Prøv avisen
Etisk set

Vi er etisk forpligtede til at tage stilling til organdonation. Helst allerede i dag

Hvis ikke jeg er klar til efter døden at stille egne kropsdele til rådighed, må jeg accepterer at komme bagerst i køen til andres kropsdele, skriver medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein

I Danmark har vi en permanent mangel på organdonorer. I 2016 stod 466 personer på venteliste til et organ. De fleste ventede på en ny nyre, mens andre ventede på en lunge, en lever eller et hjerte. I 2016 døde 29 personer, mens de ventede på et organ.

Det er utroligt trist, at mennesker dør på venteliste. Det stiller et påtrængende spørgsmål: Bør vi gøre noget anderledes?

Derfor henvendte daværende sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) sig i slutningen af 2016 til Det Etiske Råd. Hun ville gerne vide, hvordan rådet forholdt sig til, om man burde indføre formodet samtykke i forbindelse med organdonation.

Formodet samtykke indebærer, at den afdøde automatisk betragtes som organdonor i det tilfælde, hvor personen i levende live ikke har taget stilling til, om han eller hun ønsker at være organdonor. Det adskiller sig fra det gældende informerede samtykke, hvor den afdøde eller de pårørende skal give samtykke, for at en donation er mulig.

Et flertal i Det Etiske Råd mente ikke, at vi bør indføre formodet samtykke. Jeg er enig. Men med det informerede samtykke følger etiske fordringer.

Lad mig uddybe.

Jeg mener, at vi mennesker ”ejer” vores egen krop. Også efter døden. Ejerskabet efter døden er helt at sammenligne med ejerskab af fast ejendom. Efter døden kan jeg testamentere mine ejendele. Og på samme måde har jeg ret til at disponere over, hvad der skal ske med min krop. Så langt så godt.

Dog har godt 80 procent af danskerne ikke benyttet sig af denne dispositionsret og tilmeldt sig Donorregistret. Hvad gør man, hvis folk ikke har taget stilling? Det var det spørgsmål, som Sophie Løhde stillede Det Etiske Råd.

Er man tilhænger af formodet samtykke, mener man, at den afdøde bør opfattes som organdonor, hvis personen ikke i levende live har taget stilling. Jeg er ikke enig. Det svarer til, at staten under hensyn til almenvellet får ret til at ekspropriere liget.

Jeg er tilhænger af informeret samtykke og mener, at de sædvanlige arveregler bør træde i kraft, hvis jeg ikke har taget stilling til, hvad der skal ske med min krop, efter jeg er død: Mine arvinger overtager ubetinget dispositionsretten.

Men for dem, som ikke har taget stilling, og dem, som har sagt nej til donation, opstår her et etisk dilemma. Hvis jeg (og mine arvinger) har fuld privat ejendomsret over min afdøde krop, så må hensynet gå begge veje. For hvad, når jeg selv står og mangler et organ? Kan jeg etisk forsvare på den ene side at kræve fuld ret over egen krop og samtidigt forvente, at jeg i levende live har uindskrænket adgang til andres kropsdele, skulle behovet opstå?

Vil jeg fastholde princippet om privat ejendomsret, må jeg være klar til at acceptere et ”noget for noget-princip”. Hvis ikke jeg er klar til efter døden at stille egne kropsdele til rådighed, må jeg acceptere at komme bagerst i køen til andres kropsdele.

Vi kommer derfor dog ikke uden om den etiske fordring, som påhviler os alle. Ønsker jeg adgang til andres kropsdele – skulle jeg være så uheldig, at behovet opstår – så må jeg give adgang til egne kropsdele.

Ifølge Sundhedsstyrelsens seneste holdningsundersøgelse, skyldes danskernes manglende stillingtagen til donation, at de ikke har taget sig sammen til at registrere deres valg (38 procent), at de synes, at det er ubehageligt at tænke på (38 procent) og at de gerne vil tale med deres pårørende først (24 procent).

Disse bekymringer er helt forståelige. Men af hensyn til de mange på venteliste til et nyt organ, og hvis man selv ønsker at modtage organer, bør man tage stilling til organdonation. Helst allerede i dag.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærdspolitisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.