Indlægget er skrevet af Sven Burmester er forfatter og tidligere vicedirektør i Verdensbanken
JEG NÆRMER MIG DE 75 ÅR, og dermed har jeg arbejdet med udviklingsproblemer i 50 år. Som formand for International Student Center i København, for Danida som kemiprofessor i Peru, for Verdensbanken over alt i verden, for FN som leder af befolkningsprogrammet i Kina og Nordkorea, og de sidste 14 år som forfatter, debattør om udviklingsproblemer og gæsteprofessor med bopæl i Kina, Egypten, USA og Danmark.
Ganske imponerende, når jeg selv skal sige det. Så hvad har jeg lært? At en bæredygtig udvikling med dansk levestandard er mulig for alle på kloden, men næppe uden at reducere befolkningstallet og slet ikke, hvis vi fortsætter med at lægge milliarder til.
Vi var 3,3 milliarder, da jeg begyndte mit internationale arbejdsliv i 1965. Vi er blevet mere end dobbelt så mange med 7,3 milliarder i dag. Og vi fortsætter med at lægge 80 millioner til om året. Det svarer til et nyt Aarhus om dagen.
Allerede i 1972 gjorde den internationale tænketank Romklubben opmærksom på, at en milliard mennesker var grænsen for, hvad kloden kunne bære med en dansk levestandard, og at vi ville løbe tør for alverdens ressourcer inden år 2000. Befolkningsbegrænsning var en absolut nødvendighed.
Romklubben tog fejl. Dommedagsprofeter har det med at være for dramatiske, selvom de på langt sigt får ret. Så som årene gik, og stort set ingen af truslerne i klubbens rapport ”Grænser for vækst” blev til virkelighed, slappede det internationale samfund af på befolkningsområdet.
Profeternes fejltagelse er, at de bruger for kort en tidshorisont, og at deres forudsigelser udtrykkes som visheder i stedet for som sandsynligheder. Situationen svarer til muligheden for, at parcelhuset brænder ned. Det er sandsynligt nok til, at de fleste af os køber en forsikring.
På befolkningsområdet bliver det mere og mere sandsynligt, at kloden ikke kan klare flere mennesker uden klimaforandring, miljøødelæggelse, fattigdom og vandmangel som katastrofale konsekvenser. Den mulige forsikring er at nedsætte befolkningstallet.
Jeg sad nedslået ved befolkningskonferencen i Kairo i 1994, hvor det blev vedtaget, at det var en menneskeret at få så mange børn, som man havde lyst til, og at der ikke var grund til, at lande skulle sætte mål for størrelsen af en bæredygtig befolkning.
Hvordan kunne det gå til? For det første, fordi udviklingen siden 1965 faktisk på et par fundamentale områder havde været en succes. Den forventede levealder var steget med over 10 år, og folk var blevet rigere mange steder i verden. Og når folk bliver rigere, får de færre børn. Så befolkningsproblemet ville klares af sig selv, hvis blot den økonomiske vækst var hurtig nok.
For det andet, fordi Kinas hårde etbarnspolitik med aborter og steriliseringer var skræmmende. At Kina dermed fik den økonomiske udvikling, som alle udviklingslande ønskede sig, blev glemt i farten.
For det tredje, fordi vores stadig mere produktive teknologi tvang dommedagsprofeterne til at revidere tallene for bæredygtighed opad. De er i dag på tre milliarder med dansk levestandard. Men altså langt fra de 7,3 milliarder, vi faktisk er.
For det fjerde, fordi paven og de amerikanske evangelister ikke vil gå med til børnebegrænsning.
Så konferencen konkluderede, at fortsat vækst i befolkningen kunne klares med den rette økonomiske politik og lidt mere u-landshjælp. Der var deltagere, som gjorde opmærksom på mørke skyer i horisonten: klimaforandring, miljøoverlast, vandmangel og folkevandring. Og på at de problemer i høj grad var forårsaget af befolkningstilvæksten. De var symptomer på det egentlige problem: at vi er for mange på kloden.
DET BLEV KUN TIL, at konferencens handlingsprogram bemærkede, at moderne prævention skulle være til rådighed for alle. Det skal dog retfærdigvis nævnes, at konferencen under mottoet ”reproduktiv sundhed” havde mange udmærkede målsætninger. Ligestilling for kvinder, folkeskoleundervisning for alle, formindskelse af børne- og mødredødelighed, forbud mod omskæring af piger. De havde blot lidet at gøre med det afgørende problem: at i den uge, konferencen varede, var verdens befolkning ubønhørligt steget med halvanden million.
Men er det ikke en menneskeret at få så mange børn, man har lyst til? Jeg mener, det er en menneskeret at få to børn. Men ikke tre eller flere. I stedet for belønning i form af børnepenge, kunne man gøre det modsatte og forøge skatten, når det tredje barn ankommer. Eller de forældre, der gerne vil have tre, kunne adoptere fra de fattige lande.
Tænk på, at vi godtager den slags begrænsninger på mange af livets områder. Det er en menneskeret at køre bil, men ikke med over 130 kilometer i timen på danske motorveje. Det er en menneskeret at ryge, men ikke hvor som helst. Civiliserede samfund sætter grænser, og borgerne respekterer dem.
Jeg forestiller mig Danmark som et foregangsland på befolkningsområdet. Det kan gøres nænsomt.
Danske kvinders fertilitetsrate er allerede under de 2,1 barn i gennemsnit, der på sigt formindsker antallet af danskere. Vi kunne sætte som mål, at vi højst vil være fem millioner indbyggere. Og at vi vil nå det mål gennem passende skatte- og indvandringspolitik.
Vi kunne forklare verden vores idé om befolkningsbegrænsning, når FN's Generalforsamling til efteråret under dansk formandskab fastsætter udviklingsmålene for 2030. Og måske ligefrem overbevise paven om, at han i sit kommende hyrdebrev om fattigdom bør fortælle sin menighed, at de kun må få to børn. Det kan lade sig gøre at begrænse befolkningstallet. Og det er tvingende nødvendigt.