Regeringen afsætter flere penge til den humanitære bistand i verdens fattige lande. Det er et faktum, som mange overser - eller vælger at overse.
Både Kristeligt Dagblads leder den 30. september - og en række ulandsorganisationer - tager fejl, når de kritiserer regeringen for at se stort på tidens store flygtningestrømme. Det modsatte er faktisk tilfældet.
Regeringen planlægger at afsætte over 1,8 milliarder kroner til humanitær bistand i 2016. De penge går til at håndtere flygtninge fra krig og naturkatastrofer.
I 2012 var der afsat 1,4 milliarder kroner til den humanitære bistand. Så man kan rolig sige, at området er blevet prioriteret højere over tid. Og i praksis har bevillingerne endda været noget højere, fordi man i løbet af året har fundet ekstra midler.
Det er helt rigtigt, at regeringen planlægger at flytte penge fra udviklingssamarbejdet til andre områder, nemlig cirka 2,3 milliarder kroner i et budget på over 17 milliarder kroner.
Det er et spørgsmål om prioritering. Vi vælger at gøre to ting. For det første at afsætte midler til, at vi fortsat kan være et velfærdssamfund herhjemme med et ordentligt sundhedsvæsen og en ordentlig ældrepleje.
For det andet vælger vi at koncentrere Danmarks indsats i nærområder til krise og konflikter - særligt i det vestlige og østlige Afrika. Her har Danmark samtidig også strategiske interesser, ikke mindst i at få styr på strømmen af migranter.
Vi afvikler til gengæld vores bistand i Latinamerika og det sydlige Afrika og prioriteter skarpt i Asien.
Det påvirker ikke vores humanitære bistand, sådan som påstanden lyder visse steder i medierne. Den humanitære bistand er sågar stigende.
Det ville være rart, om vi kunne hjælpe hele verden på en gang. Men det kan vi ikke, og derfor prioriterer regeringen de steder, hvor vi kan gøre flere ting på samme tid.
De steder, bekæmpelse af fattigdom kan gå hånd i hånd med andre vigtige målsætninger for Danmark såsom stabilisering af skrøbelige stater, at forebygge og håndtere migration til Europa samt økonomisk udvikling.
Jeg er enig i, at mange organisationer gør et stort arbejde for verdens fattigste og nødstedte. Og deres arbejde skal ikke generes unødigt af den danske omprioritering.
Men det er klart, at en politisk prioritering vil ramme bredt. Vi gennemfører omlægningen inden for en rimelig tidshorisont, så udviklingsarbejdet netop ikke ”bliver en kortsigtet hoppen fra tue til tue uden sikkerhed for de kommende års finansiering”, som Kristeligt Dagblads leder skriver.
Når man ønsker varig udvikling i verden, er det især to ting, der er afgørende vigtige: fredelige forhold i kraft af en effektiv sikkerhedspolitik og økonomisk udvikling i kraft af handelsmuligheder over grænserne. Udviklingssamarbejdet kan fremme begge dele samtidig med at bekæmpe fattigdom, når der bliver investeret fornuftigt.
Naturligvis vil effektivt drevne organisationer kunne mærke, når der bliver færre penge. Derfor forstår jeg godt ærgrelsen i bistandsmiljøet over at ville få færre offentlige midler i fremtiden.
Men det er ikke rimeligt at kritisere regeringen med henvisning til de nuværende flygtningestrømme og de nuværende humanitære problemer i nærområderne.
Dem håndterer vi i høj grad i kraft af den særlige humanitære bistand og gennem skarpt prioriterede, langsigtede indsatser, ikke ved at forsøge at være til stede alle steder med udvikling - det hverken kan eller skal Danmark.
Kristian Jensen(V) er Danmarks udenrigsminister