Vi er truet af andet end krig. Derfor handler sikkerhed om meget mere end militær oprustning

Ny udenrigs- og sikkerhedsstrategi skal også forholde sig til klimaforandringer og øget ulighed, skriver civilsamfunds- og udviklingsorganisationer i fælles kronik

Tørkerelaterede klimaændringer er sammen med fattigdom og sult en sikker opskrift på øgede flygtningestrømme, som militær bevogtning af Europa ikke vil kunne forhindre, pointerer kronikørerne. Genrefoto. Foto: Jihed Abidellaoui/Reuters/Ritzau Scanpix.
Tørkerelaterede klimaændringer er sammen med fattigdom og sult en sikker opskrift på øgede flygtningestrømme, som militær bevogtning af Europa ikke vil kunne forhindre, pointerer kronikørerne. Genrefoto. Foto: Jihed Abidellaoui/Reuters/Ritzau Scanpix.

For første gang i en generation oplever mange danskere, at krig og dens rædsler er kommet helt tæt på. Selvom lyden fra bombardementerne og lugten fra de nedbrændte huse i Ukraine er langt væk, er Putins angreb på europæisk jord rykket helt ind i hjertet af den politiske debat. Derfor er det naturligt, at den danske sikkerheds- og udenrigspolitik handler meget om truslen fra øst og vores egne nære tryghedsinteresser.

Men som blandt andet professor Mikkel Vedby Rasmussen har peget på, skal Danmark også være i stand til at navigere i en verden, hvor krigen i Ukraine ikke er det altoverskyggende tema.

Vi er truet af andet end krig. Klimaforandringer og naturødelæggelse er sammen med ekstrem ulighed og fattigdom mindst lige så skræmmende sikkerhedstrusler. Ikke kun i en fjern fremtid. Vi ser konsekvenserne her og nu.

Det er derfor vigtigt, at en dansk udenrigs- og sikkerhedsstrategi forholder sig til alle de kriser, der truer os, og i særdeleshed hvordan vi bekæmper de bagvedliggende årsager til konflikter. Krig og migration er ofte tæt forbundet med fattigdom, klimaproblemer, undertrykkelse og ulige fordeling af ressourcer, der gør det svært for folk at se en fremtid for sig selv og deres familier.

Vi skal hjælpe Ukraine, men hvis et ensidigt fokus på militær oprustning medfører, at andre sikkerhedsopgaver nedprioriteres, øger vi ikke sikkerheden. Måske tværtimod.

Som et lille land er vores selvstændige militære og økonomiske magt på den internationale scene forsvindende lille. Vi er derimod afhængige af, at verdens lande i fællesskab håndterer de kriser, der truer os alle. Det betyder også, at vi skal gå foran og præge de regelsæt og normer, som sætter rammerne for de globale samarbejder, vi selv deltager i.

Den danske og de andre europæiske regeringer er voldsomt optagede af at mindske strømmen af flygtninge og migranter til Europa, men tørkerelaterede klimaændringer er sammen med fattigdom og sult en sikker opskrift på øgede flygtningestrømme af et omfang, som militær bevogtning af Europa ikke vil kunne forhindre.

Derfor forudsætter en sikkerhedsstrategi en samlet prioritering og ikke kun et snævert fokus på mulige militære indsatser. Vi skal tænke bæredygtigt, bredt og langsigtet. Og vi skal forebygge konflikter ved at bekæmpe klimaforandringer, fattigdom og undertrykkelse samt understøtte de bevægelser, der kæmper for menneskerettigheder, klimaretfærdighed og kønsligestilling.

Både stats- og udenrigsministeren har talt om behovet for et øget fokus på Afrika, men det afrikanske kontinent har i stedet oplevet tilbageslag som konsekvens af krigen i Ukraine, både fordi inflationen er vokset dramatisk, og fordi Vestens økonomiske indsatser i Afrika samtidig er skåret voldsomt ned.

Udgifterne til direkte bistand til Ukraine og til modtagelse af ukrainske flygtninge var i 2022 lige så store som den samlede vestlige bistand til hele det afrikanske kontinent med en milliardbefolkning. Store dele af støtten til Ukraine blev finansieret ved at omdirigere penge fra Afrika til Ukraine.

I en polariseret verden efterspørger mange afrikanske lande partnere, der kan støtte dem i de mange udfordringer, de oplever. Her kan Danmark og de nordiske lande tilbyde en ligeværdig støtte. Vi kan tage medansvar for den klimakrise, de rige lande har skabt, og være med til at fremme udviklingsmodeller, der understøtter mere lige og retfærdige samfund med respekt for menneskerettighederne.

