi skaber grønne løsninger, men hvorfor: For at skabe en verden, hvor man kan leve, elske, lege, arbejde og beskytte hinanden. Jeg er videnskabsmand (...), men jeg tror, at det mere end nogensinde er vigtigt at udvikle et sprog, der skaber mening og inspiration til handling. Dette er lige så afgørende som videnskab og teknologi. Inderst inde tror jeg på, at folk kan gøre store ting, hvis de har en fornemmelse af et højere formål, og jeres indlæg var virkelig inspirerende og kan sprede denne følelse.”

Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst Kristian Bøcker, generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck, sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.