Prøv avisen
Debat

Vi er verdens lykkeligste - men hver fjerde af os lider af angst

Hvad gør vi for at ændre situationen? Hvor længe vil vi prøve at opfylde regeringens krav om, at vi skal yde mere og løbe hurtigere og længere i rottehjulet?", spørger journalist og forfatter Kim Engelbrechtsen. Foto: MARK AIRS/Ikon Images

Vi har indrettet et samfund, som ikke egner sig til os, der lever i det, skriver journalist og forfatter

Danskerne er verdens lykkeligste folk, efterfulgt af islændingene, schweizerne og nordmændene. I hvert fald hvis man skal tro på FN, som hvert år offentliggør World Happiness Report. Siden den første rapport kom frem i 2012, har Danmark ligget blandt de lykkeligste folkefærd. Spørgsmålet er så, om vi ved, hvorfor Danmark er et af de lykkeligste lande i verden.

Det handler nok om, at vi er et af verdens rigeste lande, hvor vi føler os trygge: Vi har (endnu) et samfund uden korruption. Vi har politisk stabilitet, og mange har gode sociale kontakter. Vi er gode til at hygge os.

Men hvordan hænger vores flotte førsteplads sammen med et stort salg af lykkepiller? Er det mon pillerne, der gør os så lykkelige? Næppe, for betegnelsen ”lykkepiller” er ude i hampen. De gør os ikke lykkelige, de lægger låg på angsten, som hver fjerde af os lider af. Gentager: Hver fjerde lider af angst. Ikke ligefrem beviset for, at vi som helhed lever i en lykkerus. Ventetiderne hos psykiaterne stiger dramatisk.

Da jeg i sidste uge talte med min kommende psykiaters sekretær, fik jeg at vide, at der var syv måneders ventetid. Efter at min praktiserende læge havde sendt en henvisning, ringede jeg igen til sekretæren, som kunne fortælle, at nu var der ni måneders ventetid.

Vi har indrettet et samfund, som ikke egner sig til os, der lever i det.

Der forlanges mere af os, end vi kan præstere. Det er altid videre til næste mål og bedrift, det bliver aldrig godt nok, og ofte er vi vores egne værste slavepiskere. Et ordsprog siger, at det perfekte er det godes værste fjende. Det er godt at have i baghovedet, for vi kan ikke konstant præstere perfekte resultater. Nogle gange skal vi også bare glo tomt ud i luften, ind i væggen og lave absolut ingenting.

Men hvordan kan vi kæmpe imod samfundets vanvittige krav? Risikerer vi ikke at miste vores jobs og eksistensgrundlag? Jo, måske, men som samfund er vi nødt til at tænke anderledes i forhold til det psykiske arbejdsmiljø og arbejdsskader. Det er det samlede liv, der betyder noget for den enkelte lønmodtager.

Spørgsmålet er så: Hvad gør vi for at ændre situationen? Hvor længe vil vi prøve at opfylde regeringens krav om, at vi skal yde mere og løbe hurtigere og længere i rottehjulet?

Er vi virkelig parate til at lade de uigennemtænkte og umenneskelige vækstkrav slå os ihjel?

Angst æder som bekendt sjæle op.