Vi har brug for Afrikas kristne

Afrikanske kristne forstår ikke, hvordan kirker i Vesten kan anerkende homoseksuelt samliv, skriver Jens Ole Christensen og Paulos Shune

Kvinder og børn fra Oromiya-regionen i Etiopien.
Kvinder og børn fra Oromiya-regionen i Etiopien. Foto: HO Denmark.

Hvorfor bragte I Bibelen til os, når I ikke engang selv tror på det, der står i den? Sådan tænker mange afrikanske kristne, når de oplever, hvordan kirker i det såkaldte kristne Vesten anerkender homoseksuelt samliv og endda arbejder aktivt for indførelse af et autoriseret kirkeligt ritual for homoseksuelles ægteskaber.

Det virker for dem, som om man fuldstændig lader hånt om det bibelske grundlag for teologi og kirke. De oplever, at fundamentet for Vestens kultur og historie undergraves. De spørger, hvor anerkendelsen og fornemmelsen for kirkens globale enhed er henne.

Kirkerne i Afrika er i mange tilfælde plantet af pionermissionærer fra Vesten. De lærte afrikanerne at have en fundamental tillid til Bibelen som Guds ord med gode ordninger for menneskelivet. I dag oplever Afrika kirker, der blomstrer og vokser enormt hurtigt.

Den lutherske kirke i Etiopien, Mekane Yesus, er for eksempel vokset fra 20.000 medlemmer i 1959 til over fem millioner i dag. Vi oplever her en entusiastisk kristentro. Gudstjenesterne er en fest, og hverdagslivet præges af mennesker, der med stor iver indretter deres liv som disciple af Jesus.

Den danske folkekirke er omvendt præget af mismod, tilbagegang og ligegyldighed. Tingene er selvsagt ikke sort-hvide. Men mennesker her synes at have mistet troen på Gud som en nærværende og levende realitet i dag. Mon ikke det hænger sammen med en manglende tillid til Bibelen?

De vitale afrikanske kirker og den døende kristenhed i Vesten har brug for hinanden. Vi må arbejde for samarbejdsrelationer, hvor alle kan lære og lytte til hinanden. Alle har noget at give og at modtage i det fællesskab.

Netop derfor er uenigheden omkring homoseksuel praksis så ulykkelig. Hidtil har vi kunnet tale om uenigheder med samme udgangspunkt i de bibelske skrifter. Men med et ritual vil folkekirken indføre en ordning, som er uden bibelsk legitimitet. Det får økumeniske konsekvenser.

Folkekirken bringer sig på direkte kollisionskurs med det, vi i dag kalder "flertalskirken", det vil sige kirker på den sydlige halvkugle, der udgør to tredjedele af alle verdens kristne. Det vil gøre folkekirkens samarbejde med disse kirker om mission, udvikling og teologisk undervisning meget anstrengt eller umuligt. Mange venskabsmenigheder vil komme under pres. Det er slet ikke givet, at kirkerne i syd vil modtage penge og medarbejdere, selvom behovet er stort. Og mange vil frabede sig officielt besøg af folkekirkens biskopper.

Som kristne er vi brødre og søstre og ét i Kristus, også selvom vi ikke er enige. Men forudsætningen for denne enhed er den fælles bekendelse til Jesus Kristus som Guds Søn og verdens frelser. Det er ham og hans ord, som er det fælles grundlag. Når hans stadfæstelse af skaberordningen af ægteskabet mellem mand og kvinde skævvrides, så er det ulydighed mod kirkens Herre, og det rokker ved kirkens enhed.

Jens Ole Christensen er generalsekretær i Luthersk Mission, Sune Skarsholm er generalsekretær i Dansk Ethioper Mission og Paulos Shune er vicegeneralsekretær i Mekane Yesus Kirken, Etiopien