Dette debatindlæg er skrevet af Kate Runge er formand for Ældrerådet i Aarhus Kommune, tidligere Venstre-politiker (byråd og regionsråd) og tidligere embedslæge.
Folketingspolitikeren Ellen Thrane Nørby (V) går ind for aktiv dødshjælp. Bør man ikke som medlem af Danmarks lovgivende forsamling, Folketinget, kende lovene om det emne, man udtaler sig om? Når vi hører så meget om, at man i udlandet ønsker aktiv dødshjælp, skyldes det, at deres lovgivning slet ikke er som den danske.
Livet kan få sin afslutning på værdig vis uden at anvende aktiv dødshjælp. Når mange danskere går ind herfor, må det skyldes manglende kendskab til loven. Det er kun godt, at debatten om dødshjælp tages op i medierne, for det kan forhåbentlig få flere til at se, at den nuværende lovgivning er god nok og med så vide rammer for selvbestemmelse, at aktiv dødshjælp er unødvendig.
De fleste ældre eller syge mennesker er helt klar over, hvor det bærer hen, når livets afslutning nærmer sig. De fleste vil, når behandling ikke længere nytter eller ønskes, helst dø hjemme i tryghed sammen med deres nærmeste i vante omgivelser, som de er fortrolige med. Alligevel dør de fleste mennesker på sygehus.
Den seneste menneskealders medicinsk-teknologiske fremskridt har næsten fået os til at tro, at vi kan leve evigt, hvis vi får den nyeste og mest effektive behandling. Derfor bliver forværringer i sygdommen ensbetydende med øjeblikkelig indlæggelse, så der kan gives behandling, uanset om der er udsigt til nytte af behandlingen eller ej.
Teknikken er med stor hastighed sejlet foran os, så vi først er blevet opmærksomme på de etiske udfordringer, når kølvandet har lagt sig. Med de behandlingsmuligheder, som lægerne har i dag for at holde liv i patienter, har der været en stigende opmærksomhed på, hvor langt det er rimeligt at gå.
Det første organiserede udtryk for dette var foreningen Mit Livstestamente. Den frabad sig livsforlængende behandling og kæmpede i mange år for at få lovfæstet, at læger skal respektere et tidligere tilkendegivet ønske fra patienten om ikke at påbegynde behandling eller at ophøre med behandling i situationer, hvor al behandling er udsigtsløs. I 1992 blev livstestamentet indføjet i lovteksten. Landsforeningen havde derved fuldført sit arbejde og er nu nedlagt.
Foreningen En værdig død er et andet tegn på oprør mod denne urimelige holden i live. Foreningen går ind for aktiv dødshjælp, hvor man hjælper et menneske med at dø. Det kan være et dybt ulykkeligt menneske, som ikke kan se nogen anden udvej end døden, når livet er ubærligt og uudholdeligt. Det er ikke den pågældende selv, der udfører handlingen, men en anden person, som udfører drabet, medlidenhedsdrabet.
Ja, vi bestemmer selv! Ofte spørger jeg mig selv, hvor mange der egentlig ved, at lovgivningen giver os som patienter mulighed for at bestemme over vores eget liv. I sundhedsloven er der et helt kapitel om patienters retsstilling, og her står blandt andet, at ”ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, og patienten kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit samtykke”. Det er altså patienten og ikke lægen eller plejepersonalet, der kan bestemme, hvad der skal ske: behandling, indlæggelse eller ingenting.
Patienter har i dagens Danmark selvbestemmelse, også når det handler om almindelig og ikke-livsforlængende behandling. Er patienten ikke selv i stand til at tage stilling, er det nærmeste pårørende eller en udpeget værge, som træffer beslutningen. Patienten kan også have skrevet et livstestamente.
Men der må under ingen omstændigheder udøves tvang, så hvis patienten protesterer, skal modstanden respekteres. Det gælder også for mennesker med demens. Sundhedsstyrelsen skriver i vejledningen om information og samtykke om de varigt inhabile, og hertil hører mennesker med demens: ”Det skal understreges, at hvis en patient i ord eller handling tilkendegiver, at vedkommende ikke vil behandles, er der, uagtet samtykke fra værge eller pårørende, ikke hjemmel til at gennemføre behandlingen med tvang”.
Jeg kan forstå dem, som er bekymrede over, at døende mennesker med svære smerter ikke må få hjælp til at dø. Men også her er der hjælp at hente i sundhedsloven, hvor der står, at ”en uafvendeligt døende patient kan modtage de smertestillende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet”.
For mig er der ingen tvivl. Aktiv dødshjælp skal ikke lovliggøres. Det er en glidebane til, at skrøbelige mennesker enten med svære fysiske lidelser, med svære handicaps, med psykiske lidelser, som oplever sig selv til besvær for omgivelserne, indirekte vil blive opfordret til at dø. Så er de ikke til besvær for andre, familie, venner og plejepersonale.