Afkoloniseringen af vestlige museer er i gang. I sidste uge annoncerede Canadas British Columbia Royal Museum, at det gradvist vil lukke museets udstilling om oprindelige folk, med fuld lukning i januar 2022, efterfulgt af en periode med bestræbelser på at afkolonisere udstillingen.
Museets administrerende direktør, Daniel Muzyka, siger til det canadiske nyhedsmedie CBC :
”At lukke udstillingerne vil indebære dialog med oprindelige folk og første nationer for på passende vis at repatriere og bevare visse genstande.”
Daniel Muzyka forventer, at dette til gengæld vil ”indebære en hel del konsultation, opbygning af nye fortællinger omkring den levede oplevelse, som fortalt af de oprindelige folk selv, ikke gennem en historisk eller kolonial linse”.
Nyheden er blot endnu et led i en vedvarende global værdidebat om museer, erindringshistorie og kolonifortid. En betydelig del af udstillede kulturgenstande i vestlige museer er nemlig erhvervet af kolonimagterne under kolonitiden, og i mange tilfælde er det sket uretmæssigt eller i hvert fald på yderst tvivlsom vis. Mange museer gør i øjeblikket forsøg på at afkolonisere deres rum ved at anerkende den koloniale fortid, der bragte de udstillede ting der i første omgang. Men kan og bør man overhovedet udstille sådanne objekter i dag? Skal de ikke snarere leveres tilbage til oprindelseslandene?
Ikke uden grund har debatten ofte haft Afrika som omdrejningspunkt, for det skønnes, at 90 procent af verdensdelens kulturarv befinder sig uden for kontinentet. Debatten har fyldt mindre herhjemme, men i foråret skabte det trods alt debat, da Statens Museum for Kunst udstillede to Benin-bronzer, som briterne tog med sig hjem fra plyndringer i Nigeria i 1897.
I de seneste år synes et afgørende holdningsskifte at have fundet sted blandt de tidligere kolonimagter. I 2018 udkom i Frankrig den såkaldte Sarr-Savoy rapport, som anbefalede en omfattende tilbagelevering af afrikanske kulturgenstande, såfremt oprindelseslandene måtte ønske det. Med udgangspunkt i rapporten lovede præsident Macron ved flere lejligheder, at han ville give Frankrigs museer fem år til at levere afrikansk kunst tilbage til oprindelseslandene.
Sidst i oktober kunne blandt andet amerikanske The New York Times så berette fra Paris, at ”stjålne kulturskatte nu begynder en lang rejse hjem fra Frankrig. Mere end et århundrede efter at franske kolonitropper ransagede et vestafrikansk kongeslot og plyndrede dets skatte, har Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, nu begyndt den formelle overførsel af 26 af disse artefakter til Benin i den første storstilede restitutionshandling til Afrika af en tidligere europæisk kolonimagt”.
Samme medie kunne fra den symbolske ceremoni i Paris citere en tale fra Bénédicte Savoy, medforfatter til ovennævnte rapport:
”Ligesom der var et før og efter Berlinmurens fald, vil der være en før og efter tilbageleveringen til Benin af de værker, der blev plyndret af den franske hær i 1892. Europas arrogance over for afrikaneres legitime ønske om at genskabe forbindelsen til deres arv er nu fortid.”
Men er det nok? ”Frankrig ved udmærket godt, at 26 genstande ikke repræsenterer alle vores krav,” som Benins kulturminister, Jean-Michel Abimbola, udtaler til den franske avis Le Monde .
Det månedlige britisk-amerikanske magasin The Art Newspaper beretter endvidere, at præsident Patrice Talon fra Benin har udtalt til diverse lokale medier, at han ”langt fra er tilfreds”, og at han forventer en ”total tilbagelevering” af kulturgenstande.
Men det skal man næppe forvente. Som senegalesiske Felwine Sarr, den anden medforfatter til ovennævnte rapport, tidligere har udtalt til The New York Times:
”Den franske regering stræber efter en mellemvej, en blanding af restitution og fortsat cirkulation. Fra et historisk synspunkt er det et tilbagetog.”
Konservative kritikere i både England, Frankrig og Tyskland frygter derimod, at hele idéen om tilbagelevering vil tømme vestlige museer for indhold.
Selvom genstandene gennem kolonitiden er havnet i Berlin, Paris, København og London, er de nu trods alt tilgængelige for alle, og derfor skal idéen om det ”universelle museum” forsvares.
I et radiointerview med canadiske CBC giver den nigerianske kunstprofessor Chika Okeke-Agulu ikke meget for det argument:
”Når folk sidder i Europa og Amerika og taler om, hvordan deres museer sikrer disse tings adgang til verden, taler de i virkeligheden om adgang til folk fra Europa og USA og måske fra nogle af de rige asiatiske lande. Folk fra det afrikanske kontinent har sjældent realistisk mulighed for at tage til Europa for at se disse genstande. De vestlige lande har råd til at sige: Vi har samlet verdens kulturgenstande. Jamen, så beholder vi dem for resten af verden.”
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.