Men afrikanske lande oplever i stedet, at mange vestlige lande har dobbelte standarder for, hvad de kræver af de afrikanske lande, og at partnerskabet mest handler om at holde migranter væk fra Europa og om at udvinde naturressourcer.

Det er givetvis også forklaringen på, at mange afrikanske lande har tøvet med at fordømme den russiske aggression i Ukraine. Afrikanske statsledere har haft svært ved at mærke Vestens solidaritet, når det kom til klimakatastrofer, flygtningestrømme, coronavacciner og gældsbyrder, og de forsøger nu at navigere i en ny verdensorden, hvor vi, Europa og USA, ikke længere kan diktere spillereglerne.

Danmark er et lille land, og der er grænser for, hvad vi kan gøre alene. Men Danmark har i FN og i det globale syd haft en status som et land, man kunne regne med. Det har gjaldt både i økonomisk samarbejde på statsligt niveau, i fælles internationale indsatser og i et mellemfolkeligt engagement, som også har handlet om at styrke demokrati og uafhængige civilsamfund.

Ofte har støtte til lokale civilsamfund været en frontlinjeindsats, der har givet platform for et senere langsigtet og omfattende engagement.

Sydafrika er et stærkt eksempel. Da de fleste vestlige regeringer fortsat blåstemplede apartheid-regimet i Sydafrika, byggede civilsamfundsorganisationer fra især Danmark og Norden et tæt samarbejde med den afrikanske frihedsbevægelse. 30 år efter apartheids fald kunne den danske statsminister i sin nytårstale fremhæve den danske indsats, men engagementet kom nedefra, ikke oppefra. 

I dag er Danmarks status som et internationalt foregangsland markant svækket. Der er skåret voldsomt ned på Danmarks bistand og andre indsatser. Men ikke nok med det. Også udenrigstjenesten, diplomatiet, er der skåret i, og Danmark er til stede i færre lande end tidligere.

Mens de globale militærudgifter stiger voldsomt, er den globale udviklingsbistand kun halvvejs mod FN-målsætningerne, og løftet om klimabistand til udviklingslandene, også givet af Danmark, er stadig ikke indfriet.

Der er lande, der har brug for os og vores indsatser. Men vi har også brug for dem. 

Derfor skal vi bevare og styrke en sikkerhedsstruktur, som gør det muligt at forhandle og handle globalt – også mens krige står på. Og vi skal samtidig være med til at finansiere de nødvendige indsatser.

I dag sætter en meget lille del af verdens migranter og flygtninge kurs mod lande langt fra deres fødested, men det vil ændre sig, hvis større og større områder bliver gjort ubeboelige af udpining af jorden, afskovning og klimaforandringer. Kombinationen af akut sult og fattigdom og en fremtid uden håb og muligheder kan tvinge millioner af mennesker ud på meget længere vandringer.

Det er derfor også en vigtig del af den samlede sikkerhedsudfordring. Vi bliver nødt til at se sikkerhedspolitikken som en sum af de samlede indsatser hele kloden rundt. 

Det handler blandt andet om de rigtige økonomiske prioriteringer, hvor man ikke lader verdens fattigste betale vores civile og militære bistand til Ukraine. Og hvor man ikke tillader, at uligheden vokser, eller at en lille elite tjener ufattelige formuer på millioners tragedier.

Men det handler også om diplomati og civilsamfundssamarbejde. Om grønt diplomati, om fredsopbygning og konfliktforebyggelse, om mellemfolkelige indsatser funderet i civilsamfundet, om menneskerettigheder og demokrati. Ikke fordi vi kan afsætte autoritære ledere, men fordi vi skal være med til at give mennesker håb og muligheder lokalt – vel at mærke i ligeværdige partnerskaber, hvor vi er med til at opbygge civilsamfund, der kan drive udviklingen mod mere robuste, retfærdige, ligestillede og stabile samfund.

Danmark kan aldrig blive mere end en brik i det store puslespil, men vi har været og kan igen blive en meget vigtig brik. Danmark er et land, som trods sin lidenhed har mere overskud og flere muligheder end de fleste for at gøre en positiv forskel. Det skal Danmarks udenrigs- og sikkerhedsstrategi afspejle.

Lars Koch er generalsekretær i Oxfam Ibis. Tim Whyte er generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke. Majbritt Berlau er generalsekretær i Sex og Samfund. Rasmus Stuhr Jakobsen er generalsekretær i Care Danmark. Lise Johansen er direktør for Kvinderådet. Mette Müller Kristensen er direktør i Globalt Fokus. Mads Klæstrup Kristensen er direktør i SOS Børnebyerne. Jeef Bech er sekretariatsleder i Cisu. Jakob Kronik er leder af International Afdeling hos Verdens Skove.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.