Prøv avisen
Refleksion

Vi har aldrig været bedre forældre – vi har bare glemt noget

Illustration: Søren Mosdal

Midt i stress og globaliseringen har vi glemt det allervigtigste. Der vil nemlig ikke være nogen fremtid for vores børn, hvis vi ikke begynder at ændre vores opdragelse, hvad angår klimakrisen, skriver Rasmus Willig i refleksion

MODERNE FORÆLDRE prøver, så godt de kan. Står tidligt op og smører madpakker. Går sent i seng efter at have sat opvask og vaskemaskine i gang. Rydder op efter børnenes eksperimenter med lokumsruller, garn og klister.

Vi forsøger som aldrig før, trods sociologiske varsler om globalisering og et presset arbejdsmarked, at finde kvalitetstid og gøre lektielæsningen sjov. Vi står på sidelinjen til utallige sportsarrangementer, hvor den eneste trøst er hvid toast, rød saft og en af forældrene, som man vist nok har noget tilfælles med. Vi roser de små for deres sejre og fortæller dem, at de skal rejse sig igen, når det gør mest ondt.

VI KØBER BILER med høj sikkerhed. Rosiner og brødkrummer bliver støvsuget op hver søndag på tanken. Vi viser dem verden. Hiv og sving. Ind og ud af fly og busser. Luftmadrasser, telt og myrer i underbukserne. Tager på museum, også selvom de hader det. Det er vigtigt.

Før vi går i seng, vender vi dagen. Gik legeaftalerne godt nok? Var der problemer i skolen, fik de læst alle lektier, eller skal vi stå lidt tidligere op, hvis de ikke lige fik lavet de sidste matematikstykker? Var det noget med gymnastik i morgen, og er svømning stadigvæk om lørdagen?

Moderne forældre er også enige om – ja, igen trods de sociologiske observationer om, hvor tidspresset de er – at andre, der ikke kan, skal hjælpes, for de kan læse ud af statistikken, at de selv er nogle af de privilegerede. Derfor også en frivillig indsamling en gang om året. Børnene er naturligvis med.

Forældre, hvad enten de er sammen, enlige eller er puslespilsfamilier – arbejder på højtryk for deres børn. De fortæller dem, at de ikke må ryge og skal holde sig til beskedne mængder af alkohol. De må aldrig røre stoffer. De skal bevæge sig, gerne flere gange om ugen, og det gør bestemt ikke noget, hvis de fatter interesse for sport eller bestemte fag.

Moderne forældre forsøger, så godt de kan, at afbalancere skærm- og slikforbrug. De ved godt, at de fejler lidt her, men på alle andre fronter er de jo på – hele tiden.

For de familier, som stadigvæk er så heldige at have deres bedsteforældre, planlægges familiemiddage, besøg og soveaftaler med hygge og det, man normalt ikke må hjemme hos mor og far. De skal have det lidt godt.Barnedåb og begravelser går hånd i hånd. Børnene er med og får forklaret. Arv og gaver. Læg lidt til side. Om at passe på det, man har, og hvis man giver til andre, kan det være, at man selv får noget igen. Tale pænt, ikke afbryde. Giv de andre plads, og der vil også være en plads til dig.

Ikke råbe ad hunden, ikke hive i halsbåndet, og vær god ved dyr. Altid cykelhjelm, bliv i højre side af vejen, og giv ikke bilisterne fuck-fingeren. Også selvom nogle fortjener den. Ikke bande. I hvert fald ikke for meget. Moderne familier er fantastiske til at tale om det meste med deres børn. Ingen tabuer om menstruation og sex. Faktisk er børnene også helst fri og ved godt allerede selv, hvad det går ud på. Aldrig er der blevet talt om så meget og så meget med børn. Og alle forældre reflekterer over opdragelsen.

EN KÆMPEMÆSSIG løftet pegefinger har dog vist sig i horisonten – en grum påmindelse, som truer med at trække tæppet væk under den globale familieidyl. Midt i stress og globaliseringen har vi glemt det allervigtigste. Der vil nemlig ikke være nogen fremtid for vores børn, hvis vi ikke begynder at ændre vores opdragelse, hvad angår klimakrisen. Vi har lært, at man skal aflevere det hus, man har arvet, i samme eller i bedre stand, men det er ikke tilfældet i dag. I dag er det hus vores klode.

Danske familier har et forbrug, der kræver mere end den klode, vi har til rådighed. Vi og vores børn er de første generationer, der oplever klimaforandringerne, og de sidste, der kan gøre noget ved dem. Vi er gode til at lære dem at sidde stille, og at de får læst hver aften, men at fortælle dem, at de ikke kan få kød hver dag eller sidde i et flysæde flere gange om året, er tilsyneladende ikke en del af opdragelsen.

Trods alle videnskabelige advarsler er vi i gang med at ødelægge deres fremtid.

Når det drejer sig om opdragelsen til, hvad der bør gøres, svarer vores adfærd til adfærden hos de forældre, der for 100 år siden i konfirmationsgave sendte deres børn til smeden for at få trukket alle tænderne ud, så de var fri for at børste dem mere – eller stak dem en pakke cigaretter som trøst for, at de nu trådte ind i de voksnes rækker.

Klimakrisen er voldsom og konsekvenserne ubærlige, men vi bliver nødt til at begynde at tale om den, også selvom det rammer vores levevis.

Refleksion skrives på skift af sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen, tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.