Prøv avisen
Debatinterview

Etnolog: Vi får sværere ved at være lykkelige, fordi vi tror, livet skal være fuld af fest

Vi idylliserer festdagene og julen fra vores barndom, for dem husker vi, mens vi glemmer hverdagen. Vi tror, at livet skal være fuld af fest, og derfor får vi sværere ved at være lykkelige. Men hverdagen er også leverpostej og rod, og den skal vi huske at elske, mener etnolog Julia Lahme, som har skrevet bogen ”Hverdage er der flest af”. – Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Hverdagen er ikke bare en grå masse med leverpostej og rod i hjørnerne. Hverdagen er selve livet og rummer eksistentiel og åndelig næring. Men vi er ikke gode til at sætte pris på den, mener etnolog Julia Lahme

I ERINDRINGSBOGEN ”Hverdage er der flest af” fortæller danskere om den hverdag, der har udgjort deres liv. Om pligter og livsvilkår før velfærdssamfundet. Forfatteren bag bogen, etnolog og kommunikationsdirektør Julia Lahme, mener, at hverdagen er overset guld. For det er i hverdagen, at livet leves, og der bliver ikke sat pris på, hvad den kan, i en tid hvor det ekstraordinære og alt det, der er langt fra hverdagen, hyldes. Men hvad kan hverdagen? Og hvorfor er den vigtig?

Julia Lahme, hvorfor har du skrevet en bog om hverdage?

”De mange landsarkiver i Danmark har samlet danskernes erindringer ind. Der var ingen ramme, og man kunne selv bestemme, om man ville fortælle hele sin livshistorie eller dele af den. Og det var der mange, der gjorde. Grunden til, at man ville samle erindringerne, er, at hverdagen hurtigt går tabt.

Levet liv forsvinder, for man husker de store beslutninger, man tog, men man husker ikke så nemt konsekvenserne af beslutningerne i det levede liv. Mange tænker, at deres hverdag bare er ligesom alle andres, så man glemmer lidt, at den findes.”

Hvorfor er hverdagen så vigtig?

”Fordi vi i denne tid med sociale medier gør meget for at undgå at vise hinanden hverdagen. Derfor var det så spændende at lave bogen, for når hverdagen gemmes væk, er den interessant at undersøge. Hvordan adskiller vores hverdag sig fra deres? Hvad spiste folk, hvordan kom de på arbejde, hvad gjorde børnene efter skole, hvad har man tænkt og følt om sit liv, og hvilke valg har været bevidste, hvilke har været drevet af omstændighederne?

Selvom man går ned ad samme veje og bor i samme byer som dem, der fortæller i bogen, er vores moderne omstændigheder meget forandret. Man kan næsten ikke genkende, hvordan ens mormor levede. Det synes jeg man skal være sårbar omkring.”

Hvad mener du med det?

”I en tid med politiske bevægelser, der forsøger at bilde os ind, at alt var bedre i gamle dage, og at vi skal tilbage til Danmark i 1950’erne, er det vigtigt at være opmærksom på, at det altså ikke er længe siden, at den almindelige dansker ikke havde nok at spise, havde dårlige tænder, og børn ikke kom i skole, fordi man havde brug for dem som arbejdskraft på gården.

Idylliseringen af fortiden er vi nødt til at give slip på. Man boede på jordstampede gulve og blev krumryggede af at bære vand fra brønden, og det var altså i 1970’erne! Så vi er nødt til at kende vores hverdagshistorie for at finde ud af, hvad vi kommer af, og hvilken fremtid vi gerne vil have. Jeg tror ikke, at det er et tab, at tingene ikke er sådan længere.

Jeg tror, vi idylliserer, fordi vi husker festdagene, julen, hvor søde lammene var, da de var nyfødt. Vi glemmer slagtedagene, at vi skulle luge, og at der var polio og kopper. På en måde kan man sige, at vi får sværere ved at være lykkelige, fordi vi tror, livet skal være fuldt af fest og veldækkede borde. Men hverdagen er også leverpostej og rod, og den skal vi huske at elske, for den er i sidste ende vores liv.”

Gør hverdagen os lykkelige?

