Prøv avisen
Debatinterview

Vi har brug for en manderevolution – og det kan kun gå for langsomt

Illustration: Rasmus Juul

Flere mænd bliver tabermænd og får svært ved at samle sig op fra samfundets bund. Og som samfund glemmer vi at tale om, hvad der danner den gode, velfungerende mand, mener korshærspræst Morten Aagaard

I forrige uge godkendte EU to måneders øremærket barsel til mænd. På tide, lød reaktionen fra flere, urimelig indblanding, mente andre. Korshærspræst i Aarhus Morten Aagaard kalder aftalen fantastisk. Men der er en hage, for der vil opstå en social skævvridning, mener han. ”Vi er i færd med at gøre alt for mange mænd til tabermænd, og det er en skam,” siger han og opfordrer til, at vi gør noget ved mænds ligestilling nu.

Morten Aagard, hvad er bagsiden af den øremærkede barsel ifølge dig?

”Bagsiden er, at det kommer til at gavne alle de velfungerende, veluddannede mænd. Jeg vil gerne æde min ene sko på, at hvis vi kigger på statistikkerne om to år, er det præcis den gruppe af mænd, der tager de to måneders barsel, hvor alle dem, der måske i virkeligheden havde mest brug for den barsel, formentlig ikke vil tage den.

Der kommer en kæmpe social skæv-vridning i, hvem der udnytter den øremærkede barsel. Det ville have været bedre med tvungen barsel til mænd, det ville sende dem et klart signal om, at du kan godt være uenig, men du kan ikke vælge. Det er en bedre pædagogisk metode til mænd og drenge.”

Hvad mener du med det?

”Jeg ser generelt, at det er meget nemmere at være velfungerende, veluddannet, veltilpasset, rask mand i dag end tidligere. Den gruppe mænd er der mange muligheder for, der er stort set frit valg på alle hylder. Men så er der også den stadigt stigende gruppe af mænd, der har svært ved at klare sig. Dem, der ikke får uddannelser, som vokser op i dysfunktionelle familier, som har svært ved at finde en fast partner, og som lever hele deres liv alene. Misbrug og andre dårligdomme er tårnhøje i den gruppe, og det er forfærdeligt synd, for der er mange gode liv, der bliver spildt her.”

Hvorfor hænger det sådan sammen?

”Jeg tror, der er flere grunde til det. Der er alt for lidt fokus på at danne den gode mand. Tidligere var der mange værdier omkring det at være mand, han kunne have mange roller, hvor kvinderne ikke havde andre roller end den i hjemmet som god husmor.

Samfundet er meget mere komplekst i dag – heldigvis for det! Vi har fået feminismen, kvindefrigørelsen, hvor kvinderne har fået det liv, de fortjener, og muligheder for at realisere deres drømme, få en uddannelse og leve et liv i tryghed og sikkerhed uden at skulle være afhængige af andre. Men det har altså efterladt en stor gruppe mænd i total forvirring. Det er de mænd, der ikke uddanner sig, og som måske kommer fra dårlige kår.

Kvinderne gider dem ikke, og de bliver alene. Den gruppe er meget sårbar, og samtidig er den gift for samfundet, for unge, vrede mænd, som føler sig tilovers og ligegyldige, er giftige. Ud over at de begår langt mere kriminalitet end gennemsnitsdanskeren, belaster de også systemet på andre måder, og de bidrager ikke konstruktivt til samfundet.”

Men har mændene ikke også et ansvar selv for at løfte sig? Man kan vel ikke bare skyde skylden på, at kvinderne klarer sig godt?

”Jo, men det kræver, at de ved, hvor de skal hive sig hen. De skal have et fyrtårn, et forbillede. For de fleste, der kommer her i Kirkens Korshær i Aarhus, hvor jeg er korshærspræst, er deres forbilleder i banderne, i kriminaliteten, alle andre steder end ’de gode steder’. Det er vigtigt at slå fast, at der nok er 20 grunde til, at de her mænd har svært ved at hænge med.

En grund, jeg ser, er, at alt for mange vokser op hos en mor uden en far, hvor der ikke er nogen ordentlig faderfigur at se op til og indrette sig efter, som kan nå drengene på den måde, de har brug for, og som kvinder af biologiske grunde har svært ved. Der er noget i drenges primitivitet og natur, der har brug for en alfahan til at danne og tæmme dem på en positiv måde.”

Hvad er det, kvinderne ikke kan her, mener du?

”Der mangler noget disciplin og noget hårdhed, som skal til med drengebørn. Drenge er meget fysiske – da jeg gik i skole, var det altid den stærkeste, der havde ret, selvom han havde uret. Der er noget i det drengesprog, som vi ikke har blik for, og som det kan være svært for kvinderne at håndtere.”

Men mænd til alle tider er vokset op hos enlige mødre uden en faderfigur og har klaret sig fint. Hvor har de så set den faderfigur?

”For eksempel i forsvaret. I dag er værnepligten så kort, og det er ikke alle drenge, der skal igennem, så det bliver igen de velfungerende drenge, der bliver valgt, og dem, der har allermest brug for den disciplin, der er i militæret, bliver valgt fra.

Tidligere var det rig som fattig, der skulle bo sammen og indrette sig under den fælles disciplin, og hvor man fik den grundlæggende dannelse, der kunne tage fat i kraven på nogle af dem, der manglede en at se op til. Det samme gælder for landbruget, som også engang tog en samfundsopgave på sig ved at tage utilpassede drenge ind.

I dag har landbruget kun brug for dem, der kan sidde bag en computerskærm. Jeg ser dem, der er blevet valgt fra. Jeg ser den tunge sociale arv hos disse mænd. Vi taler om anden, tredje og fjerde generation hos mændene. Det er hovedreglen, at alle mine mænd kommer fra sårbare familier, dysfunktionelle familier, familier med krænkelser og overgreb. En af de helt store udfordringer er altså at bryde disse mønstre. Mange af de her drenge, som ikke har kunnet bryde den sociale arv, og som mangler den faderfigur, og som føler sig koblet af samfundet, der ikke har brug for dem, de ender på overførselsindkomst, på bunden af samfundet i de dårligste jobs. Det er mænd, der aldrig rigtig får bidt sig fast i samfundet, men hele tiden lever i periferien og hutler sig igennem tilværelsen.”

Hvad kan vi gøre ved det?

”For det første kan vi som samfund erkende, at vi har et stort problem, og tale om det. Mange mænd vil gerne tage hånd om deres medmænd, men for at kunne det er vi nødt til at have en åben diskussion om mandens rolle. Det er fantastisk, at kvinderne har vundet så meget indpas, men det betyder også, at vi har afmaskuliniseret skolerne og uddannelserne og mange fag.

Det er mændenes egen skyld, de har sovet i timen, men vi skal have hjælp til at indse, hvad vi har brug for, nemlig en manderevolution, og det kan kun gå for langsomt. Problemet er, at mænd er gode til at lave økonomisk politik, men virkelig dårlige til at lave kønspolitik. Der er en kæmpe berøringsangst her.

Mænd og kvinder er lige, men der er kæmpe forskel på biologi og den måde, vi tænker på. Det skal respekteres og tales åbent om. Når man kan undervise i seksualundervisning i folkeskolen, hvorfor så ikke også undervise i, hvad en god pige og en god dreng er?”.