Prøv avisen
Mediekommentar

Sognepræst: Vi er alle konfirmander for vor Herre

Vel træder man ikke længere ind i de voksnes rækker i den forstand, at arbejdslivet begynder efter konfirmationen, men konfirmationen er ikke desto mindre en begivenhed af eksistentiel, familiær – og nå ja, materiel betydning, skriver sognepræst. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Konfirmanderne har forhåbentlig mange år tilbage, men når det kommer til stykket og evigheden, har et menneske aldrig andet tilbage end Gud, skriver sognepræst Jesper Bacher

I SINE ERINDRINGER fortæller H.C. Andersen, at han første gang i sit liv havde fået nye støvler op til sin konfirmation, som fandt sted den 18. april 1819 i Sankt Knuds Kirke, domkirken i Odense. Den unge H.C. Andersens glæde over støvlerne var ordentlig, men han frygtede, at ikke alle i kirken skulle se, at det var støvler, og trak derfor skafterne op over benklæderne. Støvlerne knirkede, og det frydede ham, at menigheden nu kunne høre, at støvlerne også var nye.

Men, som han videre skriver, ”min andagt var forstyrret, jeg følte det og havde tillige en gruelig samvittighedskval over, at mine tanke var lige så meget hos mine støvler, som hos den gode Gud: jeg bad ham ret i mit hjerte tilgive mig, og tænkte så igen på mine nye støvler”.

Næsten 200 år efter H.C. Andersens konfirmation har de fleste konfirmander sikkert fået nye støvler adskillige gange før konfirmationen, men ligesom dengang går deres tanker i mange retninger i forbindelse med konfirmationen.

DET VAR OGSÅ temaet for TV 2-programmet ”Mit livs konfirmation”, som ikke tilfældigt løber over skærmen, mens det trindt om land er højsæson for konfirmationer. Jeg har endnu til gode at møde nogen, som ikke husker deres konfirmation. Vel træder man ikke længere ind i de voksnes rækker i den forstand, at arbejdslivet begynder efter konfirmationen, men konfirmationen er ikke desto mindre en begivenhed af eksistentiel, familiær – og nå ja, materiel betydning. Dog har jeg også til gode at møde nogen, som stadig har deres konfirmationspenge i behold.

Man følger fem konfirmander fra forskellige miljøer og landsdele. I tirsdags var det Isak fra Helsingør, Mike fra Fyn og Cecilie fra nordjyske Standby. Har man bare lidt interesse for mennesker, og hvem kan sige sig fri for det, er det interessant at få kig i de andres liv.

Danmark er et lille land med en homogen befolkning, og dog er der en betragtelig mangfoldighed. Alle har en historie, og alle historier er del af den fælles menneskelige historie. Isak var en meget talende og reflekteret krøltop, som havde to mødre. Han holdt tale til dem begge ved konfirmationsfesten. Måske er det, fordi man selv er en far, men det er alligevel underligt med denne planlagte faderløshed.

Cecilies forældre var skilt, men hun glædede sig over, at forældrene kunne holde festen sammen. Cecilie blev i øvrigt konfirmeret i Metodistkirken i Strandby, hvor konfirmanderne selv skulle sætte ord på, hvad der var vigtigt for dem med efterfølgende klapsalver til de unge mennesker. Jeg håber også, de fik lov at aflægge en af kirkens gamle bekendelser. Vores egne ord er ikke nok.

Og så var der Mike, hvis far havde siddet i fængsel, men nu havde rettet sig og kunne være med til hans konfirmation. Da Mike skulle forklare, hvad tro er, sagde han: ”Troen, det er noget, man gør, når man ikke har andet tilbage.” Da var det rene ord for pengene. Konfirmanderne har forhåbentlig mange år tilbage, men når det kommer til stykket og evigheden, har et menneske aldrig andet tilbage end Gud. Tak til TV 2 for konfirmationsdokumentation!

Jesper Bacher er sognepræst.