Debatten om FN's Flygtningekonventions bestemmelser og danskernes rummelighed eller mangel på selvsamme virker lige nu politisk set lidt ude af trit med virkeligheden.
I lyset af især syriske flygtninges massive opbrud og flugt fra krigens sataniske helvede mangler vi ord for det dilemma, at vi lever i et land, hvor det flyder med mælk og honning, og at andre gerne vil drikke mælk og spise honning sammen med os.
Ord, som kan imødegå en dårlig samvittighed over vores velstand. Ord, som ikke fokuserer på egen afmagt over for syriske flygtninges fortvivlende situation.
Jeg hører mange sige, at vi også ville flygte, hvis det var os. Det er rørende sandt og udtrykker en sand evne til at ville sætte sig i flygtningens sted. Samtidig er det et kortsluttet udsagn, hvis ikke vi også tænker os ind i, om vi overhovedet ville nå frem til endemålet for vores flugt.
For gør vi det, ser vi også tragediens endelige paradoks. Det, at vi måske ikke ville nå frem og blive modtaget med åbne arme. Vi må derfor på flygtningenes vegne søge at fastholde det fokus, at det er deres flugt, vi taler om, og i det forholde os til deres øjeblikkelige kaos og tragedie. Et kaos, der handler om, at storpolitik historisk set skaber tilstande, hvor almindelige menneskers liv forandres. Syrien er et hæsligt udtryk herfor.
Ingen syrer, uanset tro og etnicitet, kan regne med, at morgendagen bliver bedre end i dag, og de bryder derfor op og flygter. Det kan vi ikke modvirke, men vi kan heller ikke redde dem fra deres tragedie. Vi kan dog på deres vegne håbe på, at krigens helvede en dag ude i fremtiden afløses af en hverdag, hvor man med slid og slæb kan overvinde kaos og vinde en hverdag, hvor man igen kan bygge huse og samfund.
Med det håb må vi i mellemtiden gøre, hvad vi skal. Vi skal hjælpe, og vi skal fortsat bygge vort land, som vi har gjort i generationer.
Det er vort svar og vores fordring. For vi skal ikke være flove over vores mælk og honning, men være det spejl, som syrerne og andre af verdens nødstedte lande kan spejle sig i. Også som det spejl, syriske flygtninge kan vende sig imod og bede om hjælp.
Med den virkelighedsforståelse skal vi i Danmark i en balanceret fastholden af spejlet, hvor vi værner om vort, uden tøven tage imod de flygtninge, vi har forpligtet os til at tage imod, samt internationalt satse på storstilet hjælp til flygtningene i Syriens nærområde.
Det er det værdige svar, men ikke et svar, vi skal bryste os af, for det løser ikke Syriens og andre brændpunkters tragedier. Det værdige består i, at vi viser, at vi er stolte af vores mælk og honning, og at vi tænker, at der også kan blive til et glas mælk og en honningmad til andre end os selv.
For ellers synger vi med på Arvid Müllers sang ”Jeg vil leve, jeg vil dø på min lysegrønne ø, så kan verden sejle i sin egen sø” fra lystfilmen ”Styrmand Karlsen” fra 1958. En sang, der dog i sin koldkrigskontekst fair nok var et uskyldigt udsagn om en dengang også uoverskuelig verden.
Kristian Massey Møller er sognepræst i Odden Kirke