Prøv avisen
Debat

Hvem er så naiv at tro, at mennesker er genetisk kodet til at spise forskelligt?

At mennesket, jordens mest udbredte art af pattedyr, pludselig har fået hver sin genetiske kode for, hvad man kan tåle at spise, er en absurd tanke. Professionelle og uddannede ernæringsfolk burde stå mere sammen og ikke sprede mere forvirring, skriver Preben V. Hansen.

Maden er fra at være et biologisk fænomen blevet et helligt tempel, hvor vi dyrker vores eget verdensbillede, skriver Preben V. Hansen

I Kristeligt Dagblad den 11. juli læste jeg en artikel med følgende overskrift: ”Fælles kostråd giver ikke længere mening”.

Læs artiklen her

To anerkendte professorer, Arne Astrup og Oluf Borbye Pedersen, udtaler i artiklen, at ”tiden er løbet fra de generelle kostråd”, fordi vi ikke kan tåle at spise det samme, vi har ikke de samme behov, og vi reagerer forskelligt på den mad, vi spiser. Som det fremgår af artiklen: ”Vi har et unikt biologisk fingeraftryk, der er med til at afgøre, hvordan maden påvirker os.”

Fødevarestyrelsen har formuleret de 10 kostråd, som retter sig mod den brede almene befolkning. Hensigten med at spise efter de 10 kostråd er at forebygge sygdomme som for eksempel diabetes og undgå at blive overvægtig, men samtidig at kunne leve et sundt og rart liv, hvor man får dækket sine behov for de livsnødvendige næringsstoffer, som vi alle har brug for. Mangler man for eksempel C-vitamin i sin kost, vil man på sigt dø af det, og det gælder alle mennesker på denne jordklode.

Kritikken går på, at kostrådene er alt for generelle, og vi skal til at designe kostråd mere eller mindre til det enkelte menneske. Der gælder anderledes kostråd for eksempelvis svage ældre med dårlig appetit, syge indlagte, nyrepatienter med videre, men for den raske almene befolkning gælder de samme kostråd, bemærkelsesværdigt nok de kostråd, som Arne Astrup selv har været med til at udarbejde.

At der pludselig er opstået en idé om, at vi er forskellige, er dybt bekymrende. At mennesket, jordens mest udbredte art af pattedyr, pludselig har fået hver sin genetiske kode for, hvad man kan tåle at spise, er en absurd tanke. Professionelle og uddannede ernæringsfolk burde stå mere sammen og ikke sprede mere forvirring.

Mange er ved at udvikle deres egen madfobi, kaster sig over gen-designet mad, hvor man bilder sig selv ind, at man ikke kan tåle agurker, men designer sit helt personlige madkort, et tag selv-bord af muligheder, hvor man er ved at udvikle sin egen madreligion. Maden er fra at være et biologisk fænomen blevet et helligt tempel, hvor vi dyrker vores eget verdensbillede. Og desværre er denne artikel med til at støtte dette billede.

Vi har massive sundhedsproblemer, selvom vi er et oplyst samfund. Fedmeproblemerne vokser, antallet af diabetikere stiger, og selvom der har været en massiv forskningsstøtte gennem de senere år, har man ikke fundet ”genet”, som man leder så febrilsk efter.

Hvem er så naiv at tro, at menneskene på jorden, cirka 7,3 milliarder, eller i lille Danmark med cirka 5,6 millioner mennesker, er genetisk kodet til at skulle spise forskelligt. Gælder det så også for heste, kaniner og grise?

Preben V. Hansen er kandidat i human ernæring