Vesten vakler: Det transatlantiske samarbejde må og skal styrkes

Et europæisk samarbejde vanskeliggøres af, at vi i Europa er gamle, stærke suveræne nationalstater. Med risikoen for at Storbritannien forlader EU efter afstemningen til juni er en egentlig opløsning af samarbejdet en reel mulighed, skriver Erik Boel

"Svækkelsen af EU er selvforstærkende: Når først det bliver åbenlyst, at EU fumler og famler, når det gælder løsningen af vor tids problemer, vil flere og flere vende Unionen ryggen. Det kan blive begyndelsen til enden på EU-samarbejdet, som vi har kendt det."
"Svækkelsen af EU er selvforstærkende: Når først det bliver åbenlyst, at EU fumler og famler, når det gælder løsningen af vor tids problemer, vil flere og flere vende Unionen ryggen. Det kan blive begyndelsen til enden på EU-samarbejdet, som vi har kendt det." . Foto: Patrick Seeger.

Så blev det også et stort nej til EU i Holland efter det danske nej i december. Det er endnu en pind til Vestens ligkiste her godt to måneder inden den britiske afstemning om EU.

Vesten vakler – den samfundsorden, som gennem knap 70 år har givet Danmark tryghed og stabilitet og en social og økonomisk fremgang uden sidestykke i vor historie, er under pres.

Den hollandske afstemning understreger, hvor fragmenteret og mere eller mindre handlingslammet EU er blevet. Kontinentet forsøger uden større held at håndtere den økonomiske krise og de flygtningestrømme, der nu er blevet en mere permanent udfordring.

Et europæisk samarbejde vanskeliggøres af, at vi i Europa er gamle, stærke suveræne nationalstater. Med risikoen for, at Storbritannien forlader EU efter afstemningen til juni, er en egentlig opløsning af samarbejdet en reel mulighed. Dels er Storbritannien en helt central spiller i samarbejdet, dels kan det ikke udelukkes, at andre lande vil føle sig inspireret til at følge det britiske eksempel...

Som om dette ikke var nok, kan det ikke udelukkes, at Marine le Pen vinder det franske præsidentvalg til næste år, hvis centrum-højre og centrum-venstre ikke kan finde fælles fodslag imod hende. Marine le Pen har gjort det klart, at hun mener, at Frankrig bør forlade såvel EU som Nato.

Situationens alvor understreges af, at der i mange af medlemslandene er stigende nationalisme og fremmedfrygt. Det er tendenser, som bestemt ikke er begrænset til østeuropæiske lande som Ungarn og Polen. Vi ser dem også i for eksempel Frankrig, Holland og ja, Storbritannien. Stik imod EU-modstandernes påstande gennem mange år har EU styrket snarere end svækket nationalstaterne.

Baggrunden for dette meget fragmenterede EU er, at mens Vesteuropa tidligere kun havde én potentiel modstander, står Europa i dag over for en lang række udfordringer: terrorangreb overalt, sammenbrud i Mellemøsten, Putins provokationer i Ukraine, islamisternes fremmarch i Mellemøsten og Centralasien, et mere selvbevidst Kina, blodbadet i Syrien og klimaproblemerne. Det giver mere flimmer på radaren.

Det er ikke så underligt, at hovedpillerne i Vesten – EU og USA – sander til. I den situation udnytter Putins Rusland mulighederne for at spille på EU-landenes splittelse til egen fordel.

Svækkelsen af EU er selvforstærkende: Når først det bliver åbenlyst, at EU fumler og famler, når det gælder løsningen af vor tids problemer, vil flere og flere vende Unionen ryggen. Det kan blive begyndelsen til enden på EU-samarbejdet, som vi har kendt det.

Også den anden pille i det vestlige samarbejde vakler: USA ser i stigende grad mod Øst. Mod Kina, der både ses som en vigtig økonomisk partner og som en sikkerhedspolitisk udfordring, ikke mindst i det sydkinesiske hav.

Tendensen til et mere indadvendt USA, der fokuserer på snæver varetagelse af amerikanske interesser, vil i alle tilfælde fortsætte og blive styrket, hvis Donald Trump er USA’s næste præsident. Trump har selv understreget, at omkostningerne ved USA’s alliancer er nemmere at få øje på end fordelene. Med stagnerende lønninger og en svækket rolle for USA i verden er der stadig flere amerikanere, der ser USA som et offer for globaliseringen – det er blandt andet den bølge, Trump rider på.

Der er langt mellem snapsene, når Trump melder ud, men lige når det gælder hans kritik af Europa for ikke at tage ansvar, har han en pointe: Forsvarsbudgetterne i mange af de europæiske medlemslande er i nærmest frit fald. Kun en håndfuld lande opfylder målet om forsvarsudgifter på to procent af BNP. En præsident Trump vil ikke være parat til at udfylde hullerne i Europas forsvar.

For os i Europa og i Danmark er der kun ét at gøre i den aktuelle situation: at styrke de internationale organisationer, vi er en del af. Det er kun i et tæt forpligtende samarbejde, at vi – måske – kan håndtere tidens udfordringer. Først og fremmest skal vi styrke Nato og EU. I begge organisationer er der masser af plads til forbedringer, når det gælder Danmarks deltagelse.

Med en let omskrivning af et velkendt John F. Kennedy-citat skal vi ikke alene fokusere på, hvad vi kan få ud af alliancerne, men snarere spørge, hvorledes vi kan være med til at fremme såvel det europæiske som transatlantiske samarbejde. I sidste instans vil det også mere end noget andet være til gavn for dansk sikkerhed, økonomi og velfærd.

Erik Boeler en dansk politolog, tidligere højskoleforstander og tidligere landsformand i Den Danske Europabevægelse