Verden over har vi mennesker udviklet et arrogant forhold til dyrene og til naturen i øvrigt. Resultatet er som bekendt svindende biodiversitet og en tilspidsende klimakrise. I den vestlige verden har man kunnet læne sig op ad den kristne traditions bibelsk autoriserede opfattelse af, at dyrene er til som tjenere for mennesket. Ikke blot bliver de uhæmmet brugt som fødekilde, men de lægger også krop til læder- og pelsvarer, til laboratorieforsøg og alt muligt andet.
Når der tænkes på dyrenes velfærd, for det gør der jo dog i dag, så sker det typisk ud fra den forudsætning, at vi har et ubestridt herredømme over dem. Det er denne indgroede opfattelse af et naturligt, om ikke gudgivet, herredømme, der er et problem.
Det er den samme holdning, der ligger til grund for den godhjertede inddragelse af kæledyr i hjemmet. Som regel får de et godt liv hos deres humane ejere; det er der ikke noget i vejen med, men bag ved det hele mangler en grundlæggende respekt for dyrene som fuldgyldige væsner.
Dyrerettighedsforkæmpere har længe råbt op om, at dyrene har samme ret som vi til at leve et liv i frihed. Men ”ret” er jo et begreb, der hører den menneskelige verden til. Vi anskuer dyrene på vore egne præmisser. Selv har de ingen stemme. De er umælende og derfor nemme at betragte som væsner af anden rang, uanset om vi vil drage omsorg for dem eller udnytte dem til egen fordel.
Sådan har det ikke altid været, og sådan er det ikke alle steder på kloden. I stammesamfund tilbedes dyrene ofte som brødre og søstre. Antropologer kan berette om, at dyrene i forskellige kulturer betragtes som væsner, der bag ved deres anderledes ydre er ligesom mennesket selv. Vi kalder det animisme, og betegnelsen dækker over en forestilling om, at verden er besjælet, at naturen udgør en sammenhæng, hvor balance og gensidig afhængighed mellem forskellige livsvæsner er et helligt princip.
Man skal dog ikke forestille sig et idyllisk forhold mellem mennesker og dyr i den forbindelse. De offerritualer, som forskellige dyr må stå model til, er ofte uhyrligt barske. Også her demonstrerer mennesket dets overlegne magt, men det sker grundlæggende ud fra en anerkendelse af dyret som et væsen, der bør æres. Dyrene kan også optræde som inkarnationer af forfædre, ja, endog som manifestationer af guder eller guddommelige kræfter. Det ene folkeslag efter det andet giver udtryk for det samme: Dyrenes verden åbner for en dybdedimension i livet selv.
På den ene side ligner dyrene os mennesker som levende, organiske væsner, på den anden side er de også fremmedartede; deres sanser overgår ofte vores, de lever et liv, vi kun indirekte kan sætte os i ind. Måske er det derfor, at forskellige dyr i alverdens religioner forbindes med noget helligt; det er, som om de bærer på hemmeligheden om en anden verden. Vi kan fortrænge deres fremmedhed, fordi vi som fornuftsvæsner har indrettet os på et helt andet liv. Men det er her, arrogancen kommer ind i billedet.
Gennem de sidste årtier har der imidlertid fundet et markant opgør sted med denne følelse af overlegenhed. Vi ser det, når antropologer ikke blot beskriver animistiske kulturer, men også selv finder inspiration i deres syn på naturen; når økokritikken, ofte med feministiske fortalere, forbinder opfattelsen af, at mennesket udgør biosfærens privilegerede undtagelse, med en kritisabel og maskulint domineret omverdensforståelse; og når skelsættende filosoffer rokker ved opfattelsen af en skarp grænse mellem humane og non-humane livsvæsner. Det må blandt andet være den klimakrise, vi befinder os i, der har genopvækket denne respekt for ikke-menneskeligt liv på kloden. Men jeg vil hævde, at forholdet til dyrene også har en dybere rod i os, end at vi trues på vores velfærd.
Religioner rundt om i verden, og ikke kun hos stammefolk, vidner om en anden dimension. Dyrene omgiver os ikke kun rent fysisk, de florerer også i kulturelle symboler, ja, de gennemtrænger sågar vores sprog. Det gælder også i en dansk kontekst. Man behøver kun at nævne ganske få eksempler såsom ’snu som en ræv’, ’myreflittig’, ’hundesulten’, ’tage tyren ved hornene’ og ’skille fårene fra bukkene’ for at minde om en kolossal mængde af animalske talemåder.
Ligeledes optræder dyr i utallige logoer, undertiden med henblik på en særlig egenskab ved dyret som f.eks. jaguaren, der forbinder bilen af samme navn med hurtighed og styrke (selvom vi i øvrigt taler om ’hestekræfter’). Men man kan sige, at dyrene – som symboler – er så nærværende, at vi ikke rigtig får øje på dem. De er, som religionshistorikeren Aaron Gross har gjort opmærksom på, til stede som et ’fraværende nærvær’. Som et pudsigt eksempel kan nævnes kølediskens annoncering af ”fritgående brystfilet”. Mindre bogstaver oplyser også, at der er tale om dansk gårdkylling, men det, der tiltrækker sig opmærksomheden, er naturligvis annonceringen af kødproduktet, der surrealt forsikrer os om at være fritgående.
Denne forvrøvlede kontamination af det levende dyr og det døde kød er næppe tilfældig. Det vidner om en fortrængning, alle vi kødspisere deler, nemlig at vi ikke i almindelighed konfronterer os med det liv, der tages, for at det kan ernære os. Folieindpakningen, der taler på kødets vegne, fremtryller et dyrevenligt ”fritgående”, som betyder, at det kan konsumeres med god samvittighed, uden at vi for alvor behøver at tænke på den fjerklædte kylling, der lige havde taget hul på livet.
Vi lever i en anden verden end de mennesker, der i fortiden tilbad dyrenes forbindelse til det hellige. Vi hverken kan eller skal genopfinde animismen, men vi kan godt lære af den, eller rettere: Vi kan besinde os på den skrøbelige sammenhæng, vi indgår i med alt andet liv på kloden. Det vil have omkostninger, ikke kun rent materielt, hvor vi må indstille os på mindre komfort og en mere beskeden livsstil, men det udfordrer også vores selvforståelse som klodens herskere. Vi lever i det, der kaldes en antropocæn tidsalder. Det er et dobbelt begreb for, at vi i stigende grad har indrettet kloden på vores betingelser, og samtidig at vi hastigt bevæger os mod en grænse for, hvad den kan yde, inden den uigenkaldeligt vender os ryggen.
Tiden er inde til, at vi vender vores herredømme mod dette herredømme selv. At besinde sig på et ligeværdigt slægtskab med dyrene betyder ikke, at vi som de indiske jainister behøver at feje foran os for ikke at træde på uskyldige insekter, men det betyder, at vi bør gøre op med vores arrogance.
Vi må udvise større beskedenhed over for det liv, vi deler med andre levende væsner, og som alt andet lige hviler på gensidigt involverende livsbetingelser. Vi bør stige ned fra vores humane selvophøjelse og holde op med kun at tilbede os selv som skabt i Guds billede. Gudsbilledligheden, hvis man vil tale i det sprog, omfatter hele naturen i dens mangfoldighed. Vi er ikke så privilegerede, som vi i århundreder har taget for givet.
Lars Albinus er religionsforsker ved Aarhus Universitet.