Vi er blevet til her og nu-mennesker, der har glemt evigheden

Vi lever i hyper-nuet. Alt skal ske nu! Jo mere evighedsperspektivet kun er vores, desto mere tager vi magten og æren og evigheden fra Gud. Og for tiden sker det med skræmmende intensitet

”Alt skal potenseres, når liv og død ikke længere er forbundne, men ligefrem udelukker hinanden. Man kan ane dødsangsten pumpe og gispe på fitnesscentrene, i lægekonsultationerne og i de søvnløse nætters soveværelser,” skriver Iben Krogsdal i sin klumme. – Illustration: Rasmus Juul.
”Alt skal potenseres, når liv og død ikke længere er forbundne, men ligefrem udelukker hinanden. Man kan ane dødsangsten pumpe og gispe på fitnesscentrene, i lægekonsultationerne og i de søvnløse nætters soveværelser,” skriver Iben Krogsdal i sin klumme. – Illustration: Rasmus Juul. Illustration: Rasmus Juul

”Jeg nyder livet, mens jeg venter på evigheden,” siger en gammel ven. Han er blevet alene, og vi sidder i hans stue i eftermiddagssolen. Lyset flimrer i tapetet, og uret tikker på væggen. Rundt omkring os hænger minderne fra et langt liv. Jeg mærker hans alderdomsro strømme imod mig; det er, som om hans sindige måde at skænke kaffe på fortæller, at livet på stilfærdig vej mod afslutningen kan have sin egen fredfyldte skønhed.

På vej hjem tænker jeg på det næsten uddøde ord: himmellængsel. At man til langt op i 1800-tallet som noget selvfølgeligt havde et evighedsperspektiv på livet; at døden nok var virkelig, men samtidig en overgang. I senmiddelalderen gik rejsen til Himlen gennem skærsildens pinsler, men uanset hvad sluttede livet ikke med døden. Der var noget at håbe på, og i mange af vores ældre salmer synger vi endda om en verdensforsagende længsel efter paradiset.

I dag er talen om det evige liv næsten forstummet. Evighedens store bue omgiver ikke længere helt naturligt et menneskes liv – tværtimod har vi trukket evigheden ned fra himlen og placeret den midt i vores egen, korte livshistorie. Det er, som om alt skal ske fyldest inden for vores egen livstid. Hver dag skal have kvalitet, alle vores potentialer skal realiseres, og vores drømme skal leves ud, gerne til langt op i alderen. Dette liv er alt. Derefter kommer intet. I det antikke Rom skulle slaver angiveligt have haft til opgave at hviske i de romerske sejrherrers ører, når de kørte triumftog gennem byen: ”Husk, du skal dø.” I dag råber de toneangivende livsprofeter det stik modsatte: ”Husk, at du skal leve!”. For vi har kun én chance. Og uden for i gaderne blæser her og nu-menneskets evigt presserende spørgsmål i vinden: Får vi nu også i dag set det, vi ville? Får vi nu også i dag hørt vores melodi?

Det er døgnarbejde at skulle fylde evigheden selv. Alt skal potenseres, når liv og død ikke længere er forbundne, men ligefrem udelukker hinanden. Man kan ane dødsangsten pumpe og gispe på fitnesscentrene, i lægekonsultationerne og i de søvnløse nætters soveværelser.

Jeg kender selv alt for godt frygtens tunge puls inde bag smilet. Jeg kender den fra de svære perioder, hvor jeg mistede blikket for evigheden og fejlagtigt troede, at jeg selv skulle fylde og bære alt for altid, og hvor jeg ikke kunne. Det gjorde mig engang syg af angst. For hvis dette liv er det eneste, så bliver det ulykkelige liv jo for evigt tragisk. Så er der ingen oprejsning engang, og der er ingen anden retfærdighed end vores egen.

Uden evighedsperspektivet er der ingen himmel at skrige til, når livet gør allermest ondt. Der er kun et spejl på væggen og en verden at fylde selv, indtil sandheden om os en dag for evigt er sagt.

En modvægt til fortvivlelsen har i årtitusinder været, at der findes en evighed, der tager meningens og retfærdighedens tunge byrde fra os. At der er en mening, selvom vi ikke har den selv. At der er en retfærdighed, selvom vi ikke får den til at ske fyldest selv. I kristendommen er det tidens fylde, der åbner for opstandelse for alle dem, der døde, måske for tidligt eller for sent, alle dem, der led frygteligt, alle de ofre, vi ikke selv kunne rejse op igen.

Det koster, at menneskets medfødte fornemmelse for evigheden er blevet talt så meget ned i det lille, ensomme nu. Når verden stadig mere utålmodigt tordner: Lev! Lev!, og kræver retfærdighed: Nu! Nu!, er det tegn på, at vi i alt for høj grad lever, som om alt er op til os i hyper-nuet: alle rettergange, alle straffe, alle oprejsninger. Jo mere evighedsperspektivet kun er vores, jo mere tager vi magten og æren og evigheden fra Gud. Og for tiden sker det med skræmmende intensitet.

Det er derfor, det kan være så nådesfyldt og vigtigt at sidde i en solbadet stue hos et sagtmodigt, døende menneske, der på forunderlig vis er meget, meget levende. Og som med sin blotte ro og uden de store armbevægelser, og uden selv at vide det, forkynder: Det, vi er mest fælles om, er ikke livet. Det er heller ikke døden. Bare rolig. Det er evigheden.

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.