Kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V) har meldt sig på banen med et forslag om endnu en kulturkanon. Jeg er faktisk lidt interesseret i idéen. Haarder foreslår, at bevægelser som for eksempel arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen og andelsbevægelsen af indlysende årsager skal med - disse bevægelser har klart været med til at gøre Danmark til, hvad Danmark er i dag.
Der er klare fællestræk mellem disse bevægelser. De bygger på den grundlæggende tanke, at politiske resultater og samfundsmæssige ændringer kun opnås, når grupper af borgere samler sig om fælles mål og arbejder i solidaritet med hinanden.
Haarder er selvfølgelig også opmærksom på, at indbyrdes solidaritet forudsætter en meget høj grad af indbyrdes tillid. Man skal selvfølgelig særligt have tillid til de ledere og talsmænd og -kvinder, som repræsenterer bevægelsen. Lederne skal være (næsten) uplettede i henseende til at dyrke personlige interesser.
Hvis en politisk leder eller en leder af en interesseorganisation afsløres i at efterstræbe egen vinding, så er tilliden væk. Man kan sige, at tilliden er den første betingelse for, at bevægelsen, eventuelt partiet, samler tilslutning.
Haarder nævner også højskolerne. Her er det bærende princip samtalen. Et andet princip, måske det vigtigste, er den personlige udvikling og dannelse uden skelen til fastlagte eksamenskrav. Oplysning for livet var et ideal for Grundtvig, og det skal stadig være højskolens mål. Jeg er enig med Grundtvig.
Men når Haarder vil indskrænke opgaven til kun at være en dansk opgave, mangler han den større europæiske sammenhæng. Det er rigtigt, at arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen og andelsbevægelsen har været med til at forme Danmark, men idéerne er kommet til landet udefra. Også højskolernes principper har dybe rødder i Europa tilbage fra renæssancen og særligt fra den europæiske oplysningstid. For eksempel Holberg, Monrad, Grundtvig og Kierkegaard kendte europæisk kultur og tankegang, de har været uden for Danmark.
For de nævnte mænd var kristendommen også en selvfølgelig del af både dansk og europæisk kultur og tradition. Mange idéer og tanker i kristendommen adskiller sig væsentligt fra både asiatiske og arabiske idéer og tanker. Ikke mindst er vore idealer om lige ret for alle, jævnbyrdighed mellem mænd og kvinder, det vil sige demokrati, en fælles europæisk idé.
Derfor er min opfordring til ministeren, at han bruger sin stilling til sammen med sine europæiske ministerkolleger til at formulere en fælles europæisk kultur- og demokratikanon.
Paul Jørgensen er lektor i historie og religion