HVAD ER DET, DER ER SKET i hele den vestlige verden med hensyn til læseindlæring? Der er sket det, at vi foruden at afskaffe hele den krævende tone har afskaffet terperiet, diktaterne og den kedelige skriveundervisning. Det, som vi betegner som sort skole. Og vi ønsker det ikke tilbage.
Men sagen er jo den, at det nu er helt almindeligt, at man i de vestlige lande regner med 15-20 procent dårlige læsere. Men det sære er, at man i 1970erne som pæd.psych.-studerende kunne læse, at man regnede med to-tre procent ordblinde i samfundet.
LÆS OGSÅ: Forfatterkollektiv vil genoplive det håndskrevne brev
OG HVIS MAN ER gammel nok og dermed har erfaring med skoleklasser i 1960erne, så ved man, at det passer med erfaringerne. En gang imellem var der en, der ikke kunne lære at læse, men det var sjældent.
En del elever læste langsomt, men de læste grundigt og kunne finde frem til ordet. Og livet var sådan, at man i mange professioner klarede sig fint med det.
Men i dag er læseevnen nødvendig, og hvis man har svært ved det, tilbydes der ekstra læseundervisning også i 10. klasse. Men der opdager vi så, at det er svært at hjælpe dem. For selvom der læses ekstra meget, har det for lidt effekt.
Hvad er der galt? Store børn vil meget gerne lære at læse, for de har brug for det i en verden af evindelig skriftlig kommunikation. Så denne femtedel af en befolkning må vi altså sørge for kommer tilbage som en solid del af det danske folk, der kan blive det, de ønsker: tømrer, elektriker, frisør og meget mere.
Hvad siger forskerne? De siger, at vi skal være meget, meget grundige i starten. Men det er vi ikke. Vi har skabt en sjov og spændende skole, som de 80 procent af eleverne nyder godt af. Men de 20 procent har brug for en mere grundig læsestart, og det er mange tusinde hvert år.
En norsk forsker, H.J. Gjessing, udtaler, at funktionerne i starten skal indlæres 100 procent og ikke omtrentligt. Og forskeren D.H. Lawrence forklarer hvorfor. Det er sådan, at når vi ser på en kendt ting, reagerer vi mere på en forestilling om tingen end på tingen selv. Man har en tåget forestilling om helheden og ser ikke detaljer.
I dag kan et normalt begavet barn med skjulte visuelle vanskeligheder klare sig i lang tid med at have nogle tågede forestillinger om en masse kendte ord, som man kan gætte sig til ud fra meningen i de første enkle tekster. Dermed er grundigheden forsvundet, og hvis man er nået op i 3. klasse på den måde, slår det let klik. Ordene bliver længere, teksten mere kompliceret, og læreren opdager, at man er ordblind.
VI MÅ INDSE, at grundighed i indlæringen må tilbage i starten, og min påstand er, at der i skråskriften gemmer sig nogle muligheder, som vi hurtigst muligt må tage imod. Mange vil nok gyse ved tanken, fordi den skrift er tæt forbundet med sort skole.
Men det bånd kan man godt slippe, for arbejdet med skriften kan foregå på en særdeles kreativ måde. Man nåede i nogle få år, før man afskaffede den, at afprøve en anden måde at arbejde med den på. Man lod børnene synge alfabetsangen, så remsen sad på rygmarven, og derefter kunne de med to rækker bogstaver (de trykte og de skrevne) selv finde ud af at omkode fra trykt til skrevet.
Og det syntes børnene godt om. Ingen blandede sig i, hvordan det så ud, det var indlæring af bogstaver, det drejede sig om. Men hurtigt blev de selv interesseret og sammenlignede og skrev selv.
Det var børn, der mærkede deres egen betydning, og det gav arbejdsglæde og en tilfredshed, som var herlig. Og de blev fuldstændig fortrolige med de enkelte bogstavers kendetegn.
DET, SOM DE visuelt svage skal tilegne sig, er at blive bevidst om det, de ser. Hvis man har visuelle vanskeligheder, ser man måske ikke, at et h har en lille forlængelse af den lodrette streg, og det har n ikke.
Vi, der hører til de 80 procent, har svært ved at sætte os ind i det, og derfor har vi uden skrupler afskaffet skråskriften. Men tænker man efter, er det muligt at forstå, at det at skulle omkode et trykt b til et skrevet b bevirker, at man bliver bevidst om det, man ser.
Der er masser af bogstaver, der ligner hinanden, men skolelærere og ministre har ikke selv haft spor svært ved at se forskellene. Det har derimod omkring en femtedel af befolkningen.
Inger la Cour, cand.pæd.psych.,Kronprinsessegade 58 a 2. tv., København K