For noget tid siden samlede jeg helt tilfældigt en bog op om en af First Nation-stammerne på prærien, og siden har jeg ikke sluppet bøger om First Nation-stammer. Jeg er nemlig fuldstændig grebet af deres krystalklare syn på verden.
På naturen, samhørigheden med den jord, de levede på, og levede af, bærrene på buskene, dyrene på prærien, vejret, solen og månen.
Alt dette havde en betydning for deres liv på jorden. De tog ikke noget, de ikke havde brug for, og de var oprigtigt ydmyge over for det, de fik. De betragtede det som gaver. Alt, inklusive dem selv, indgik i den samme cirkel, og de var ikke mere værd end den bison, de levede med og af. De så sig selv som en del af samme familie som jordens skabninger.
De arvede ikke jorden af deres forældre, de lånte den af deres børn. Det er simpelthen noget af det reneste, jeg nogensinde har læst, tror jeg.
Hvornår har du sidst takket det dyr, du spiser? Det tror jeg aldrig, jeg har gjort. Hvornår har du sidst stået i grøntafdelingen og sagt tak til jorden? Nej, vel. De dyr, vi slagter, de grøntsager, vi driver frem af jorden, alt det, det er der jo bare. Vi er her bare, og vi forbruger bare. For mig er det som at få fjernet et slør for øjnene at læse om det natursyn. Nu forstår jeg, at vi mennesker ikke begriber den klima- og biodiversitetskrise, vi er i, før vi får en stærkere kontakt til naturen igen.
Indtil da vil de to kriser være noget, vi godt kan se er et problem, men som vi ikke forstår det fulde omfang af. For vi har ikke forstået, at det hele hænger sammen, og at ressourcerne ikke er vores, vi har ikke arvet dem, vi har lånt af dem, der kommer efter os. Så hvad gør vi? Jeg tror på, at vi skal skabe, ikke en større forståelse, men en dybere forbindelse til naturen.
I Bibelen står der, at Gud beder os om at herske over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden, men det er jo et forkert udgangspunkt. For vi kan ikke herske over en flok, vi selv er en del af. Og vi er naturen. Og hver gang vi tager noget fra den, tager vi også fra os selv.
Der er en anekdote om den hvide mands møde med prærien, og den lyder noget i retning af:
”Den hvide mand kom og så på landet og sagde, hvad kan jeg tage fra det her land? Ikke, hvad kan jeg bruge.”
Vi skal lære os selv, og i høj grad vores børn, at være i naturen på en helt ny måde. Vi skal nyfortolke First Nation-naturrelationen, så vores børn kan få gavn af den. Den skal handle om at bruge sanserne, om bare at være og mærke, uden andet formål end at forbinde, fordybe og genskabe vores sansers evner, om at mærke hvordan det føles at ligge på den varme jord, at sidde med lukkede øjne i skoven, at betragte de vilde dyr som familie, at lytte til fuglenes sang, som om vi forstår den.
Vi skal ikke kun lære børnene om naturen, vi skal også lade dem være naturen. For vi er naturen. Først da redder vi os selv.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.