”Jeg tror, at den indstilling, vi har til vores hverdag, og glæden ved leverpostejen kan bestemme, om vi har et lykkeligt liv. Hvis man glædes over sin hverdag og er stolt af den, tror jeg, man bliver bedre til at tackle sygdom og modstand, fordi man sætter pris på det, man har. Man må gerne drømme, men der er bare mere hverdag end fest, og jeg tror, man sætter urealistiske forventninger ved hele tiden at stræbe efter det ualmindelige. Jeg tror, man bliver lykkeligere af at gøre sin egen ualmindelighed til noget, man elsker og passer på, så man ikke behøver sammenligne sig selv med andre hele tiden og være ulykkelig over, at man ikke kan dække til 46 i det seneste Royal Copenhagen-stel. Erindringssamlingen handler meget om Anden Verdenskrig og Besættelsen, og det eneste, man på det tidspunkt ønsker, er jo, at hverdagen kommer tilbage. Så sætter man pris på den.”

Du nævner de sociale medier som en forhindring for at kunne sætte pris på hverdagen, fordi hverdagen bliver luget fra. Men når hverdagen er rod og leverpostej, hvorfor skal den så gøres til noget særligt?

”Fordi vi på en måde har glemt den eller i hvert fald ikke anerkender dens betydning. Hverdagen er jo det meste af vores liv, og hvis vi kun vægter de store begivenheder, er der meget af vores liv, vi ikke anerkender eller finder vigtigt. Der ligger enormt meget eksistentiel og åndelig næring i hverdagen, i rutinerne og traditionerne. Jeg tror ikke, man kun kan finde lyset, man leder efter, i festdagene og i den forestilling, man har, om, hvornår noget er perfekt. Jeg tror, man kan hente lyset i en god hverdag, et godt arbejdsfællesskab.

Hvis man forsøger at gøre livet til en fest, som det så irriterende hedder, liner man sig selv op til en stor skuffelse. Men hvis man forsøger at gøre hverdagen god og fylde den med kærlighed, er fundamentet lagt til et godt liv.

Det betyder ikke, at man ikke skal holde fester og fejre, men hvis man kigger på de store bryllupper, der igen er oppe i tiden, hvor man forsøger at arrangere sit livs lykkeligste dag, kan man godt komme til at lukke for muligheden for, at livets lykkeligste dag kommer spontant, når man har hentet børn i børnehaven og går hjem ad villavejene og pludselig oplever en altoverskyggende kærlighed og ser, at man er lykkelig lige dér.

Jeg har et stort problem med, at vi ikke anerkender lykken i trivialiteten og hverdagen, og at vi er heldige, hvis vi har en hverdag, vi har lyst til at have, med mennesker, vi ikke vil skilles fra, og med børn, vi ikke bander langt væk.”

Du taler om rutiner og traditioner som en del af hverdagen. De dagligdagsritualer har kirken traditionelt stået for. Opstår der en tomhed i hverdagen, i takt med at kirken spiller en mindre rolle?

”På nogle punkter, ja. Jeg tror, at vi alle har brug for en gud, der ikke er os selv. Med det mener jeg, at man har brug for noget, der er større end ens egne behov. Om det så er den gud, der bor i kristendommen, om det er at gøre noget godt for miljøet eller noget tredje, tror jeg ikke er så vigtigt.

Det er vigtigt, at man har en ramme, der handler om at se det gode i det liv, man har. For mig er hverdagen og fællesskabet det, der virkelig tæller. Vi har et ensomhedsproblem i Danmark, og jeg tror, at det ville være godt for mange, hvis kirken blev en større del af hverdagen end bare som kulisse til det store slotsbryllup.”

Hvad kan kirken i forhold til hverdagen?

”Den skaber fællesskab ved ritualer og systemer. Vi kan ikke blive ved med at hylde individualismen i en tid, hvor vi mere end nogensinde har brug for at stå sammen. Nu har vi brugt 20 år på coaches og selvudvikling, fordi vi synes, hverdagen er for kedelig, og fordi vi mangler en større mening.

Men det handler om at se hverdagen og rutinerne som noget positivt, noget der forbinder os til hinanden. I stedet for at se arbejdet som en pligt, der kan give adgang til fritid, kan man se den som en væsentlig del af livet og et fællesskab.”

Citat: