Flemming Møldrup: Vi er forpligtet og forbundet på kryds og tværs

Vi må ikke vende hverken det døve øre eller blinde øje til verden under coronakrisen, skriver tv-vært og forfatter Flemming Møldrup

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

Den amerikanske præsident siger, vi er i krig.

Vores egen statsminister siger, det er bedre at gøre for meget end at gøre for lidt.

Svenskerne beskylder vi for at gøre ingenting. De fleste gør, som de bliver bedt om, andre gør ikke, nogle mister deres job, andre deres livsværk, nogle bliver lidt syge, andre meget, nogle klare den, andre igen mister livet.

Alt er vendt op og ned. Alle mister noget til corona.

I skrivende stund tikker sms’erne ind til ”P1 Morgen”, hvor de har stillet danskerne spørgsmålet, om vi skal hjælpe italienerne, der har spurgt os om hjælp. Dig og mig. Mette og Magnus.

Først bad de EU om støtte, men ingen lande svarede Italien. Ikke engang Danmark. Så nu har italienerne henvendt sig direkte. Heldigvis var der overvejende positive sms’er fra danskere, der havde lyst til at blande sig. Selvfølgelig skal vi hjælpe, skrev de. Der var ovenikøbet en læge, der skrev ind og bad Danmark om at hjælpe ved at sende ham. Han var klar.

Og så var der selvfølgelig dem, der mente, at Italien måtte klare sig selv. Lad være med at hjælpe dem. Vi har intet at hjælpe med. Og vi skal ikke have mere smitte ind i landet, vi har ikke nok personale, maskiner, og alle mulige andre undskyldninger fra almindelige danskere med det store overblik over, hvad vi har at give af.

Tyskland har allerede været i Italien og hente et stort antal syge. Østrig har hentet fem. Italienerne er glade for al hjælp. Vi ville være det samme, hvis vi var i deres situation. Men det er vi ikke. Vi er Danmark, og her går det bedre, end vi turde håbe på.

Og så er vi alligevel lidt italienere. For vi er forbundet med dem på alle mulige og umulige måder. Hvem har ikke været i Italien og spise af deres vidunderlige mad og gå en tur i smukke Rom? Vi er i EU med dem. Vi lever i en tid, hvor vi er forpligtet og forbundet på kryds og tværs.

Kig på din T-shirt eller din skjorte. Sandsynligheden for, at du har noget tøj på, der er syet i Bangladesh eller Indien, er ret stor. Der slås de også med corona.

I Bangladesh har de sendt en million mennesker, der arbejder i tekstilindustrien, hjem uden løn. Det er en million af de måske dårligst betalte mennesker i verden.

De går hjem uden hjælpepakker, og de går hjem til familier med små og store børn, og de har intet at give dem. Hvordan mon det kommer til at gå, og hvem skal hjælpe dem?

I Indien kan det ende med at dreje sig om mange flere mennesker.

Og så er jeg slet ikke nået til flygtningene. Det er lige før, jeg ikke kan skrive det, for jeg er hårdt ramt af deres situation.

I Bangladesh (igen) bor der for eksempel over 850.000 rohingya-flygtninge i Cox’s Bazar, og de bor under så kummerlige forhold, at de ikke har en chance, hvis corona rammer dem.

Det samme i Moria-lejren, hvor vi huser 20.000 flygtninge, selvom vi i sin tid byggede en lejr til 3000. Bed til, at de også kommer nogenlunde igennem. Og så er der alle de andre lejre.

Hvad kan vi to så gøre? Vi kan fortælle vores ellers så handlende regering, at den ikke skal vende hverken det døve øre eller blinde øje til verden. Og så kan vi støtte de organisationer, der arbejder der, hvor ubærlige katastrofer lurer lige om hjørnet.

De har brug for os.

For husk på, at vi ikke er en ø, vi er et italiensk-kaffe-drikkende-spansk-skinke-spisende-vinterferie-i-thailand-billige-t-shirts-syet-i-bangladesh-koreansk-bil-kørende-amerikansk-fastfood-spisende-fransk-vin-drikkende-svensk-pop-musik-lyttende lille bitte land på toppen af Europa.

Tak til alle dem, der stiller op hver dag. Over hele verden.

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, radiovært og skuespiller Hassan Preisler og forfatter Dy Plambeck.