Vi er holdt op med at komme hinanden ved

illustration: søren mosdal
Illustration: søren mosdal.

EN DAG på Rigshospitalet gik jeg ind i en elevator på 16. sal. Et par etager nede stod en mor med sin datter i en kørestol med en spastisk lammelse og ventede. Elevatoren var nærmest allerede fyldt, og alle håbede på, at moderen ville opgive at presse sig ind. Men hun insisterede på at komme med, og modvilligt rykkede vi sammen.

Jeg bemærkede et ubehag brede sig og kunne næsten høre folks tanker: ”Bare jeg ikke kommer for tæt på, bare denne mærkelige pige nu ikke kan finde på at gøre noget, bare hun ikke henvender sig til mig… bare hendes skæbne ikke smitter.”

Og tro mig, jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg har været der før. Jeg har selv tænkt sådan. Lige indtil jeg selv fik et barn, der var anderledes.

Moderen kiggede kærligt på sin datter, og på trods af datterens måske 11-12 år talte moderen til hende som til en baby. Mens hun talte, kæmpede hun for at give datteren overtøj på. Imens fik jeg øjenkontakt med pigen, bukkede mig ned og spurgte, velvidende at hun ikke selv var i stand til at svare: ”Hej, hvad hedder du?”. ”Frederikke,” svarede moderen overrasket. ”Vi har lige været til kontrol efter en stor operation, og det gik bare så godt, og nu skal vi hjem og hygge os.”

”Det må være en kæmpe lettelse,” svarede jeg. De andre i elevatoren kiggede nærmest chokeret på mig – hvorfor snakkede jeg dog med pigen og hendes mor? Hvorfor skal vi konfronteres med hende? Da vi nåede stueetagen, kunne folk ikke komme hurtigt nok ud. Jeg sagde farvel til pigen og så, at moderen havde en tåre i øjet. ”Tak for snakken,” sagde hun.

Scenen i elevatoren er et godt eksempel på, at vi er holdt op med at komme hinanden ved. Det er ikke nyt, at vi ikke taler sammen hverken i bussen eller på gaden, og at vi passer vores eget. Men folks reaktion på min snak med pigen i elevatoren fik mig til at tænke over, at vi har taget endnu et skridt i den gale retning, når vi tilmed kigger mærkeligt på dem, der alligevel blander sig i og interesserer sig for andres liv. Desværre er historien typisk og viser, at vi passer os selv i stedet for at ville fællesskabet.

Og dog, vi vil faktisk gerne fællesskabet, men kun med dem, der ligner os selv. De fællesskaber er ikke svære at indgå i – i modsætning til dem, der bringer os i kontakt med andres afmagt og vores egen rædsel for at blive som dem og selv stå i den situation. Som for eksempel den i elevatoren.

Elevatorpassagerernes væmmelse er egentlig utrolig, fordi afmagten jo netop kan binde os sammen. Men problemet er, at vi ikke ved, hvad vi skal stille op, når vi havner i en situation, vi ikke kan kontrollere. Og vi ved slet ikke, hvad vi skal gøre, når vi bliver mindet om vores egen skrøbelighed. Den, vi i det daglige så ivrigt prøver at flygte fra. Det samme sker, når vi for eksempel møder et menneske i sorg. Så ved vi heller ikke, hvad vi skal gøre eller sige, og så stikker vi af.

Sårbarheden og det, der er anderledes hos andre, minder os om det uperfekte hos os selv. Særligt i det øjeblik, vi involverer os. Det skete også for mig i elevatoren. I det øjeblik jeg talte til pigen, kom jeg i kontakt med min egen families skrøbelighed og med følelsen af, hvor vigtigt det er, at nogle vil mit barn – vil os.

Ægte fællesskab betyder, at vi bærer byrderne sammen. Jeg kan så meget – også have et handicappet barn – hvis bare jeg ikke bliver overset. Jeg vil ses. Ikke overses. Ikke negligeres.

Jeg tror, det var dét, moderen reagerede på i elevatoren. Hun blev set. For én gangs skyld. Og det må ske ret sjældent, når hun ligefrem bliver så berørt af det, at hun fælder en tåre. Det er vildt! Det burde være reglen frem for undtagelsen, at en mor i en så vanskelig situation føler sig set. Hvorfor er det overskudsmennesket – i elevatoren og i livet i almindelighed – der undviger fællesskabet?

Fordi jeg selv med mit handicappede barn er voldsomt konfronteret med afmagten, har jeg som noget naturligt reflekteret over, hvad der foregik i elevatoren. Men vi behøver ikke selv at have erfaret den form for afmagt for at kunne finde det overskud frem.

Vi snyder os selv, når vi løber fra afmagten, fordi der er så meget potentielt fællesskab i den, hvis vi tør blive stående.

Den dag, du selv står afmægtig – for det kommer du til – vil du også have brug for et fællesskab. Så med fare for at lyde som en gammel hippie: Lad os interessere os for hinanden, rykke sammen i elevatoren og ikke mindst i afmagten. Lad os ikke kun passe på os selv.

Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.