Prøv avisen

Vi behøver viden om alkoholisme

Jeg har erfaringen. Både som aktiv alkoholiker og nu som ædru alkoholiker. Jeg har fået et fantastisk liv, efter at jeg for fem måneder siden gik i Minnesota-behandling, skriver Per Ørum Jørgensen. Foto: Kristian Juul Pedersen

Vi skal tage udganspunkt i, at alkoholisme ikke skyldes dårlig moral eller mangel på rygrad, skriver politiker og alkoholiker Per Ørum Jørgensen

Alkoholimse koster samfundet milliarder og er ekstremt ødelæggende for alkoholikeren og dennes familie.

Jeg har erfaringen. Både som aktiv alkoholiker og nu som ædru alkoholiker. Jeg har fået et fantastisk liv, efter at jeg for fem måneder siden gik i Minnesota-behandling for min sygdom på Behandlingscenter Tjele ved Viborg. Det er en hjertesag for mig, at endnu flere alkoholikere og deres familier kan få et lige så godt liv som jeg.

Jeg ser to forudsætninger, der skal være opfyldt, før vi i Danmark får en effektiv behandling, der virker.

For det første skal vi som samfund tage udgangspunkt i, at alkoholisme ikke skyldes dårlig moral eller mangel på rygrad, men at det grundlæggende er en livstruende sygdom, der kræver den rette behandling.

Den anden forudsætning er mere viden om alkoholisme.

Jeg delte som mange andre den opfattelse, at en alkoholiker er drankeren på bænken i parken, men faktum er, at 98 procent af alkoholikerne har taget bænken med op i dagligstuen.

I over 50 år har WHO anerkendt alkoholisme som en sygdom. Men her i Danmark i år 2010 er vi kun 3000-4000 alkoholikere, der får en behandling, som virker. Mange praktiserende læger udskriver antabus i stor stil. Antabus kan have en vis effekt, men kun mens behandlingen står på.

Da jeg var i behandling, opdagede jeg til min lettelse, at reaktionsmønstrene hos mine medpatienter var de samme. Man er ramt af et selvbedrag, og man skal ramme sin personlige bund, før man erkender, at man er alkoholiker.

En erkendelse er en forudsætning for, at man er klar til at modtage behandling, ellers fortsætter selvbedraget med uformindsket styrke igen. Behandling af alkoholisme er i høj grad en mental proces med erkendelse af, at man er magtesløs over for alkohol, uagtet hvor meget selvkontrol man indeholder.

Vi er cirka 500.000 alkoholikere i Danmark ifølge WHO, men kun få lærer at leve med sygdommen. Så længe vores behandlersystem ikke anerkender alkoholisme som en sygdom, så kommer vi ikke videre.

Alkoholikere drikker ikke på grund af stress, problemer med mere. De drikker, fordi de er alkoholikere. Målet må være at få så mange i behandling som muligt, og jeg tror, et redskab, der kunne give mening, ville være at give et skattefradrag til private for alkoholbehandling. Det er en af de ting, jeg som kristendemokrat vil arbejde for i Folketinget.

Jeg blev taget for spritkørsel for fem måneder siden. Siden er jeg mere eller mindre dagligt blevet lagt for had eller hånet i debatindlæg, artikler og selv blandt lederskribenter. Der er mange, der ikke finder mig egnet til at sidde i Folketinget. Det kan jeg kun takke mig selv for. Men jeg kan ikke ændre fortiden. Det, jeg kan gøre, er at tage hånd om min situation og gøre noget ved mit problem.

Jeg har fra starten været meget åben omkring min sygdom. Det er ikke den letteste vej at gå. Det kan jeg garantere for. Men det er ikke altid, at den letteste vej er den rigtige. Jeg har konkret oplevet, at der er mennesker, der er gået i behandling på grund af min åbenhed, og så er der pludselig mening med galskaben.

Jeg håber, at vi i Danmark bliver klogere på sygdommen alkoholisme, så vi forstår, hvad det er, der ligger til grund for kontroltab, black-out, skyld og skam, som er en del af alkoholikerens liv.

Jeg håber, at endnu flere alkoholikere som jeg kommer godt ud på den anden side og får et godt liv.

Jeg er taknemmelig.

Per Ørum Jørgensen er medlem af af Folketinget og politisk ordfører for Kristendemokraterne