Prøv avisen

Vi har brug for et nyt dannelsesideal

Globe in hand, isolated on white

Globaliseringen gør, at konkurrencelogikken ikke er en farbar vej mere, da konsekvenserne mere og mere mærkes overalt på jordkloden, skriver Morten Hansen

Jeg sidder for tiden i en arbejdsgruppe nedsat af min arbejdsgiverkommune, Frederikssund, hvor vi arbejder med dannelsesbegrebet i folkeskolen. Emnet dannelse er et ud af mange emner, som bearbejdes i flere arbejdsgrupper, og det er et projekt, kommunen skal have stor ros for at have sat i gang.

Tidens tendens til mere individualisering og relativisme må ikke gå hen og blive ekstrem, hvor man bliver sig selv nok eller narcissistisk, og hvor alting er lige godt, men skal afbalanceres med et dannelsesideal om, at den enkelte bliver dannet i forskellige sociale sammenhænge med mod på at videreføre den evige diskussion om, hvad der er rigtigt og forkert.

LÆS OGSÅ: Dannelse: Fra Goethe til Google

Vi har opbygget en verden, hvor kapitalismen er ved at konsolidere sig mere og mere som økonomisk liberalisme, og det har gjort, at tankesættet omkring frit marked, fri konkurrence og frit valg er gået hen og blevet de styrende mekanismer i jagten på mere vækst.

Denne jagt på mere vækst har blændet verdens politikere (også de danske), som er blevet rene administratorer af og rene opportunister i forhold til nationerne i den økonomiske liberalisme. Kapitalismen har opnået hegemonisk status, og den reelle styring af verden er overladt til et system med indbyggede uretfærdigheder. De styrende mekanismer, frit marked, fri konkurrence og frit valg, er blevet mål i sig selv i stedet for at være midler, og de styrer menneskenes politik og handlen, hvor det burde være omvendt.

SPECIELT konkurrencelogikken, som i den økonomiske liberalisme står meget centralt som det ordnende princip, er gået hen og blevet et mål i sig selv og dermed en legitimationsfaktor for al økonomisk tænkning.

Den franske sociolog Pierre Bourdieu sagde engang, at den økonomiske liberalismes succes bestod i, at man først opdagede de sociale konsekvenser, når det var for sent. Styringen eller reguleringen af konkurrencen bør og skal sætte meget mere igennem for at skabe en bedre verden.

Styringen af konkurrencen har svigtet mindst to steder. Det første sted er på det helt overordnede plan. Vi lever i en globaliseret verden på en planet med endelige ressourcer, og samtidig har vi en faretruende klimakatastrofe hængende over hovedet.

Denne kombination kan ikke løses i en konkurrencelogik, hvor nationer jagter velstand og akkumulering af kapitalen. Ligesom menneskene i en nation samarbejder om opretholdelsen af et værdigt liv, må konsekvensen af globaliseringen være, at samarbejde er løsningen på problemstillingerne. Det forsøges ved verdenstopmøderne, men forsøgene spoleres gang på gang af konkurrencelogikken, fordi landene er bange for at miste velstand.

Det andet sted, hvor styringen af konkurrencen har svigtet, kan udledes som konsekvens af det første. Italesættelsen af statens konkurrenceevne som et overlevelsesvilkår har forplantet sig ned gennem det private og offentlige arbejdsmarked, videre ned gennem virksomhederne, institutionerne og organisationerne, helt ned til den enkelte medarbejder eller menneske som et grundvilkår for menneskelig eksistens.

Når konkurrence på den måde bliver et eksistensvilkår, vil det have negative følger for menneskers psykiske tilstand. Logikken tilsiger, at menneskelivet gøres op i vindere og tabere, og det fremmer eller fordrer ikke ligefrem det vigtigste, nemlig samarbejde og solidaritet.

GLOBALISERINGEN gør, at konkurrencelogikken ikke er en farbar vej mere, da konsekvenserne mere og mere mærkes overalt på jordkloden og rammer som en boomerang tilbage på en selv, som derved intet vinder i det lange løb. Vi skal som lande ikke udkonkurrere hinanden, men vi skal i stedet tale om involvering, samarbejde og sameksistens. Konkurrencelogikken bliver på sigt en tabersag.

Ja, dette er en klagesang (men ingenlunde fra et brokkehoved) om, hvordan virkeligheden ser ud lige nu. Spørgsmålet er så, om det er et uomgængeligt vilkår, at virkeligheden ser sådan ud, eller om vi har mulighed for at ændre på virkeligheden.

Jeg tror på det sidste, og et sted at starte kunne være ved at tro på, at ord skaber virkelighed. Så mit helt gratis forslag til et sted at starte ville være at ændre på italesættelsen af verden som en kampplads, hvor det primære mål er at vinde vækst og velstand til konkurrencestaten, for i stedet at italesætte vigtigheden af global sameksistens gennem samarbejde og vidensdeling.

Jeg arbejder selv i folkeskolen og har et stort ønske om, at begrebet dannelse aktualiseres og derved også bliver en del af løsningen i skabelsen af en bedre verden. Vi burde kigge på dannelse set i et eksistentielt perspektiv, om hvorledes et dannelsesideal kan være udgangspunkt for sameksistens og solidaritet.

Fællesskabet i dag og fremover vil sige de nære fællesskaber, de lokale fællesskaber, de nationale fællesskaber og det globale fællesskab. Dannelsesidealet skal udtrykke, at man er menneske og borger i alle fællesskaberne. For vis skyld dannes vi? Det er for menneskelivets skyld!

Morten Hansen,

viceskoleleder,

Brådervej 13,

Værløse