Prøv avisen
Etisk set

Vi har brug for at øve os i hjælpsomhed

Måske er der noget med ferie og nedbrudte biler, som giver en synlig forståelse af, at situationen er vigtig og konkret. Måske man skulle øve sig i også at kunne genkende andre, mindre åbenlyse situationer, hvor der er brug for hjælpsomhed, skriver professor i etisk set

DET VAR det allersidste ben af en længere bilrejse rundt i ferielandet, fra Alperne til Thy. Af komplicerede årsager havde vi på netop denne strækning en uvant campingvogn på slæb.

Vi var på landevejen, indkørslen til vores hjem var bogstaveligt talt inden for synsvidde, da jeg skal overhale en langsomt kørende, trehjulet kabineknallert. Det giver et lille ryk i bilen, og et kig i bagspejlet afslører tyk røg. Der er ikke andet at gøre end at trække ind til siden, slukke motoren, få alle ud af bilen og fiske advarselstrekanten frem. Det lugter fælt. Gummi? Olie? Et forsigtigt forsøg på at starte motoren igen afslører tyk sort røg fra udstødningen. Der bliver slukket meget hurtigt.

Familien traver de sidste 500 meter hjem til fods med livsvigtige bamser under armene. Jeg venter lettere slukøret på vejhjælpen.

Allerede mens jeg sætter advarselstrekanten op, stopper den første bil. ”Hvad er der sket? Har du brug for hjælp?”. Det bliver ved i en lind strøm, og jeg holder op med at tælle – var der fem eller syv? Unge, gamle, mænd, kvinder, par – jeg kender ingen af dem.

De stopper, spørger, tilbyder hjælp, kører videre. Der er ikke umiddelbart noget, de kan gøre, men hver gang bliver jeg efterladt lidt gladere. Følelsen af, at ens problemer bliver set, rammer et eller andet dybt. At dømme efter tonen i vores små samtaler og udtrykket på deres ansigt, når de kører igen, sker der også noget i den forsøgsvise rækken ud med en hjælpende hånd. Efter en halv times tid kommer vejhjælpen, og da min mekaniker får set på bilen, er dommen klar: Turboen er død.

Det var ikke det eneste turboproblem på den tur. Ugen før havde vi en meget sen fredag nat slæbt os i krybesporet op ad bakkerne mellem München og Salzburg uden trækkraft. Mødet med den østrigske værkstedskultur var interessant. Det var et meget stort, autoriseret værksted. Jeg var der, da de åbnede klokken 8. Efter 10 minutter var jeg i check-in, udstyret med en kaffekupon til caféen og besked på at vente, til quickservice åbnede klokken 8.30.

JEG VAR I KONTAKT MED en mindre hær: ham i check-in, kvinden i caféen, hende der vinkede mig på plads, mekanikeren, lagermanden, check-in igen, bogholderiet. Det mest overraskende var regningen: ”Du skal blot betale for reservedele, vi tager ingen arbejdsløn.”

Klokken 8.55 kørte jeg fra værkstedet igen, fejlfundet, udstyret med udskiftet turboslange og en følelse af at være blevet hjulpet mere og bedre, end jeg havde turdet håbe på. En følelse af, at den udsatte position, det er at stå i en fremmed by med et tydeligt problem og i en svag forhandlingssituation, ikke var blevet udnyttet. Tværtimod.

Det var ikke den samme konkrete fornemmelse af et andet menneske, som havde strakt sig for min skyld. Måske mere en art ”strukturel taknemmelighed”: at have mødt generøsitet, ordentlighed og venlig effektivitet. Der er måske noget med ferie og nedbrudte biler, som giver en umiddelbar resonans: en gensidig, synlig forståelse af, at situationen er vigtig og konkret.

Måske man skulle øve sig i også at kunne genkende andre, mindre åbenlyse situationer, hvor der er brug for hjælpsomhed, konkret såvel som strukturel.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærdspolitisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.

Andre læser lige nu