Prøv avisen
Debat

Vi fokuserer hele tiden på det næste og har glemt at være til stede i nuet

Allerede når vi begynder at gå, begynder det næste trin allerede at tage form. Vi lærer, fra vi er små, at det ikke handler om, hvad du er, men hvad du bliver. Modelfoto Foto: ritzau scanpix

Oftest følges vores følelse af utilstrækkelighed af en bekymring om, hvorvidt vi slår til i fremtiden, og om vi lykkes som mennesker

Efterspørgslen efter nærvær og fordybelse er større end nogensinde. Det er ikke, fordi alle er blevet spirituelle og leder efter en åndelig åbenbaring. Nej, vi har afviklet nærværet, fordi det skal handle om det næste og ikke nuet. Dette går ud over de mindste i vores samfund.

Allerede når vi begynder at gå, begynder det næste trin allerede at tage form. Vi lærer, fra vi er små, at det ikke handler om, hvad du er, men hvad du bliver. I børnehaven handler det om at blive skoleparat, så derfor tester vi. I børnehaveklassen handler det om, at barnet kan komme i 1. klasse, så derfor tester vi. I 8. klasse tester vi, men begynder også at spørge, om eleven skal på handelsskole, gymnasium eller teknisk skole, og hvilken uddannelse den unge i øvrigt vil have.

Når man så kommer ind på en ungdomsuddannelse, bliver man bombarderet med bekymringer om, hvordan jobmulighederne er for lige netop dig. Når man endelig er voksen og skal skabe sit eget liv, handler det om 2025-planer. Vi er blevet et samfund, hvor alt handler om det næste. Ingen får lov til at være der, hvor de er.

En af de største psykiske udfordringer, vi har i Danmark i dag, er følelsen af utilstrækkelighed. Det kan ikke komme som en overraskelse, at utilstrækkelighed fylder meget i individet, når vi aldrig møder omgivelser, der accepterer vores nu. Når vi konstant skal have fokus på næste trin, får vi aldrig tid til at finde os tilpas i nærværet og tillade os selv at hvile der, hvor vi er.

Oftest følges vores følelse af utilstrækkelighed af en bekymring om, hvorvidt vi slår til i fremtiden, og om vi lykkes som mennesker. For i ”næste-samfundet” ender det med, at alle næsten er der, hvor de skal være. En, der næsten altid er der, kan aldrig føle sig tilstrækkelig.

I dag er det ”næste trin” et altafgørende fokusområde i vores institutioner. Børn skal være en god investering for samfundet. Perspektivet på barnet er skiftet fra, at barnet skal have lov til at være barn, til, hvilken voksen barnet potentielt bliver. Desværre afspejler denne tanke sig i alle vores uddannelsesinstitutioner.

Den romerske filosof Lucius Annæus Senecas berømte diktum om, ”at vi lærer for livet, ikke for skolen”, er nu erstattet af: ”Vi lærer for livet: erhvervslivet”. At være barn har ikke længere værdi i vores samfund. Hele vores diskurs om barnet i dag handler om, hvad børn ikke kan finde ud af. Men vi gør børnene dummere, end de er.

For må vi ikke indrømme, at vores samfund er blevet børnefjendsk, når vi ser på de stressede omgivelser, de befinder sig i? Tænk, hvis vi havde et arbejdstilsyn for børn. Et børnetilsyn, der ser på larmen og pladsen, som børn i dagligdagen færdes i. At børn i dag skal lave mindfulness for at klare en hverdag, burde løbe alle forældre koldt ned ad ryggen. Hvis vi ønsker et samfund med robuste individer, må vi tillade et rum, hvor nærværet og fordybelsen er mulig.

Vi er godt på vej til at blive en masse af rastløse individer, der ræser mod hinanden på livets motorvej. Det er ikke usundt at have travlt. Men vi skal skabe flere rastepladser, hvor det er muligt at trække vejret, uden at det er medieret gennem endnu et selvudviklingskursus eller meditative praksisser i vores daginstitutioner. Hvis du ikke er under udvikling, er du under afvikling – og mellemgrunden er ved at forsvinde.

Rasmus Petersen er cand.mag. i filosofi fra Københavns Universitet.